Nyhedsanalysen
Den trumpologiske kabale
USA’s nye præsident Donald Trump er så uberegnelig, at ingen ved, hvad der kommer til at ske med ham i Det Hvide Hus. Et nyt fænomen er derfor opstået: ‘trumpologien’. Ligesom under den kolde krig, hvor analytikere udviklede den såkaldte ‘kremlologi’ for at forstå det indre liv i Sovjetunionen.
Efter sit første besøg i Det Hvide Hus har USA’s nye President-Elect Donald J. Trump allerede skiftet standpunkt i ét af valgkampens mest omdiskuterede emner: Pludselig vil han bevare dele af Obamacare-sundhedsreformen. Et på alle måder overraskende kursskifte, som straks har skabt håb blandt mange midtersøgende politikere – håb om, at ‘The Donald’ i virkelighedens verden slet ikke vil være så yderligtgående og ekstrem, som han har været i valgkampen. Her udtalte han også i et besynderligt øjeblik: ”Når jeg bliver præsident, vil jeg være en anden person. Så kan jeg gøre hvad som helst. Jeg kan blive den mest politisk korrekte person, I nogensinde har set.”
Den største bølge af løftebrud i mands minde kan være på vej. Men ingen kan med noget nær sikkerhed forudse, hvilken kurs præsident Donald har tænkt sig at følge, hvis overhovedet nogen stabil og sammenhængende linje. Kun én ting er sikker: De rådgivere, han vil omgive sig med i Det Hvide Hus, når han indsættes i januar, vil få en altafgørende indflydelse på Amerikas kurs i de kommende fire år, da han – mildest talt – ikke selv er detaljens mand.
Usikkerheden har givet nyt liv til en disciplin, der ellers døde med Sovjetunionens kollaps, den såkaldte ‘kremlologi’, som Gyldendals encyklopædi definerer som: ”studiet af Sovjetunionens politik og de indbyrdes magtkampe mellem de ledende politikere i Kreml. Pga. Sovjetunionens lukkethed var kremlologien baseret på undertiden usikre tolkninger af politikernes handlinger, officielle udtalelser m.m.”.
I dag har disciplinen taget navneforandring til ‘trumpologi’. Men logikken er den samme: I fraværet af håndfaste og pålidelige udmeldinger fra den nye præsident må vurderingerne af hans mulige handlinger stykkes sammen på baggrund af en analyse af magtkabalerne, udnævnelserne og staben omkring Donald Trump.
Særligt seks håndgangne mænd, der har været hans trofaste rådgivere gennem valgkampen, ventes at ville udkæmpe en indbyrdes kamp om at definere Trumps politiske projekt. Disse seks mænd – Stephen Bannon, Mike Pence, Rudy Giuliani, Newt Gingrich, Myron Ebell og Reince Priebus – repræsenterer vidt forskellige positioner, temperamenter og strømninger, og derfor afgøres de første afgørende slag i udformningen af ‘Trumpismen’ af, hvem af disse seks mænd, der udpeges til de mest centrale topposter.
Bannonismen
Det mest spektakulære, kaotiske og kulørte scenario er – helt uden for skala – hvis Trump udnævner sin valgkampagneleder, sladderkongen Stephen Bannon, til stabschef i Det Hvide Hus, som New York Times spekulerer i. Med sin baggrund på det ultrakonservative tabloid-medie Breitbart har 62-årige Stephen Bannon optrådt som en form for instruktør og producer, der effektivt formåede at udforme og ‘sælge’ opsigtsvækkende budskaber til de vredeste hvide vælgere.
Hvis Trump giver Bannon mandat til at styre Det Hvide Hus vil politikudformningen blive afkoblet enhver form for pragmatisk fornuft, og alene tage form efter den maksimale underholdningsværdi. Bannon inkarnerer en post-faktuel tilgang til politik, hvor magt alene er en leg med ord, billeder og ballade. Med ham som ‘Chief of Staff’ vil ingen kunne vide sig sikre på, hvad præsident Trump finder på i morgen, eller om to minutter. Bannon vil levere smæk for skillingen i et nonstop-show, der i bedste fald vil vække mindelser om Silvio Berlusconis regeringsstil, og i værste fald forvandle Trumps regimente til en videreførelse af de mest bizarre stunder fra valgkampen.
Penceismen
Foreløbigt er kun én mand 100% sikker på at få en betydningsfulde rolle ved siden af ‘The Donald’: Vicepræsident Mike Pence forventes at kunne komme til at spille en hyper-magtfuld rolle, der kan sammenlignes med Dick Cheney’s Machiavelli-agtige position under præsident George W. Bush. Dengang i årene 2001-2009 blev Det Hvide Hus regeret fra ‘Eisenhower Executive Office Building’, som vicepræsidentens kontorkompleks kaldes. Da Trump absolut ingen politisk erfaring har, kan Pences mange år som karrierepolitiker, senest som guvernør i Indiana, give ham en udslagsgivende fordel på de indre linjer.
Da Mike Pence samtidig er af den gamle, værdikonservative skole har han på forhånd klart definerede ideologiske mål. Pence er én af de mest traditionalistiske politikere, der har sat fod i Det Hvide Hus i mands minde, og han vil kæmpe målrettet for at indskrænke bl.a. abort- og homorettigheder. Ligesom Dick Cheney fik kuppet Bush Jr.’s regeringsperiode med en neokonservativ krigspolitik, vil Mike Pence – hvis han gives plads – kunne blive bannerfører for en religiøs-konservativ tilbagerulning af de liberale borgerrettigheder, som ellers har slået rødder siden 1960’erne.
Giulianismen
Han kaldes for hele Amerikas borgmester, og er særlig berømt i konservative kredse for at have bremset den voldelige kriminalitet, der tidligere hærgede New York. Som borgmester i USA’s største by fra 1994 og frem til lige efter terrorangrebet i 2001 er Rudy Giuliani en sjælden politikertype, der jonglerer drevent mellem showbusiness og realpolitik. Han er udset til at kunne få en nøglerolle som enten justitsminister, udenrigsminister eller Homeland Security-minister.
Som erfaren jurist har Rudy Giuliani i årevis udvist en forunderlig evne til at optræde drevent i medierne som skiftevis anklager og forsvarer – med skarp tunge og storby-snu attitude. Han var blandt de første prominente republikanere, der ikke blot støttede Donald Trump i primærvalget, men som også kastede sig helhjertet ind som ambassadør i valgkampen mod Hillary Clinton. Derfor er Rudy Giuliani ikke til at komme uden om, og han vil – særligt nu hvor den anden ‘brother-in-arms’, New Jerseys guvernør Chris Christie virker til at være kommet i ‘bad standing’ på grund af en gammel skandalesag – være blandt dem, der nok selv vil kunne vælge blandt topposterne.
Forvent en stram retspolitik og en ny bølge af ‘krig mod terror’.
Gingrichismen
Han var præsident Bill Clintons onde ånd. Dengang i 1990’erne var den nu 73-årige Newt Gingrich leder af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus, valgt i sydstaten Georgia, og han har aldrig forspildt en mulighed for at stikke en kæp i hjulet på Clinton-klanen. I 1995 udråbte Time Magazine ham som ‘Man of the Year’, fordi han stod i spidsen for en massiv republikansk valgsejr året forinden, bl.a. i kraft af angreb på Clinton’erne. Han kan således tage en stor del af æren for, at Hillary Clinton allerede for mange år siden blev udskammet politisk, og Donald Trump har bestemt også nydt godt af Newt Gingrichs ofte perfide debatform her under valgkampen.
I de senere år har han levet som forfatter, lobbyist og debattør, men Newt Gingrich – der selv har forsøgt at stille op som præsidentkandidat – har tydeligvis drømt om det politiske comeback, som nu er åbnet med valget af Donald Trump. Gingrich virker mere end klar til en sidste tur i manegen, og fra tidligere at have været mest optaget af indenrigspolitiske emner, herunder ikke mindst finanspolitiske nedskæringer, har han i de senere år fokuseret mere på udenrigspolitiske brændpunkter. Han menes derfor at være seriøst i spil som USA’s kommende udenrigsminister.
Med Newt Gingrich som USA’s ‘chefdiplomat’ vil FN- og Nato-samarbejdet kunne se frem til en stærkt kritisk og isolationistisk kurs fra amerikansk side. Hidtil har han imidlertid været klar frihandel-tilhænger og afviger her fra Trumps udtalelser. Men han har absolut ingen fidus til De Forenede Nationer og mener samtidig, at det nu er alle de andre Nato-landes tur til at betale regningen i forsvarsalliancen. Gingrich vil være dårligt nyt for EU og andre lande, som håber på øget internationalt samarbejde om grænseoverskridende problemer.
Ebellismen
Alt i alt skal Trump-administrationen udpege over 4.000 embedsmænd, og det er langt fra dem alle, som kommer til at spille en afgørende rolle. Til gengæld kan enkelte forårsage et paradigmeskift i USA’s politik. I laget lige under topfolkene har Donald Trump allerede sat den stærkt kontroversielle Myron Ebell i spidsen for det udvalg, der skal sammensætte den nye stab på miljø- og klimaområdet. Ebell er én af de meget få, som hårdnakket benægter enhver sammenhæng mellem global opvarmning og menneskelig udledning af fossile brændstoffer.
Under FN’s klimakonference i Paris sidste år figurerede Myron Ebell på aktivisternes plakater med klima-forbrydere. Nu er han USA’s officielle ansigt, når det gælder energi- og klimapolitik, og dét kan få vidtrækkende konsekvenser for alverdens landes forpligtelser til at holde temperaturstigningerne nede på et håndterligt niveau. Ebell har en fortid som cheflobbyist for tobaksgiganten Philip Morris, og hvis han får de magtbeføjelser, som han selv ønsker, vil USA i løbet af kort tid trække sig helt ud af den globale indsats for at begrænse klimaødelæggelserne. Dermed fremstår Myron Ebell som symbolet på en mulig politisk kurs, der vil nedbryde de få, små og progressivt grønne landevindinger, som præsident Obama trods alt har fået igennem. En sort fremtid venter.
Priebusismen
Der findes også mere driftssikre valg. Moderate republikanere krydser fingre for, at Trump vil udnævne den nuværende formand for den republikanske partiapparat Reince Priebus som stabschef. Af to årsager: For det første har Preibus været kritisk over for Trumps vildeste udskejelser under valgkampen, og han vil dermed stå som garant for såvel beherskelse som intern forsoning. For det andet er han på god fod med de to parlamentariske top-republikanere: talsmanden i Repræsentanternes Hus Paul Ryan, og Senatets flertalsleder Mitch McConnell. Hvis 44-årige Reince Priebus trækkes ind og får en magtfuld position, vil det blive set som et signal om, at Donald Trump har forståelse for det muliges kunst i magtkorridorerne og er parat til at søge kompromisser.
Priebus er en mulig brobygger, som Donald Trump vil få dagligt brug for, hvis hans præsidentskab udvikle sig til at blive mere og andet end et mediefænomen. Selv om han ikke fremstår så spektakulær, vil en udnævnelse af Reince Priebus være dårligt nyt for Trumps modstandere – for dét vil, rent trumpologisk, være et klart tegn på, at ‘The Donald’ har tænkt sig at bruge sin magt til at gennemtvinge konkrete forandringer.
Med republikansk flertal i begge kamre i Kongressen har Donald Trump rent faktisk mulighed for at sætte sit præg på det amerikanske samfund i langt højere grad, end præsident Obama formåede. Alt afhænger af (mande-)holdet. Præsident Trumps politiske projekt vil defineret – og gennemført – af de nærmeste rådgivere.