Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Optrinnet er ved at blive rituelt, som en sæbeopera uden nye replikker: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) tropper troligt op med sin lille sektion af ordførere og annoncerer – til store og pompøse fanfarer – meget lidt nyt. Seneste udmelding lyder således blot, at hjemmeværnet skal have 21 marinekuttere.
Kapow!
Alle de store og mere strategiske beslutninger er atter blevet skubbet, og indtil videre er der endnu ikke blevet truffet konkrete valg om, hvordan de mange ekstra milliarder skattekroner skal bruges på flydende, militært isenkram. I stedet er blikket vendt indad.
Iscenesættelsen fejler imidlertid ikke noget, og de tilbagevendende pressemøder i Forsvarsministeriet er efterhånden ved at blive lige så hyppige som under coronakrisen. Alvoren er også lige så tungsindig og tyngende:
“De trusler, vi møder til søs, er i dag anderledes og langt mere alvorlige end for blot få år siden. Det er især et truende Rusland, vi skal reagere på, samtidig med at den teknologiske udvikling går lynende stærkt,” sagde Troels Lund Poulsen, da han tirsdag præsenterede endnu en oprustningspakke, som har meget bred opbakning i Folketinget – fra Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance over de tre regeringspartier til bl.a. De Radikale og Socialistisk Folkeparti.
Signalet er foreløbigt mest symbolsk. Politikerne vil gerne skabe et billede af både handlekraft og fremdrift. I virkelighedens verden sker der dog knap så meget, og foreløbig afventer regeringstoppen, at Danmarks nye styrkemål i NATO bliver afklaret. For realpolitisk er det i alliancens hovedkvarter i Bruxelles, og ikke mindst i den amerikanske hovedstad Washington D.C., at den danske forsvarspolitik er ved at blive omformet. Ikke i Folketinget.
Det afgørende spørgsmål for det danske forsvar, og dermed i høj grad også flåden, bliver om Danmark fremover skal fokusere på Østersøen, Arktis eller eventuelt begge konfliktzoner. Den endelige afgørelse vil gøre en verden til forskel for en lille småstat som Danmark, for indfrielsen af de nye NATO-styrkemål vil i praksis kunne komme til at definere rammerne for dansk politik i årtier fremover.
Opmarchområdet
Helt kontant er der så mange milliarder skattekroner på spil, at det bestemt kan give mening at lurepasse lidt tid endnu. Men så er der til gengæld heller ingen grund til at foregøgle, at hverken den danske forsvarsminister eller forsvarsordførerne har så meget at skulle have sagt. Folketingspolitikerne optræder mest som tinsoldater.
Efter de fejlslagne krigsfiaskoer i Irak og Afghanistan har det danske forsvar været orienteret mod øst og mod Rusland. Grundplanen har været, at flåden først og fremmest skulle kunne håndhæve suveræniteten i de indre danske farvande og medvirke til forsvaret af Østersøen. Derfor gav det også glimrende mening at satse på små og mindre fartøjer, såsom de ekstra 21 hjemmeværnskuttere, som nu skal købes, og nok så symbolsk også bygges i Nordjylland.
Hidtil har forventningen altså været, at den forestående oprustning skulle ske i nærområdet. Men to afgørende forandringer har ændret det geopolitiske magtspil, og pludselig kan det blive nødvendigt at lave fundamentalt om på de militære våbenindkøb.
Den første omvæltning skete, da Finland og Sverige blev medlemmer af NATO sidste år, og tyngdepunktet dermed flyttede sig. Sammenlignet med Danmark har begge lande et langt mere udbygget og slagkraftigt forsvar, og alene derfor er det kun naturligt, at den maritime modvægt til Rusland og forsvaret af Østersøen fremover vil ske i et tæt koordination mellem netop Finland, Sverige, de tre baltiske lande og Polen.
Rent geografisk har Danmark fået en lidt mere tilbagetrukket rolle og har i dag fået karakter af et såkaldt “opmarchområde” for fremmede tropper, der skal kunne bringes videre til frontlinjestaterne. De danske lufthavne og flådehavne skal altså i stigende grad betragtes som en del af de bagvedliggende forsyningslinjer, der hovedsageligt skal kunne servicere de egentlige forsvarsstyrker i Finland, Sverige, de tre baltiske lande og Polen – i tilfælde af skarpere konfrontationer med Rusland.
Forventningen er også, at Danmark i stigende grad skal kunne bidrage med en større kapacitet til overvågning, f.eks. af undersøiske kabler og energiinfrastruktur. Pointen er under alle omstændigheder, at Finland og Sveriges medlemskab af NATO har forskubbet Danmarks militære rolle.
Ekstremt scenario
Den anden og mindst lige så skelsættende omvæltning er sket mod nord. Med Donald Trumps overrumplende interesse for Grønland og Arktis er der opstået en forventning om, at kongeriget Danmark fremover skal have en langt større militær tilstedeværelse i de vidtrakte havområder i det høje nord.
I et af de mere ekstreme scenarier, der er blevet arbejdet med i NATO-kredse, er Danmarks nye styrkemål i NATO ligefrem blevet koncentreret alene omkring Grønland. I så fald vil hele det danske forsvar skulle omformes til arktiske tropper, formentlig i samarbejde med Norge.
Intet er sikkert. Lige nu henligger alt i tåger, og ingen i kredsen af forsvarsordførere aner, hvad Bruxelles og Washington vil kræve af Danmark. Og i mellemtiden, ja, så kan man jo fordrive tiden med at bestille 21 marinekuttere. De gør næppe nogen fortræd.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen forsøger at forklare ventetiden med, at man har brug for at lave grundige analyser, før man kan skride til indkøb af nye fregatter, droner og andet kostbart materiel. Den sande forklaring er blot, at regeringstoppen vil holde krudtet tørt, indtil Danmark ved – formentlig inden for to måneder – om vi skal kigge mod øst eller mod nord.
Afgørelsen er alt andet end triviel, for beslutningen i Bruxelles og Washington vil definere, hvad et anslået trecifret milliardbeløb skal bruges på, og hvor danske soldater fremover skal sendes hen. Og rollen til de danske politikere? Den kan meget vel blive reduceret til, at de får lov til blot at præsentere bestillingerne. Måske kan det også forklare deres ivrighed efter at afholde gentagne pressemøder, hvor de kan tale dunder om bagateller.
Folketingets største aftryk på den militære oprustning kan i det hele taget vise sig at blive noget så provinsielt og sognerådsagtigt som ordrernes lokale placering. I tirsdagens aftale blev det slået fast, at forsvarsforligskredsen har en “ambition” om, at nye krigsskibe skal bygges i Danmark. Og dét forener i det mindste en ny alliance på Christiansborg: For Danmarksdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti er det vigtigste, at det isenkram – som Danmark reelt bliver pålagt at skulle købe – bliver bygget på værfter oppe i Nordjylland.
Hvad udad tabes, skal indad vindes. /Lars Trier Mogensen