På linje med Vance

Truslerne kommer indefra. Sådan lyder den nye, skræmmende gyserfortælling fra statsminister Mette Frederiksen (S). Da hun onsdag formiddag holdt sin tale ved afslutningsdebatten i Folketinget, rungede ordene som et ekko af USA’s vicepræsident J.D. Vance. Ved sikkerhedskonferencen i München i februar udtalte Trumps højrehånd, at udenlandske migranter er “den største trussel, som Europa står over for”.

Her i 2025 er Socialdemokratiet bemærkelsesværdigt nok kommet på linje med den amerikanske højrefløj. Og fra den danske regerings side fremhæves det ligefrem med stolthed, at strammertankerne er ved at sprede sig på det gamle kontinent, hvor andre EU-lande bevæger sig i retning af den danske udlændingedebat.

Mette Frederiksen præsenterede i sin afslutningstale en række nye stramninger af retspolitikken, som er specialdesignet til særligt at skulle ramme udlændinge, og hun gjorde et stort nummer ud af at koble kriminalitet og indvandring:

“Der er nu mennesker i vores samfund med en enorm voldsparathed. Som angriber i flok og bruger volden som dominans. Her må vi være konsekvente. Straffe hårdere. Udvise kriminelle. Give politiet stadig flere muskler.”

En fornyet og demonstrativt forrået strammerlinje tegner til at blive omdrejningspunktet for Mette Frederiksen frem mod næste folketingsvalg:

“Igennem en årrække har især den vestlige del af Europa gennemgået en voldsom forandring på udlændingeområdet. Indvandringen har i flere lande været alt for høj og ude af kontrol.”

Under tydelig inspiration fra J.D. Vance betonede Mette Frederiksen, at det er selve demokratiet, som står på spil. Som hun sagde i flere varianter: “Politik skal virke”.

Den onde domstol

Det højtidelige heltesagn kredser om, at vælgerne skal kunne mærke i hverdagen, at myndighederne er i kontrol. At staten bestemmer, og – må man forstå – at det nytter at stemme på håndfaste politikere:

“Vi skal have kontrollen tilbage. Det enkelte land skal have langt større rum til at udvise mennesker, der med al tydelighed har vist, at de ikke vil Danmark,” sagde Mette Frederiksen.

Den danske regering vil stramme yderligere, både udadtil og indadtil.

På den ene side lægger SVM-regeringen op til at ville nyfortolke menneskerettighedskonventionen. I tæt samarbejde med Italiens ministerpræsident, Giorgia Meloni fra det højrepopulistiske parti Italiens Brødre, stiller Danmarks statsminister nu krav om, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg skal tilbagerulle sine konkrete fortolkninger og tillade medlemslandene at “tage kontrollen tilbage”, så det bliver lettere at udvise udlændinge.

For Mette Frederiksen er beskyttelsen af herboende borgeres menneskerettigheder løbet løbsk og gået for vidt. Derfor er Menneskerettighedsdomstolen blevet den nye symbolske skydeskive:

“Konventionerne blev skabt for at beskytte det enkelte menneske mod overgreb og forfølgelse. Det bakker vi op om. Men i dag kan man tænke, om det nærmest er blevet omvendt,” sagde statsministeren og satte trumf på:

“Konventionerne bliver i nogle tilfælde brugt til at beskytte de forkerte. Og vi har som land mistet muligheder for at sikre vores samfund og vores borgere mod dem, der vil os ondt. Politik skal virke.”

På den anden side skærpes stramningerne også på hjemmefronten. Fængslerne skal fyldes. For Socialdemokratiets formand er straf og stadig hårdere straffe det vigtigste budskab. Enhver forestilling om, at det engang så lyserøde parti stadig skulle være en flok blødsødne slappere, skal endegyldigt manes i jorden.

Selvom intet tyder på, at længere straffe i sig selv skulle skabe øget tryghed eller kunne mindske kriminalitet, handler det om at sende et signal. Et bombastisk og anti-progressivt signal.

Længere straffe

Mette Frederiksen gør sig store anstrengelser for, at heller ikke den danske højrefløj skal kunne overtrumfe Socialdemokratiet:

“De mennesker, der begår afstumpede forbrydelser mod os andre, mod vores fællesskab, sidder for kort tid i fængsel. Og begår de ny kriminalitet, er straffen for mild. Derfor præsenterer regeringen om kort tid en strafreform. Hvor vi øger straffene for personfarlig kriminalitet markant”.

Frem mod sommerferien vil SVM-regeringen således gøre længere straffe til det politiske hofnummer, og flertallet er mere end sikret på forhånd. Dynamikken trækker formentlig kun yderligere i en stokkonservativ retning, da den borgerlige opposition allerede er begyndt at kræve endnu mere yderligtgående tiltag.

I den praktiske politik rykker Danmark altså i en stadig mere lavborgerlig retning. Men Mette Frederiksens talerskrivere havde dog også googlet sig frem til nogle referencer, som om ikke andet kan skabe et lille slør af retorisk frisind. Statsministeren oplæste en passage, hvor hun kortvarigt trådte lidt ud af karakter, i en besyngelse af det europæiske fællesskab:

“Europa er vores åndsliv. Det er Mozart, Edith Piaf og Picasso. Det er Marie Curie. Kierkegaard. Marx. Darwin. Rousseau, Luther. Og Hannah Arendt,” lød det i afslutningstalen:

“Det er Václav Havel, Stefan Zweig og Hartvig Frisch. Det er Anne Frank, Den lille prins, Einstein, Astrid Lindgren, Thomas Mann, Tilværelsens ulidelige lethed, Tolkien og J. K. Rowling. Det er Kafka, Ursula von der Leyen, Delors, Newton og Inge Lehmann.”

Listen er fin. Men fremstår desværre også helt og aldeles afkoblet fra den førte politik her i Danmark. Så man må spørge sig selv, om de europæiske åndspersoner overhovedet har eller vil inspirere tidens regerende politikere? Forsøget på at smykke regeringens linje med alt fra den spanske kunstner Picasso til den danske geofysiker Inge Lehmann er bestemt en snedig spinmanøvre. En tvetunget afledningsmanøvre, som imidlertid ikke kan fjerne indtrykket af en statsminister, som lyder mere og mere som J.D. Vance end som Astrid Lindgren. /Lars Trier Mogensen