Habemus klimaplan?

Habemus papam. Vi har en pave. Pave Robert Francis Prevost. Pave Bob. Eller som han noget kedeligere har valgt at kalde sig selv: Pave Leo den 14. Et taktisk navnevalg, da det er ret tvetydigt, hvem af de foregående 13 Leo’er, den nye er inspireret af. Med tanke på den usikre globale situation, hvor atommagterne Pakistan og Indien er i fuld gang med at eskalere deres mangeårige konflikt, kunne man jo håbe, at det var den første i rækken: Leo’en, der tilbage i 400-tallet forsøgte at tale hunnernes krigeriske konge Attila til fornuft. Men ak, Pave Bob – som vi foreløbigt vil kalde ham, indtil vi lige ved, hvad han er for en starut – lader på mange måder til at være det, man i diskursanalysen ville kalde en ‘flydende betegner’. Der kan tilsyneladende læsses mange forventninger på ham.

Lidt ligesom når nobelprisen i litteratur bliver uddelt – hvor litteraturkyndige modvilligt må indrømme, at de faktisk ikke kender vinderen så godt – tog det mange katolikker på sengen, at konklavets valg torsdag blev amerikanske Robert Francis Prevost fra Chicago. Længe har man troet, at en pave næppe skulle komme fra USA, da det simpelthen ville være for meget af det gode, hvis verdens førende supermagt også fik Guds forlængede arm i sin startopstilling. Måske siger det dog noget om USA’s fald fra magttinderne, at Pave Bob alligevel har kunnet sejre. Hvis det da ikke er et forsøg på at please Trump-regeringen i en apokalyptisk usikker tid. Eller det omvendte: Som kardinal har Robert Francis Prevost tidligere rettet stikpiller mod vicepræsident JD Vance. Som sagt, Bob-udspillet kan læses på mange måder.

Robert Francis Prevost er amerikaner, men han har også peruviansk statsborgerskab og har bl.a. været biskop i den peruvianske kystby Chiclayo. Spørger man The New York Times, er han åbenbart også mere multietnisk, end man lige skulle tro. Hans bedsteforældre på morens side er “beskrevet som sorte eller mulatto i forskellige historiske optegnelser” og boede desuden i Louisiana. Ergo er Pave Bob praktisk talt kreolsk, hvilket avisen finder karakteristisk sensationelt: “Opdagelsen betyder, at Leo XIV, som paven vil blive kaldt, ikke kun er banebrydende som den første pave, der er født i USA. Han kommer også fra en familie, der afspejler de mange tråde, der udgør det komplicerede og rige stof i den amerikanske historie.”

Man må sige, at “vi” var pænt heldige med Pave Frans, der viste sig at have et (relativt) solidt moralsk kompas. Til sammenligning fremstår valget af Robert Francis Prevost måske lidt mere fedtspillende. Den nye pave har de fattige som ufarlig mærkesag og beskrives derudover som mere moderat, hvilket – hvis vi oversætter fra katolsk – vil sige, at han er mere forbeholden (for ikke at sige direkte skeptisk) over for LGBTQIA+-minoriteter og efter sigende skulle have vendt det blinde øje til en præsts seksuelle overgreb. Eller som The New York Times forklarer det: “

“I Chicago siger talspersoner for ofre for seksuelt misbrug, at hans (Prevosts, red.) kontor ikke advarede en nærliggende katolsk skole om, at en præst, som kirkens ledere havde fastslået havde misbrugt unge drenge i årevis, blev beskyttet i et kloster i nærheden, begyndende fra 2000. Som leder af Augustinerordenen i Midtvesten på det tidspunkt ville kardinal Prevost have godkendt præstens flytning til klosteret.”

Midt i det hvide røgslør, valget af en ny pave afgiver, skal vi åbenbart pænt lade som om, at den katolske kirke ikke stadig er pilrådden i sin kerne med utallige systematiske overgrebssager, eller at kirken ikke fortsat nægter kvinder at blive præster, betragter homoseksualitet som en synd, og med sit forbud mod prævention og sikker sex er med til at sprede HIV i flere katolske lande i det såkaldt globale syd. Men altså, jo, det er da spændende, at Pave Bob lader til at være skeptisk over for Donald Trump (noget, man så også bare kan se som minimumskrav for en påstået moralsk autoritet). Lad os dog sige det sådan her: Hvis vi forventer, at den katolske kirke skal agere progressiv modvægt til den amerikanske regering, er vi da for alvor på skideren.

Grøn frelse

Nu er det selvfølgelig heller ikke nemt at være forbillede. Det kan Danmark og klimaminister Lars Aagaard (M) i øvrigt tale lidt med om. Herhjemme ved vi selvfølgelig, at regeringens klima- og miljøindsats ikke just er noget at råbe hurra for; at det på flere måder går for langsomt med den grønne omstilling, hvilket bl.a. Klimarådet kontinuerligt har råbt op om. Men derude, i den store vide verden, har Danmark et helt andet og mere positivt grønt image. Ja, det er faktisk os, folk tror på. Eller som EU’s klimakommissær Wopke Hoekstra symptomatisk siger til DR: “Danmark gør en fænomenal indsats i forhold til klimahandling og gør det fænomenalt i forhold til at bygge bro mellem at være konkurrencedygtig og handle på klimaet”.

Mens verden ifølge FN har kurs mod en temperaturstigning på katastrofale tre grader celsius allerede ved år 2100, er den globale vilje til handling forunderligt nok stagneret. Det blev også tydeliggjort på det netop overståede uformelle klimatopmøde Copenhagen Climate Ministerial i Moltkes Palæ i København, hvor de forskellige landes klimarepræsentanter nok engang skulle forsøge at bortforklare, hvorfor man endnu ikke har fået afleveret sine såkaldte NDC’er, altså de nationale mål for, hvor meget man vil reducere sine udledninger af drivhusgasser inden 2035.

Selvom deadline var den 10. februar, har kun 13 ud af 195 FN-medlemslande fået lavet dem; en chokerende sølle gruppe af klimadukse. Og nej, vi er ikke iblandt dem: Sammen med resten af EU mangler Danmark stadig at aflevere sin NDC, hvorfor Lars Aagaard som vært for topmødet alligevel (og trods de store roser fra Wopke Hoekstra) måtte gå i en pinlig defensiv: “Vi er under hårdt tidspres, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det er træls og en kæmpe opgave, der ligger foran os”.

Det tør nok siges. Faktisk ligger landet jo sådan, at Danmark den 1. juli overtager EU-formandskabet, hvilket i praksis betyder, at det – Gud hjælpe os alle sammen – bliver Lars Aagaard himself, som sammen med EU’s klimakommissær skal sørge for, at EU får lavet sine længe ventede klimamål, og at unionen desuden kommer tørskoet igennem klimatopmødet COP30 i Brasilien til november. Den tager vi lige igen: Den globale klimaindsats afhænger på sin vis af Lars Aagaards forhandlingsevner. Altså af manden, der end ikke vil fortælle noget til klimaordførerne herhjemme, når der kommer forsinkelser på elnettet, og regeringen derfor må sluge noget af sin grønne stolthed.

Hvis ikke det var fordi den katolske kirke mere eller mindre afskaffede læren om limbo med et 41-sider langt dokument tilbage i 2007, skulle man næsten tro, at vi befandt os i et sådant et. Under alle omstændigheder er klimahandling hverken en skrivebordsøvelse eller et trosspørgsmål, men en ren og skær nødvendighed. Og uanset, hvad der pænt bliver prædiket om Danmark som værende et grønt ikon for resten af verden, kommer vi altså stadig til at læse SVM-regeringens fremtidige klimaplaner, som Fanden læser Bibelen. /David Dragsted