Plads til alle i Hjemmeværnet

I sidste uge delte jeg et videoklip fra TV2 Nordjylland på Facebook. Indslaget, der er nogle år gammelt, handlede om Hjemmeværnets arbejde. Det begynder med, at en gruppe folk i camouflage fra top til tå står og fumler med deres geværer. Fumle er måske et ladet ord, men det er den følelse, man får. ”Hjemmeværnet på skydebanen,” siger speakeren, og i det samme taber en af mændene magasinet til sit gevær i sandet. Derefter er der et nærbillede af en mand, der stirrer ned i løbet på sit gevær. Det er formentlig normal praksis, og han har vist også afsikret våbnet forinden. Men alligevel. Et minut længere henne i klippet er selve skydeøvelsen i gang. Her trykker en af hjemmeværnsfolkene ved et uheld på aftrækkeren, så projektilet rammer skråt ned foran ham. Hans overordnede er så befippet, at han næsten ikke kan tale. Det er ikke nogen fantastisk reklame for hjemmeværnet.

https://www.youtube.com/watch?v=nNwiH3-VkjE

Jeg følte trang til at dele klippet, fordi chefen for Hjemmeværnet på Sjælland, en oberst Eigil Schjønning, havde foreslået, at Hjemmeværnet skulle bevæbnes. Han henviste til terrortruslen.

”Når jeg siger til 5-10-15 soldater, at de skal ud til denne her opgave og tage uniformen på for at løse en banal afspærringsopgave eller bevogtningsopgave, så sender jeg dem samtidig ud som en stor målskive for onde kræfter,” udtalte obersten til Politiken.

Dansk Folkeparti syntes, at det var en fed idé, men regeringen afviste den et par dage senere.

Imens voksede kommentartråden på Facebook-opslaget. En fyr delte et lignende indslag fra noget lokal-tv, som jeg syntes var lige så morsomt. Det var fra en øvelse, hvor hjemmeværnsfolk skulle bistå politiet med at bevogte et brændstofdepot ”med alle midler”. Efter en situation, hvor der er blevet affyret en hel del (løse) skud efter en privatbil evaluerer en politiassistent fra Sønderborg Politi hjemmeværnsfolkene: ”De har lige lidt militær, de måske lige skal have af sig”, fordi ”de måske er lidt hurtige på aftrækkeren”.

Da der var blevet leet færdigt derude på Facebook, var det, som om tonen tog en drejning. Flere af kommentarerne begyndte at forsvare Hjemmeværnet. En kom hjemmeværnsfolkene i det første klip til undsætning ved at påpege, at deres opførsel faktisk både var ”eksemplarisk og korrekt”, idet de overholdt gældende sikkerhedsregulativer. En anden, som bar camouflagetøj på sit profilbillede, skrev: ”Vågn nu op! Vi er ikke alle sådan i HJV’et!”

Kom frisk

Og så var der en Pia Christine Hjort: ”Bevares,” skrev hun, ”sikke en udstilling af manglende indsigt omkring, hvad Hjemmeværnet er og laver. Jeg inviterer alle, der tør, komme med mig på arbejde i Hjemmeværnet. Hvis I stadig udtaler jer om det samme bagefter, så er det ok. Kom frisk.”

Jeg ringede til Pia Christine Hjort, for jeg har i princippet intet imod fællesskaber – særligt hvis de kan holde folk væk fra gadehjørnerne og fladskærmene. Det viste sig, at Pia Christine Hjort er 36 år og projektkonsulent på Hjemmeværnsskolen i Nymindegablejren, som ligger helt ud til Vesterhavet i Vestjylland i det sydligste hjørne af Ringkøbing Fjord.

Det var ikke, fordi jeg ikke turde komme med hende på arbejde, men i denne omgang aftalte vi at løbe hendes arbejdsdag igennem over telefonen. Og så bad jeg hende maile mig nogle billeder fra hendes arbejdsplads.

Hvad har du lavet på arbejdet i dag?

”Vi har et delingsførerkursus for nogle frivillige i øjeblikket, og for tiden sidder jeg i en arbejdsgruppe, som er ved at ændre kurserne, så de bliver tilpasset et just in time-princip i forhold til Hjemmeværnets rolle i samfundet og vores støtte til Forsvaret.”

Et just in time-princip? Hvad betyder det?

”Det vil sige, at vi uddanner til det, der er de nuværende behov; hvad hæren og politiet efterspørger af støtte. Vi justerer uddannelserne, så de passer til efterspørgslen.”

Hvad er det, dit job er?

”Jeg er sagsbehandler, jeg er projektansat til at arbejde med de her nye uddannelser, som revideres på befalingsmands- og officersuddannelsen og chefkurser.”

I forbindelse med det her just in time hvad har du så helt præcist lavet i dag?

”Det seneste år er planerne for uddannelserne blevet skrevet, og nu er de så ved at blive gennemført. Vi har nogle pilotkurser her på skolen, og så har vi en arbejdsgruppe, der kigger på det, der bliver gennemført, for at se, om det lever op til det, vi havde forventet, da vi skrev det. Jeg sidder med i den arbejdsgruppe, hvor jeg kigger på uddannelsen og forholder mig til nogle af de input og erfaringer, vi får, mens vi kører kurset.”

Hvem består arbejdsgruppen ellers af?

”Arbejdsgruppen består af ansatte på Hjemmeværnsskolen, militært ansatte, mig som civil og så nogle frivillige instruktører, der har kendskab til uddannelsen.”

Den hedder simpelthen Hjemmeværnsskolen?

”Ja, Hjemmeværnsskolen er den fælles overordnede betegnelse, som dækker over skolen i Nymindegab, herunder forskellige sektioner og så uddannelsescentre ude omkring i landet, som også hører under skolen. Og så er der Marinehjemmeværnsskolen på Fyn. På skolen er der forskellige sektioner, og jeg sidder i udviklingssektionen, hvor vi kigger på uddannelserne; udvikler nye, tilpasser og justerer dem, inden de overgår til drift i uddannelsessektionen.”

Hvordan er din arbejdsdag?

”Jeg møder 7.30 på skolen.”

Hvad møder du ind til på skolen? Du sagde til mig, at skolen ligesom var Hjemmeværnets hjerte.

”Det er i hvert fald hjertet af Hjemmeværnets uddannelse. Det er en gammel tysk kaserne fra Anden Verdenskrig. Gamle røde murstensbygninger, som står, som det blev bygget dengang, så man fornemmer historiens vingesus, når man går rundt i bygningerne og gennem de gamle runde døre. Vi sidder i det, der hedder Bygning 8, som er en gammel lejr, fra dengang tyskerne havde det. I 1949 overtog hjemmeværnet det og siden dengang har det været hovedskole for de frivillige i Hjemmeværnet.”

Oplever du stadig det sus, når du møder ind på arbejde?

”Ja, jeg tænker tit over det. Hvis man går ud i terrænet omkring skolen, kan man se, at der er bunkers omkring os. Man kan se de gamle løbegange. Når man tænker over det, er der ret mange ting her, der viser historien.”

Hvor mange mennesker arbejder på skolen?

”I Nymindegab er vi omkring 40. Det hedder Nymindegablejren her, hvor jeg arbejder.”

Det ligger et godt stykke mod vest. Er det helt ovre ved Vesterhavet?

”Man skal bare bevæge sig 100 meter, så falder man i havet. Det ligger på tangen op mod Hvide Sande.”

Så der er en god vind?

”Det blæser godt her. Vi har en stående joke om, at det blæser fem dage om året. Alle andre dage stormer det.”

Alle typer

Hvor længe har du været i Hjemmeværnet?

”Jeg har været frivillig siden 2001, siden er jeg kommet her som frivillig instruktør og underviser, og her i august blev jeg så ansat i den stilling, jeg har nu.”

Var det en drøm, der gik i opfyldelse?

”Ja, det var det faktisk. Jeg er ved at tage en master i læreprocesser, og jeg interesserer mig meget for uddannelse. Det er specielt, på den gode måde, og unikt at arbejde med frivillige. Det giver nogle fede inputs. De frivillige kommer med et enormt drive. De vil virkelig det her. Dem, der kommer på vores uddannelser, vil rigtig gerne uddannes. Folk bruger ferier og fritid på at blive uddannet, og vores lærere er også frivillige.”

Det føles specielt, at folk gør det frivilligt?

”Ja. Dem, der deltager på vores kurser og uddannelser, kommer jo aldrig pga. lønnen. De får jo ikke mere i løn, fordi de har taget den her uddannelse.”

Hvad er det for nogle typer, der kommer?

”Det er alle typer. Her på skolen har vi specialistuddannelser og fag. Alle frivillige kan søge en uddannelse her. Alle frivillige har en funktion i en underafdeling ude i landet. De kan så få noget uddannelse, som har relevans for den funktion, de har. Der er både en lovpligtig uddannelse, det vil sige en grunduddannelse, som er nogenlunde ens for alle i Hjemmeværnet, og så er der uddannelse, som er afhængig af, hvilken funktion de har. Vi ligger meget tæt op ad Hæren og Søværnet i forhold til de uddannelser, vi udbyder. Vores uddannelser er selvfølgelige kortere, fordi de er frivillige, men grundprincipperne og de emner, vi er omkring, er de samme. Vi er jo en støtte til Forsvaret, vi samarbejder med dem, så langt hen ad vejen er det det samme, vi skal omkring.”

Er der nogle af de mennesker, der kommer i Hjemmeværnet, som gerne ville have været i Hæren? Når man ser det ude fra ligner det noget, der smager lidt af fugl, som man siger. Man kan have camouflagetøj på og komme ud og skyde.

”Det er folk, som på en måde har den interesse. Vi har mange, som har en fortid i Forsvaret, som kommer i Hjemmeværnet, når de stopper, eller måske har de været værnepligtige engang for mange år siden. De har måske fået et civilt arbejde, men så fastholder de interessen i Forsvaret og det militære gennem Hjemmeværnet. Selv om det så ikke er fuld tid. Vi har også folk, som aldrig har været i Forsvaret, men kun har prøvet Hjemmeværnet. Jeg var jo selv i gang med en uddannelse og var glad for at være civilt ansat, men jeg interesserede mig stadig for Forsvaret. Jeg har gjort det sådan, at jeg er civil, mens jeg laver det her. Det har været en fin løsning for mig.”

Hvad interesserede dig ved Forsvaret?

”Det er et svært spørgsmål. Det er helheden. Men det er ret svært at sætte ord på. Jeg kan dårligt huske, hvorfor det interesserede mig, dengang jeg startede. Jeg tror, det fascinerede mig at være soldat. Der var fedt at udleve det, men uden at skulle være det på fuld tid. Jeg kunne godt lide aktiviteterne, øvelserne og de andre, jeg mødte. Det tiltalte mig også meget, at vi rent faktisk blev brugt til nogle opgaver. Vi samarbejder reelt med Forsvaret og Politiet, vi støtter dem i de situationer, der opstår. Det var fedt at opleve, at der var brug for én i samfundet. Vi har mange indsættelser hvert år.”

Kan du stadig være med til indsættelser, når du sidder der, hvor du sidder nu?

”Jeg har bibeholdt min frivillige side, selv om jeg er blevet ansat. Jeg arbejder også frivilligt med uddannelse, kompetence- og talentudvikling, hvor vi prøver at se, hvordan vi kan fremme de frivilliges kompetencer. Principielt, hvis der skete et eller andet i morgen, kunne jeg deltage lige så godt som alle mulige andre.”

Du ville hjælpe med snerydning eller et eller andet andet?

”Ja, hvis der for eksempel var en stormflod herude, som sker i ny og næ, kunne det sagtens være mig, der tog med.”

Et almindeligt kontorlandskab

Du skrev på Facebook, at hvem som helst kunne komme med dig på arbejde og få et andet syn på Hjemmeværnet. Hvad fik dig til at skrive det? Hvordan ville mit syn på Hjemmeværnet blive ændret, hvis jeg fulgte dig på en arbejdsdag?

”De mennesker, der kommer her på skolen, er superdygtige og kompetente. Det videoklip, du lagde op, er ikke forkert, men der bliver alene fokuseret på udseende. Det er lidt en typisk parodi: en overvægtig på et marked. Men det er jo en del af Hjemmeværnet, for Hjemmeværnet har plads til alle som udgangspunkt – med mindre de bliver sorteret fra ved optagelsen. Men overvægt er ikke noget, man tidligere er blevet sorteret fra på. I dag er der et BMI-krav. Problemet… udfordringen er nogle gange, at det er vores politihjemmeværn, der altid bliver taget billeder af på markeder og sådan noget, og der skal bare være én, der stikker ud, så bliver der lavet grin med vedkommende. Men det repræsenterer bare ikke de 15.000, der er aktive i Hjemmeværnet. Hvis du kom herover, ville du se folk, der uddanner sig til at blive befalingsmænd og førere. De er alt fra direktører til håndværkere. Vi har hele paletten. Det kunne også være folk, der forberedte sig på at skulle udsendes under Hæren. Der er så mange aspekter, som den video ikke viser. Den rammer bare ind i fordommene om Hjemmeværnet.”

Der var også en anden, der lagde en video ud fra en øvelse, hvor der er en politimand, der siger, at Hjemmeværnet klarer det godt, men at de er lidt hurtige på aftrækkeren. Den var meget skæg i forhold til debatten om, hvorvidt hjemmeværnet skal have våben. Hvordan ser dit kontor ud?

”Jeg kan gøre det, at jeg sender et billede til dig. Også af bygningen.”

Det må du meget gerne.

”Jeg sidder på et forholdsvist stort kontor, hvor jeg kan følge med i, hvad der foregår. Der er en summen på gangen, for vi har gang i mange ting. Vi er ved at optage læringsvideoer sammen med Hærens Officerskole og Hærens Kampskole. Vi satser meget på fjernundervisning, fordi de frivillige bruger deres fritid på at uddanne sig. Så tid er en faktor, derfor laver vi de her læringsvideoer…”

Så man simpelthen bare kan se dem og så lære…

”De skal ikke erstatte kurserne, men så kan man se dem og forberede sig hjemmefra og genopfriske det, så det understøtter den undervisning, de kommer til. Vi har fået lavet nogle rigtig fede videoer. Hærens Kampskole fortæller om de forskellige doktriner, og hvordan man gennemfører dem. De bruger de samme videoer til undervisningen i Hæren. Vi udvikler meget i samarbejde med resten af Forsvaret.”

Ellers ligner det en almindelig kontorarbejdsplads?

”Ja, bortset fra at det er lidt gammelt, og det ligner en tysk kaserne, men ellers minder det meget om et kontorlandskab. Der hænger gamle krigskort og billeder, som man har bevaret. Nede i Bygning 8, hvor jeg sidder, kan man stadig se, at der har været en aflusningscentral. Der er stadig skilte på dørene. Det er lidt sjovt.”

Og så har du nogle nære kolleger, som du ser hver dag?

”Vi har gang i mange projekter, så det er lidt forskelligt, hvor mange der er her. Nogle er ude og filme, nogle er ude og udvikle kurser, men ellers møder vi ind i sektionen. En gang om ugen har vi et møde, hvor vi ligesom samler op på, hvad vi har gang i af projekter. Det er meget op til os i sektionen at byde ind med, hvad der skal kigges på. Opgaverne kommer selvfølgelig ovenfra, men vi må også gerne byde ind.”

Opgaver ovenfra? Hvem er det fra?

”Det er fra Hjemmeværnskolen. Det kan være fra skolens ledelse eller fra kommandoen. Lad os sige, der sker noget, hvor vi skal hjælpe politiet på en måde, vi ikke har prøvet før, så kan det være det kræver, at vi udvikler en ny uddannelse. Grænsekontrollen kunne være et godt eksempel på en ny situation, som kunne kræve et nyt kursus.”

Når du siger grænsekontrol… Hvis man er soldat, går jeg ud fra, at man ikke har en holdning til, hvad man udfører. Der er en depeche-orden, hvor man bare følger ordre. Men hvis man er i Hjemmeværnet, er man jo også en civilperson, som lever et civilt liv, og som måske i højere grad har nogle holdninger til, hvad der sker. Der kan være nogle, der mener, at grænsekontrol er åndsvagt. Hvordan håndterer man det som hjemmeværnsperson?

”Det er op til hver enkelt. Det er frivilligt, så man vælger selv, om man vil melde sig. Når sådan en opgave bliver udbudt, skriver Hjemmeværnet ud og spørger, om der er nogen, der kunne tænke sig at komme med. Så kan folk melde ind, hvorefter de bliver screenet af politiet og Hjemmeværnet, og så finder man ud af, om de er de rigtige. Man kigger på om de egnede til det. Man tvinger ikke nogen i Hjemmeværnet til noget.”

Hvor meget hjemmeværnsgear har du? Har du forskelligt tøj, en vest, camouflagetøj? Hvad har du?

”Som frivillige får vi udleveret en grundpakke med en kampuniform, en sommeruniform, nogle støvler, en taske, en kampvest og forskellige basis ting.”

Så man altid er klar til, hvis der er stormflod eller lignende?

”Der kan være nogle specielle opgaver, en brand for eksempel, der udvikler giftig røg, som kræver, at man får udleveret noget andet. Sådan nogle specielle ting har vi ikke nødvendigvis, men vi har en standard uniform, som er den samme som Forsvarets langt hen ad vejen. Forsvaret har selvfølgelig udleveret mere end os, fordi de bruger det dagligt, men uniformen er den samme.”