Tro ikke på kirkeministeren

Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.

– Paulus’ Brev til Efeserne, kap. 6, vers 12-17.

Du er en ung og fremadstormende Venstre-løve. Du har fulgt den slagne vej, først som VU-formand og byrådsmedlem i Greve, siden som politisk ordfører i Jakob Ellemann-Jensens Venstre, hvor du troligt har taget skraldet for partiets forvirrende kovendinger og slet skjulte ydmygelser i SVM-samarbejdet. Eller, helt ung er du måske ikke længere, for du har ramt midten af 30’erne; de glade dage i VU og på CBS (hvor du selvfølgelig tog en bachelor i virksomhedskommunikation og erhvervsøkonomi) begynder at virke langt væk. Det er altså nu, du skal indfri dit potentiale. Og fryd! Takket være en rokade kan du pludselig kalde dig minister. Dine bønner er blevet hørt! Pensionsopsparingen er reddet!

Problemet er så bare, at du trods det benhårde politiske arbejde er blevet spist af med en sand rodebutik; du har fået resterne ved voksenbordet og kan derfor blot skrive kirkeminister, minister for byer og landdistrikter og minister for nordisk samarbejde på visitkortet. Dit knastørre daglige brød, som du nu modvilligt må gumle på, består af bøvl fra obsternasige menighedsråd og gudsjammerlige “etiske” dilemmaer såsom, om folk skal have lov til at putte pårørendes jordiske rester i smykker eller sprede dem i naturen. Du ser dig selv sige ting som “man skal kunne gå tur i skoven uden pludselig at få aske i hovedet” og indser måske, at din karriere er begyndt at køre af sporet. Misundeligt ser du mod dine regeringskollegaer, som på stribe får lov til at tale om en verden i krise og om usikre tider, som kalder på større politisk vilje og handlekraft. Hvor er din egen vilje til magt dog blevet af?

Noget må gøres. Nu må kirkeministeren træde i karakter – koste hvad det vil. Du får en interviewaftale i hus med Berlingske. I skal mødes i Mindelunden på bagkant af 80-året for Befrielsen. Det kunne ikke være bedre; det her bliver dit eget befrielsens øjeblik. Du… Jo, fandme så! Du gør det! Du kalder til hellig krig! Du genopliver korstogene! Fuck alle haters, nu skal der jihaddes!

Du ser på Berlingskes udsendte med flammer i øjnene og påbegynder din indstuderede prædiken, der skal føre til din egen politiske frelse:

“Der er ikke nogen, der går i krig for en børnehave med en høj minimumsnormering eller Mærsks stjerne. Du går i krig for dit fædreland og for det værdigrundlag, som din nation hviler på – og det er også kristendommen”.

Stemningen i Mindelunden bliver måske lidt mærkelig, kan du godt fornemme. Det er, som om koblingen fra fædrelandsforsvar til folkekirke ikke fungerer sådan et hundrede procent. Heldigvis har du dog forberedt det perfekte billede, der kan feje alle Thomas Tvivlere til side:

“Man kan bare vende vores flag på hovedet og se korset.”

Sådan. Nu kører det. Du fortsætter:

“Jeg påstår ikke, at alle skal kunne evangelierne ned til sidste punktum eller have et stærkt personligt forhold til Gud eller Bibelen. Vi er jo et luthersk samfund, der ikke måler kristendommen på den måde. Men bevidstheden om kristendommens værdi mangler vi nu, hvor vi har brug for en dobbelt oprustning af Danmark.”

Ordene og argumenterne kommer næsten af sig selv nu; du mærker ånden og taler praktisk talt i tunger. Du forklarer, at unge kun modvilligt vil dø for Danmark, og at religiøs indoktrinering, ups, du mener en stærkere forankring i “den kristne kulturarv” selvfølgelig er svaret – for se bare på andre lande, hvor troen fylder meget, og kampviljen derfor er høj. Sådan skal det også være herhjemme; soldaterne skal kunne deres bibel:

“[D]et er både i kristendommen, troen og den kristne kulturarv, at man finder den kampvilje. Det betyder ikke, at man skal være gudfrygtig eller troende, men det vil være et nationalt selvmål at adskille kirken, troen og kristendommen fra Danmark. Det kan man ikke – og dermed kæmper du selvfølgelig også for kristendommen.”

Irriterende nok kan du fornemme, at Berlingske-journalisterne stadig er mere på et “jamen” end et “amen”. De spørger, om det her ikke virker lidt illiberalt, de henviser til Venstre-ikonet Anders Fogh Rasmussens argument om, at religion er en privatsag, som ikke skal blandes sammen med politik, og de begynder guddødeme også at tale om muslimer, undskyld, om “ikkevestlige indvandrere”. Hvorfor vil de dog ikke se lyset? Du gider snart ikke mere kætteri, og vælger at lege uskyldig korsfæstet. Så kan de lære det:

”I virkeligheden burde det her jo være uprovokerende og ukontroversielt. Hvis man sidder derhjemme og opfatter det som meget provokerende, at Danmarks kirkeminister siger, at Danmark er et kristent land, som hviler på kristne værdier, så har vi nok et større problem.”

Fik vi sagt, at du er Morten Dahlin?

Gog, iggå?

Når de tusind år er omme, skal Satan slippes løs fra sit fængsel og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand.

– Johannes’ Åbenbaring, kap. 20 vers 7.

En af de mere kuriøse anekdoter fra George W. Bushs tid som USA’s præsident er, at han skulle have forsøgt at få Frankrigs daværende præsident Jacques Chirac med på invasionen af Irak ved at henvise til deres fælles kristne tro. Faktisk valgte den evangeliske Bush at omtale invasionen som en oplagt mulighed for at indfri de esoteriske bibelske profetier. “Denne konfrontation er villet af Gud, som ønsker at bruge konflikten til at udslette sit folks fjender, før en ny tidsalder begynder”, skulle han angiveligt have sagt til Chirac. Og endnu mere kryptisk: ”Gog og Magog er på spil i Mellemøsten”.

Mest af alt – og meget forståeligt – syntes den franske præsident vist, at det virkede fuldkommen gak-gak. Faktisk forstod han slet ikke, hvad USA’s præsident fablede om, hvorfor han bad teologen Thomas Romer fra universitetet i Lausanne om at analysere Bushs forvirrende tale. Og under alle omstændigheder nægtede Chirac at støtte USA’s krig i Irak. Det er en ret god tommelfingerregel: man skal naturellement afvise at samarbejde med fanatiske religiøse tosser.

Selvom det ikke er fuld George W. Bush, behøver vi forhåbentlig ikke at forklare alt for nøjsomt, hvorfor Morten Dahlins “dobbelte oprustning” er ren Gog amok. Historien består jo nærmest ikke af andet end blodige eksempler på, hvorfor religion og krig er et dårligt, for ikke at sige afsindigt farligt blandingsprodukt. Det virker ikke som en vej, demokratiske Danmark bør forfølge. Ligesom det i øvrigt virker pænt skørt at ville forsvare Danmark med religiøse henvisninger, som Vladimir Putin lige så vel kunne finde på at lave. Alligevel er det ikke bare Dahlin, men også statsminister Mette Frederiksen (S) og resten af SVM-regeringen, der ildevarslende bliver ved med at tale om behovet for en ”åndelig oprustning”.

Skal vi partout debattere på kirkeministerens præmisser, må vi dog også bare konstatere, at Dahlin ikke bare har fået sin bibel, men også sin Martin Luther galt i halsen. Dahlin henviser i Berlingske-interviewet til Danmark som et “luthersk samfund”, men har åbenbart glemt, at Luther meget bevidst skelnede mellem det, han lidt bombastisk betegnede som henholdsvis sværdets embede og det åndelige regimente. Humlen var, at de to sfærer måtte holdes adskilt. Det åndelige regimente skulle ikke blande sig i politik eller det verdslige, altså sværdets styre. For som Jesus også siger i Matthæusevangeliet: “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”

Heldigvis behøver du ikke stole blindt på vores lidt tvivlsomme teologiske kundskaber. Kristeligt Dagblad har nemlig også været på pletten efter Morten Dahlins tirade og bedt professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet Bo Kristian Holm om at udlægge teksten. Her er der ikke meget at rafle om:

“Den fejl, som både Morten Dahlin gør her, og som Mette Frederiksen gør, når hun tilstår, at hun bruger folkekirken som instrument, er, at ingen af dem forstår den lutherske skelnen mellem det, der angår religion, og det, der angår politik. Altså mellem det åndelige og det verdslige, og de ender derfor med at bruge kristendommen og kirken til et politisk formål, hvor den ikke hører hjemme.”

Tænk sig: Her skulle kirkeministeren have haft sin store dag, og så kommer Luther saftsuseme og ødelægger løjerne! Det er jo reformationen om igen. Ja, faktisk kunne Venstre passende begynde at reformere sig selv. For mest af alt ligner det, at partiet er ved at åbne helvedets porte med sin religiøse tågesnak. /David Dragsted