Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen holder ikke tale i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag. Det stoppede hun med, da hun mødte lidt modstand i 2019. Dengang var hun stadig det gamle arbejderpartis statsministerkandidat, men nogen blandt publikum må have lugtet lunten. I hvert fald gjaldede ordet “hykler” gennem luften igen og igen. Bagefter identificerede Mette Frederiksen de tilråbende som ekstremister. “Den yderste venstrefløj har jo altid stået og råbt, og nogle gange kaster de med ting, og det synes jeg bare, at vi andre skal tage afstand fra stille og roligt,” udtalte hun.
I år holdt hun sin 1. maj-tale i en slags park i Odense, som hedder Ansgar Anlæg. Og måske er vi i virkeligheden nået til et punkt, hvor Socialdemokratiet egentlig ikke har så meget at gøre på selve kampdagen. I hvert fald ikke det parti, som Mette Frederiksen repræsenterer. Hun har simpelthen ikke rigtig noget på hjerte, som har relation til den almindelige arbejdende befolkning. Der er ikke noget at spejle sig i. Hun indledte sin tale med at snakke om, hvor godt “vi” har haft det, hvor trygge vi har været, og hvor lav arbejdsløsheden var. Men så: “Og sådan troede vi, det ville fortsætte. Men vores drøm bristede. Nu skal vi håndtere den sværeste sikkerhedspolitiske situation siden afslutningen på Anden Verdenskrig.”
Den tale har vi hørt nogle gange de seneste år. Det er i det dystopiske, hun er på hjemmebane; sammenbrudstendenserne giver hende næring. Og hvis der ikke allerede er et nedslående mørke at tale ind i, så skal hun nok selv mane det frem. Vi husker det fra hendes første tale som statsminister ved Folketingets åbning i oktober 2019, hvor hun ufrivilligt komisk og med et lixtal som en pixibog tegnede et billede af et samfund, som var i frit fald. (“Jordbærboden har fået videoovervågning”).
Men selv om åbningstalen i 2019 ikke var en 1. maj-tale, så talte hun også om begreber, man sådan set plejede at forbinde med Socialdemokratiet. Hun nævnte ordet “tillid” 33 gange. Hun sagde “fællesskab” otte gange. Hun pressede “solidaritet” ind i talen tre gange.
Men det er som bekendt ikke det, hun har stået for som statsminister, hverken i den første rent socialdemokratiske regering eller i den nuværende rodsammenregering med Venstre og Moderaterne. Uligheden er steget, og solidariteten er blevet bokset inde i et lille lufttomt aflukke.
Nærmest parodisk handlede noget af Mette Frederiksens tale i Ansgar Anlæg derfor om Danmarks flåde. “Idéen om, at vi ikke længere er en stor skibsbyggernation, den mener jeg, at vi bør lave om,” sagde hun. “I de kommende år får vi brug for en markant udbygning af den danske flåde. Fra miljøskibe, til fregatter og arktiske skibe. Måske fik vi lagt skibsbyggeriet lige hurtigt nok fra os? Tiden er en anden. Vi skal til at bygge igen.” Med hiv og sving fik hun drejet sin velkendte oprustningsretorik over i noget mere spiselig skibsværftromantik.
Men solidaritet? For arbejderbevægelsen handlede og handler solidaritet også om solidaritet med arbejdere i andre lande. Der har det gamle arbejderparti S med Mette Frederiksen i spidsen valgt at gå højre om Dansk Folkeparti. Tænk på Socialdemokratiets frastødende planer om at åbne et asylcenter i Rwanda – i samarbejde med Rwandas regering.
Den amerikanske menneskerettighedsadvokat Kenneth Roth, der i 30 år var direktør for Human Rights Watch, gæstede forleden den britiske podcast Downstream, og her taler han om Rwanda, som også Storbritanniens tidligere regering forsøgte at stable et uhelligt samarbejde på benene med. “Hvis nogen bliver forfulgt, har de brug for at få et sikkert sted at være,” siger han og kalder Rwanda-løsningen for amoralsk og umenneskelig. “Paul Kagame (Rwandas præsident, red.) er en brutal diktator i Rwanda, hvor dissidenter bliver fængslet, hvis ikke henrettet. Det er den samme fyr, som nu har invaderet Østcongo med sin M23 rebel proxy group. Og som blot for at få adgang til mineralerne tvinger millioner af mennesker til at leve under disse brutale forhold. Og det skulle være et sikkert sted for asylansøgere?”
Bare en lille påmindelse på arbejdernes internationale kampdag. /Oliver Stilling