(FILES) This file photo taken on January 16, 2012 shows Canadian singer and poet Leonard Cohen taking off his hat to salute in Paris. Leonard Cohen, one of his generation's most respected musicians and poets who delved into the spiritual on songs such as "Hallelujah, " has died at age 82, it was announced on November 11, 2016. / AFP PHOTO / JOEL SAGET
I’ve seen the future, baby: it is murder
Måske er vi ved at være gamle her på stedet, selv om halvdelen af os ikke har passeret de 40, og måske er vi så småt ved at miste troen på verden. Ja, vi skriver jævnligt, at det her – 2010’erne – er den mest spændende tid at være i live på, men der er dage, hvor vi har svært ved at mene det. Her til morgen kom det frem, at den gennemsympatiske og uovertrufne sangskriver Leonard Cohen er død. Nuvel, han blev 82 år, holdt sig vital til det sidste og er på alle måder taget herfra med værdighed, men det er svært ikke at føle, at vi for alvor er trådt ind i en ny tid og en ny verden, hvor der ikke længere er plads til Bowie, Prince, et europæisk fællesskab, syriske flygtninge og mexicanske immigranter.
Det er, som om verden spidser til og snører sig sammen, og Leonard Cohen stod for præcis det modsatte. Selv om hans tekster ofte er apokalyptiske, bibelske forfaldshistorier og ulykkelig kærlighed, så er der en glæde, en skønhed, en humor og en optimisme i hvert eneste album fra det imponerende bagkatalog. For nu at bruge en strofe, der er så citeret, at det efterhånden næsten er en kliché: There is a crack in everything. That’s how the light gets in.
Og sådan har det været at opleve Cohens poesi. Den er legende let, forfinet, smuk og altid med en lille sprække.
Leonard Cohen er canadisk født jøde og startede ikke som sangskriver, men havde udgivet fire digtsamlinger, før han debuterede i 1967 med Songs of Leonard Cohen, der både indeholder klassikere som ‘Suzanne’, ‘Sisters of Mercy’ og ‘So Long Marianne’. Siden har han med vekslende hyppighed udsendt plader, der hver har indeholdt omgående klassikere. ‘Bird on the Wire’ (1969), ‘Famous Blue Raincoat’ (1971), ‘Is This What You Wanted’ (1974), ‘Chelsea Hotel #2’ (1974), ‘Hallelujah’ (1984), ‘Death of a Ladies’ Man’ (1978), ‘First We Take Manhattan’ (1988), ‘I’m Your Man’ (1988), ‘The Future’ (1992), ‘A Thousand Kisses Deep’ (2001) og senest ‘You Want it Darker’ (2016) – bare lige for at nævne en undseelig håndfuld af de sange, han har beriget verden med.
Som han selv røber i et helt fantastisk portræt-interview med The New Yorkers David Remnick (som du bliver nødt til at læse, hvis du ikke har gjort det), så tager hans poesi lang tid at undfange, og måske er det netop derfor, den er så let at indoptage. Den glider let og uforvaret ind, så vi tror hvert eneste ord i teksten. Det er den måde, han har åbnet verden for os på. Selv om han faktisk gik i selvvalgt eksil som buddhistisk munk i flere år midt i 90’erne, har han altid virket åben, ærlig og tilgængelig, modsat så mange andre af den samme tids store stjerner – både på scenen, i interviews og i sin poesi. På den måde blev han på sine gamle dage som en klog og cool bedstefar for hans fans. Sådan var han også for os, men nu er han altså væk, og på sådan en dag som i dag kan man godt føle sig en lille smule forladt.
Både i Remnicks interview og på hans nyeste plade, der kun er et par uger gammel, røber Cohen, at han var parat til at dø, men da han for kun to uger siden gav sit sidste interview ved et pressemøde i Los Angeles, måtte han trække i land:
”Jeg var nok lidt for hurtig der,” sagde han med et smil. ”Alle, der laver det, jeg gør, vil gerne leve for evigt.”
Det kommer du også til, Leonard Cohen. So Long.