Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
I 2022 besluttede Folketinget, at produktionen af sol- og vindenergi skulle fordobles inden 2030. På tre år har vi kun indfriet 7 pct. af målet. Østater i Stillehavet opfordrer de rigeste lande til at reducere deres klimaaftryk hurtigere. De første 120 dage efter den 7. oktober udledtes mere CO2 end 26 lande gør alene. Og mens det værst tænkelige klimascenarie ser mindre sandsynligt ud, er det aktuelle og mest realistiske – en temperaturstigning på mellem 2 og 3 grader celsius – stadig “very, very bad”.
Hvad skal man stille op med al den information? Mens fællesnævneren må være ‘lande’ – måske endda ‘de rigeste lande’ – er der ifølge en gruppe forskere fra University of California, Los Angeles (UCLA) og Princeton University, en stor sandsynlighed for, at man som læser af nyhederne om verdens klimagang sidder tilbage med en vis apati.
“I årevis antog vi, at hvis klimaet blev forværret nok, ville folk handle,” siger Rachit Dubey, den ene af hovedforfatterne bag deres studie, der viser, at de adspurgte – også dem, der bor tættest på klimaforandringerne – er blevet mere opgivende i forhold til den grønne omstilling. Forskerne mener, at det skyldes den effekt, de kalder en “kogende frø”, hvor vi med få års mellemrum har justeret vores opfattelse af, hvad der er normalt, og er blevet tilsvarende mere i tvivl om, hvad man skal stille op.
Det er en nedslående historie for klimadagsordenen. Men Dubey og de øvrige medforfattere forklarer videre, at det handler om, hvordan klimaforandringerne bliver kommunikeret: Tal, der præsenteres i “binær form”, gør klimakrisen nemmere at forstå. Vi kan ikke forholde os til gradvise temperaturstigninger, men hvad der sker og ikke sker. Vi vil have enten eller. Forsvinder Arktis? Salamanderen? Skal vi vænne os til at leve på en anden måde? Dubey uddyber:
“Da vi brugte de samme temperaturdata for et sted, men præsenterede dem på en mere skarp måde, brød det igennem folks klimaapati. Sammenlignet med dem, der kiggede på en klarere præsentation af de samme oplysninger, opfattede de, der kun kiggede på gradvise data, desværre en 12 pct. mindre klimapåvirkning og bekymrede sig mindre.”
Fuld benægtelse
De seneste uger har Berlingske, B.T. og Politiken udbredt en fortælling om, at klimaapatien er nået til Danmark. Eksempelvis kører Politiken en hel serie baseret på en Megafon-undersøgelse, der viser, at 8 procentpoint færre end for tre år siden “er helt eller overvejende enige i, at de er bekymrede for, hvilke konsekvenser klimaforandringer kan have for dem og deres familie”. “Gassen er gået af danskernes klimagejst”, skriver de, klimaaktivismen er “falmet”, og et interview med den tyske politolog Tadzio Müller fremhæves som eksemplet på et større skifte i klimabevægelsen, fordi han “for længst” har “indset”, at “klimakampen er tabt”.
Müller siger rigtigt, at “vi er gået i fuld benægtelse”, og at vi mennesker “har taget del i ødelæggelsen af muligheden for menneskeliv på planeten inden for de næste 100-120 år”. Men det, Tadzio Müller refererer til senere i interviewet, er ikke, at befolkningen er indifferent, men at det ganske enkelt er blevet sværere at tale klimaets sag.
“Enhver, der minder os om vores fiasko, vil blive brutalt afvist, fængslet, slået eller kørt over af en bil,” siger han og nævner den britiske aktivistgruppe Just Stop Oil, som har opløst sig selv, og som du kan læse om længere nede i dagens nyhedsbrev. De har ikke opgivet klimakampen, men vil ændre deres metoder. Fordi lovgivningen er blevet så stram i Storbritannien, at de risikerer at blive fængslet for fredelige demonstrationer, og antageligvis fordi de ikke har ressourcerne til at føre de retssager, det kræver at gå imod det.
Det er i sig selv interessant at læse om, hvorfor nogle giver op. Men det samlede billede mangler, når man ikke får at vide, at det er politikerne, vi er apatiske overfor. En ny The Guardian-undersøgelse viser, at 89 pct. af den globale befolkning vil have mere klimahandling. Men som undersøgelsen også viser, skyldes det vores idé om, at alle andre end os selv er mindre engagerede, netop på grund af de historier, vi bliver fortalt.
Længere inde i Politikens artikler, langt bag betalingsmuren, finder man netop også den vinkel. Eksempelvis citeres Bente Halkier, professor og sociolog ved Københavns Universitet:
“Det kan tolkes som en kritik af, at beslutningstagere og organiserede interesser ikke tager ansvar. Hvis borgerne synes, at dem, der har større indflydelse, end de selv har, ikke gør noget ved klimakrisen, kan de blive opgivende,” siger hun og forklarer, at det altså ikke er “borgerne”, der er ligeglade med klimakampen. Hvem er den første til at lave de samme undersøgelser af defaitismen på Christiansborg? /Emma Louise Stenholm