Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix
Kan du lide sci-fi? Uanset hvad, så hæng lige på i de næste par afsnit – vi skal nok komme til nyhederne.
I den velrenommerede kinesiske sci-fi-forfatter Liu Cixins trilogi 地球往事 – der på engelsk oversættes til Remembrance of Earth’s Past – opdager menneskeheden, at den står over for en kommende alien-invasion fra den mystiske planet Trisolaris. Den gode nyhed er, at den teknisk overlegne alienflåde fortsat er undervejs, og at det faktisk vil tage omkring 400 år, før den når frem til Jorden. Verdens lande har derfor god tid til at mønstre et fælles forsvar. Den dårlige nyhed er, at Trisolaris har sendt de såkaldte sophons i forvejen; en slags avancerede overvågningsredskaber, som (uden at gå alt for meget i kedelige tekniske detaljer) kan videreformidle alt, hvad der bliver sagt på Jorden, i realtid til rumvæsenerne. Samtidig kan sophons forstyrre de fleste videnskabelige eksperimenter, hvilket bremser menneskets fortsatte fremskridt. Kloden er altså under total overvågning, og står uden reelle muligheder for at udvikle ny teknologi, som kan matche Trisolaris’ heftige våbenarsenal.
Heldigvis er alt håb dog ikke tabt, for FN lancerer et uhørt initiativ: Det såkaldte Wallfacer-projekt. Da Trisolaris’ sophons som det eneste ikke kan overvåge folks tanker, får fire nøje udvalgte mennesker til ansvar at udtænke deres egne, helt private planer for, hvordan de invaderende aliens kan besejres. Samtidig får de titlen Wallfacer, som giver dem næsten uindskrænkede FN-ressourcer til at føre deres planer ud i livet, uanset hvor outrerede eller skrupskøre de synes for omverdenen. Faktisk er det netop pointen: De fire Wallfacers skal gerne fremstå så utilregnelige som overhovedet muligt, så hverken Jorden eller Trisolaris kan regne ud, hvad de har gang i. Begynder folk at sætte spørgsmålstegn ved deres ageren, kan de blot svare med et glimt i øjet, at det er en del af “planen”.
Okay, måske er du begyndt at lure, hvad planerne så er for denne tekst; måske behøver vi ikke engang nævne ham ved navn. Men altså, vi har tænkt over det hen over påsken, og er efterhånden kommet frem til, at USA’s nuværende præsident må være en slags virkelighedens Wallfacer. Hans magt synes stadig mere uindskrænket, også selvom intet af det, han gør eller siger, har nogen logisk sammenhæng. Forbløffende mange politikere og diplomater tager ham fortsat seriøst, også selvom han opfører sig som en idiot. Han taler om at forsvare verdensfreden, også selvom det er uklart, hvem fjenden overhovedet er. Så hvem ved – måske forsøger præsidenten faktisk bare at afværge en alieninvasion, vi ikke kender til? Måske er der en mening med galskaben?
Torsdag var Norges statsminister Jonas Gahr Støre på besøg i Det Hvide Hus sammen med tidligere Nato-generalsekretær og nuværende norsk finansminister Jens Stoltenberg. Det var tydeligt, at de to durkdrevne politikere havde forberedt sig grundigt på det diplomatiske visit. Uanset hvor ydmygende det har måttet være, var de omhyggelige med pænt at rose USA’s præsident. Han blev strøget med paryk-hårene i håbet om, at det ikke bare kan føre til toldlempelser mod Norge, men også til nogle bedre drøftelser omkring situationen i Ukraine. For som vanligt er det ikke til at sige, præcis hvorhenne den selvbestaltede MAGA-frelser står i fredsforhandlingerne.
Før Støres statsvisit havde Rusland natten til torsdag udført en række nye voldsomme angreb hen over Ukraine, der bl.a. kostede mindst 12 mennesker livet i hovedstaden Kyjiv. Hvilket havde fået USA’s præsident til at fare til tasterne på TruthSocial med en direkte, meget uortodoks henvendelse til Ruslands diktator: “Ikke nødvendigt, og meget dårlig timing. Vladimir, STOP!”. I praksis er det vel cirka lige så effektivt som Dyrenes Beskyttelses idé om at skræmme ulve væk med paintball-våben. Til gengæld er det præcis sådan noget, en god Wallfacer skal kunne: forsøge sig med kneb, alle tydeligt kan se er diplomatisk forrykte. Altså lige bortset fra The New York Times, som har forsøgt at sanewashe TruthSocial-opslaget med en rubrik om, at USA’s præsident blot “udsender sjælden reprimande til Putin efter dødeligt angreb på Ukraines hovedstad”. NYT, STOP!
I Liu Cixins romaner indser Jordens fire udvalgte frelsere gradvist, at det er enormt ensomt at være Wallfacer. Alle tror, at der er bagtanker med alt, hvad de siger. Ingen ser længere på dem som normale mennesker. De har fået magten til at ændre klodens fremtid, men har til gengæld ingen, de kan betro sig til. Det begynder at dæmre for dem, at de er på alt for dybt vand; isolerede og desperate står de tilbage med en noget nær umulig opgave.
Én ting kan man sige om USA’s wannabe-diktatoriske præsident: Han lader sig ikke slå ud så nemt. Selvom det ikke er lykkedes at skabe fred i Ukraine på de oprindeligt lovede 24 timer, fortsætter indsatsen ufortrødent. Som man måtte forstå efter mødet med Støre, arbejder manden i Det Hvide Hus nemlig med sin helt egen tidsfrist, som han bare ikke lige kan komme nærmere ind på. Ligesom han vist ikke vil indrømme, at USA’s foreslåede fredsmodel – som senest skulle involvere, at Ukraine anerkender Krim som værende russisk – i høj grad tilgodeser Rusland. Det forholder sig ifølge præsidenten omvendt: “Jeg lægger masser af pres på Rusland. Du aner ikke, hvor meget pres jeg lægger. Vi lægger masser af pres på Rusland, og det ved Rusland”. Donald, STOP!
Nej, hvem ved egentlig, hvad den påståede leder af den frie verden tænker; det føles jo, som om han selv kommer fra en fremmed planet. Sandsynligheden for, at han skulle kunne gøre sig fortjent til Nobels fredspris med sine forhandlingsteknikker – sådan som han også fiskede efter ved nordmændenes besøg – er selvsagt minimal. Men i det mindste kan vi glæde os over, at han foreløbigt ikke er gået ind som mægler i den genopblussede og pænt ildevarslende konflikt mellem atommagterne Indien og Pakistan. Og vigtigst af alt: Vi bør vist ikke længere frygte besøg fra det ydre rum. For i modsætning til alle de politiske analytikere og håbefulde diplomater, som stadig forsøger at læse skriften på væggen, ville ingen aliens med respekt for sig selv vel komme i nærheden af en så oplagt Wallfacer som Donald J. Trump. /David Dragsted