Claudia Greco/Reuters/Ritzau Scanpix
Så blev pave Frans stedt til hvile. Lige så opulent og majestætisk den katolske kirke havde arrangeret selve begravelsen, lige så ydmygt var det gravsted, han havde valgt til sig selv. Frans havde bedt om at få sit afsjælede legeme bragt til kirken Basilica di Santa Maria Maggiore, en times gang (eller 25 minutter i en Fiat) fra Vatikanstaten i Rom, hvor der ventede en rimelig simpel grav i marmor med hans latinske pavenavn indgraveret på låget. Det kan lyde som marketing eller religiøs indoktrinering, men den er god nok: Paven var en person af folket.
I løbet af dagene mellem hans død og bisættelse kom det frem, at han hver aften omkring kl. 20 ringede til Den Hellige Families Kirke i Gaza By for at høre, hvordan det gik. Som regel varede opkaldet et kvarters tid, udtalte pastor Gabriel Romanelli fra den katolske kirkes eneste sogn i Gazastriben til CNN. “Han ringede til os gennem hele denne krig – denne frygtelige krig. I mere end halvandet år ringede han for fred og for at sende sin velsignelse til folket i Gaza.” Det sidste opkald varede 30 sekunder.
Hver dag gennem 18 måneder? Den palæstinensiske civilbefolknings lidelser lå paven meget på sinde. Af samme grund var det påfaldende at se så mange vestlige statsledere, som nærmest metodisk har set gennem fingre med Israels krigsforbrydelser i Gaza og på Vestbredden, deltage i begravelsen uden at mæle et ord i den retning.
Én person skilte sig ud, Irlands 84-årige præsident Michael D. Higgins. Ved et pressemøde efter begravelsen langede han netop ud efter verdens statsledere for deres larmende tavshed. “I dag har vi haft en vidunderlig sammenkomst her i Rom af repræsentanter fra regeringer og stater. Hvordan kunne nogen af dem forblive tavse, når man rent faktisk sulter folk ihjel ved at blokere for fødevarer, medicin og vand, livets grundlæggende fornødenheder?” sagde han.
Økonomen Yanis Varoufakis, tidligere finansminister i Grækenland og leder af det venstreorienterede paneuropæiske politiske parti Diem25, gav statslederne en lidt hårdere medfart i et opslag på sociale medier: “Hvor vover de? Mens de vestlige ledere bakker fuldt ud op om en forsætlig udsultning af to millioner palæstinensere i Gaza, vælter de ind til pave Frans’ begravelse. Hykleri som våben til fordel for Israels folkemord.”
Ifølge The Guardian har humanitære organisationer i Gaza, såsom UNRWA og Verdens Fødevareprogram (WFP), nu distribueret de sidste fødevarer fra lagre, som ellers var blevet fyldt op under våbenhvilen mellem Israel og Hamas. “Der er ikke mere tilbage at give dem, så når de sidste forsyninger er brugt, må køkkenerne lukke,” udtaler en embedsmand fra FN. “Lige nu klarer folk sig akkurat, men vi ved fra tidligere kriser, at når tingene begynder at gå ned ad bakke, så går det meget hurtigt, og vi er ikke langt fra det punkt.”
Hvordan er det acceptabelt? Hvad er det, der sker? Den israelske historiker Ilan Pappé, der har beskæftiget sig indgående med sit fædrelands forhold til Palæstina, sagde for nylig, at “når det drejer sig om Israel, bliver nogle af de mest sofistikerede, artikulerede mennesker til sådan en flok imbecile, der repeterer den israelske drejebog uden nogen former for kritik, uden at gøre brug af nogen af de evner, de ellers anvender, når de beskæftiger sig med andre ting i verden. Man er villig til at fornedre sig – for at tilfredsstille hvad? For at tilfredsstille en stat, der begår folkemord på daglig basis.”
Tidligere på året udgav den egyptisk-canadiske forfatter og journalist Omar El Akkad en bog om de vestlige landes hykleri over for krigen i Gaza med den besnærende titel One Day, Everyone Will Have Always Been Against This. Det er ved at være allersidste udkald, hvis man gerne “altid” vil have været imod det, der sker i Gaza og på Vestbredden.
Man kan også starte et mere ærligt sted og sige højt, at man selvfølgelig oprindeligt mente, at Israel havde ret til at slå igen (hvilket er fair), og at man for længst har set denne ret gå over gevind – gå langt over grænsen for, hvad man som menneske kan stå inde for – men at man af den ene eller den anden eller den tredje grund ikke har fået sagt fra. Hvis man gerne vil se sig selv i øjnene senere, går den ikke længere. /Oliver Stilling