Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kong Frederik skal ses, ikke høres.
Han er en mand af få og famlende ord. Men heri har han faktisk en overrumplende styrke i forhold til Grønland, hvor han netop har været på officielt besøg: Danmarks 56-årige konge spejler nemlig en mere stilfærdig grønlandsk kultur, som ofte indtrykker sig mere end udtrykker sig.
Under det ordknappe besøg i Grønland har regenten over kongeriget Danmark skullet forsøge sig med en dobbelt mission, skønt han selv forsøgte at tale opgaven ned: “Jeg er ikke på en mission. Jeg rejser til Grønland, og jeg er glad, hver gang jeg kommer til Grønland.”
Men i virkelighedens realpolitiske verden er han selvfølgelig på en mission, en storpolitisk mission.
På den ene side har Hans Majestæt Kong Frederik 10. af Danmark, greve af Monpezat, været sendt af sted for at styrke båndene inden for Rigsfællesskabet, særligt grønlændernes bånd sydover. Gøre de historiske forbindelser mellem Danmark og Grønland tydelige på en måde, som kun få andre vil kunne gøre. Og det er i høj grad lykkedes.
På den anden side skulle kongen også forsøge sig med en ydre missionsrejse, nemlig en mere subtil, men ikke desto mindre storpolitisk inddæmning af USA’s præsident Donald Trump og hans ekspansive erobringstogt i Grønland. Her lykkedes opgaven i mindre grad.
Uheldigvis fordi vejret gjorde det umuligt for Kong Frederik at køre på hundeslæde med Sirius-patruljen oppe ved Station Nord. I stedet måtte han nøjes med at cruise smilende rundt i et monster af et bæltekøretøj.
Den fotodiplomatiske hovedopgave – som Kong Frederik var blevet pålagt af regeringen i København, hvor han skulle markere kongerigets overhøjhed over det grønlandske land, og tilmed i en vikingeagtig macho-udgave med militært vovemod – måtte aflyses. I billedkrigen med USA blev der derfor ikke taget nye stik hjem.
Turen blev i stedet et personligt triumftog. Og det kan i bund og grund undre. For kongens popularitet er jo på mange måder et paradoks, set i lyset af den voksende selvstændighedstrang i Grønland. Historisk har det været danske konger, som har koloniseret det grønlandske folk, til tider med brutale metoder. Hvis de mest stolte og uafhængighedssøgende skulle vende deres vrede mod én institution, ville det danske kongehus være den mest oplagte skydeskive.
Men i praksis fungerer relationen stik modsat.
På charmeoffensiv
Højt mod nord er Kong Frederik en uhyre populær skikkelse, ikke mindst fordi hans fåmælte fremtoning skaber bred identifikation, og dernæst fordi han på bagvendt vis ikke ankommer som repræsentant for et dansk magtapparat. Kongen betragtes som en mand af folket, og han kan ligefrem fysisk ligne den nye formand for Naalakkersuisut, 33-årige Jens-Frederik Nielsen, som var hans vært i Nuuk.
Selvom han som kronprins ved flere lejligheder udviste en eklatant mangel på politisk situationsfornemmelse, og i forbindelse med sin ulykkesvangre periode som medlem af Den Internationale Olympiske Komité fx udtalte, helt bizart, at OL i Beijing i 2008 ville fremme demokrati i Kina, kan Kong Frederik vise sig at blive en trumf i forholdet mellem de tre nationer i Rigsfællesskabet.
Frederik tegner til at kunne blive kongekortet for den danske regering, i hvert fald indadtil.
I en ellers turbulent og aggressiv tid leverede Kong Frederik tilmed en ferm oneliner, ja, han sagde de rigtige ord, der gik rent hjem: “Det er svært at bevare pessimismen, når man er her.”
Blandt grønlændere er begejstringen total. Den nye regeringschef var også så henrykt, at han næsten glemte tid og sted: “Jeg har altid kunnet mærke, at Kongen har et helt særligt forhold til Grønland. Kærligheden til vores land kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved, og derfor glæder jeg mig altid over at kunne invitere ham,” sagde Jens-Frederik Nielsen – skønt det i sagens natur er første gang, han har haft mulighed for at invitere statsoverhovedet.
Hvis nogen fortsat gik rundt og forestillede sig, at der skulle være et flertal i Grønland for en abrupt og pludselig løsrivelse fra Danmark, har kongens besøg effektivt manet enhver tvivl i jorden. Efter de seneste døgns charmeoffensiv synes ønsket i Grønland om at tilhøre Frederiks kongerige at være forstærket, og dermed er den indadvendte del af missionen blevet forløst.
Trick i inderlommen
Den bløde magt er blevet manifesteret, og den indre modstandskraft over for et muligt amerikansk overtagelsesforsøg er blevet mobiliseret på en både underspillet og pompøs facon.
I det store, geopolitiske spil er fronterne imidlertid ikke blevet flyttet. Ikke en tøddel, og det er da også svært at se, hvordan den danske regering skulle kunne driste sig til at spille kongekortet med samme snarrådighed, som den britiske premierminister Keir Starmer gjorde for nogle uger siden, da han besøgte Donald Trump i Det Hvide Hus.
Med pokerfjæs trak Keir Starmer en konvolut op fra inderlommen: “Det her er virkelig specielt. Det er aldrig sket før, det er uden fortilfælde,” lød det indstuderet og psykologisk snedigt fra premierministeren, da han præsenterede invitationen fra den britiske Kong Charles: “Dette er et meget specielt brev, jeg synes, det sidste statsbesøg var en enorm succes. Hans Majestæt Kongen ønsker at gøre dette besøg endnu bedre end det, så dette er virkelig historisk. Et hidtil uset andet statsbesøg.”
Tricket virkede. Trump blev øjeblikkeligt smigret, som en lille benovet dreng. Også ved tidligere episoder har USA’s præsident udvist en næsegrus beundring for røgelse og royale personager, og dét vidste Keir Starmer, og det udnyttede premierministeren behændigt.
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil næppe turde forsøge sig med en lignende manøvre, om ikke andet, så fordi Kong Frederik næppe vil have den samme chokeffekt på Donald Trump. Så måske er og bliver den danske konges rolle kun til indvortes brug?
Til gengæld viser Mark Carneys valgsejr i Canada, at politikere fra lande, der trues af Trump, har meget at vinde ved at tage den direkte konfrontation. Fra et udgangspunkt, hvor det liberale parti stod til et monumentalt nederlag – efter mange år med den stadig mere upopulære Justin Trudeau i spidsen – har den tidligere nationalbankdirektør Mark Carney vendt vælgerstemningen ved at føre kampagne på modstand mod Trump og en kontant afvisning af ethvert forsøg på at kue Canada. Og det virkede. Over al forventning.
Efter 100 vanvittige dage med Donald Trump viser den samtidige succes for Kong Frederik og Mark Carney, at der trods alt er spirende håb. Modreaktionen er sat i bevægelse. /Lars Trier Mogensen