Pia Olsen Dyhr på Instagram i maj 2024.
Det går godt for Socialistisk Folkeparti. Strategien med at lægge sig helt tæt op ad Socialdemokratiet både udlændingepolitisk og udenrigspolitisk og ligesom være Socialdemokratiet med et menneskeligt ansigt har båret frugt. Partiet kan se det i meningsmålingerne. Hvis der var folketingsvalg i dag, ville SF på papiret gå 11 mandater frem, mens Socialdemokratiet ville gå 11 mandater tilbage. Skidtet virker. De må knibe sig i armen. Strategien, som jo i bund og grund er en ikke-strategi, er som en mirakeleliksir.
Men hvad så, når Socialdemokratiet bliver ved med at rykke til højre – helt ud, hvor den røde farve changerer over i noget mere brunt, og hvor alt det, man forbinder med normal menneskelig anstændighed og moral bliver udvasket i processen? Så må man jo prøve at forklare sig ud af det. Onsdag aften nedstemte et flertal i Folketinget borgerforslaget om, at Danmark skulle “stoppe al direkte og indirekte våbenhandel med Israel, inklusive F-35-samarbejdet”. Det røde parti SF stemte hverken for eller imod. Det stemte blankt.
Hvordan forklarer man det? Hvis ‘man’ er SF’s partiformand Pia Olsen Dyhr, går man tidligt om morgenen samme dag ud på Facebook med en alenlang forklaring om, at man “bifalder” borgerforslaget, at ens hjerte banker for palæstinensernes sag, at man “ønsker”, at dansk-israelske handels- og samarbejdsaftaler “kan suspenderes”, at Israels premierminister og nogle af hans ministre “bør sanktioneres individuelt” for deres ansvar for “overgrebene” i Gaza og på Vestbredden, at SF “løbende” har kontakt med den israelske venstreopposition og fredsbevægelse – og med palæstinensere, “der ikke er inficeret af Hamas eller andre islamister eller terrorapologeter”. Man henviser til “forsvarsforligskredsen”, som man er med i, og sågar til noget, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen har sagt, og man snakker om Putin og Rusland og Ukraine og USA og EU og om “F-35-programmet”, som om det var noget sakralt og afgørende for verdensfreden, og man slutter af med at nævne ord som stråmænd og antisemitisme.
Kort sagt: bullshit ud over alle grænser.
Det næste spørgsmål er så: Med den faktuelle viden, vi har om de forbrydelser, som Israel udsætter palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden for, hvordan har vi – den danske offentlighed – så bragt os i en situation, hvor formanden for Socialistisk Folkeparti har fundet politisk manøvrerum til at stemme blankt i den her sag?
Mediernes medansvar
Det er mediernes skyld. Hvis danske medier havde passet deres arbejde og ikke ligget under for israelsk propaganda og vedtagne narrativer, og i stedet nøgternt rapporteret om, hvad der rent faktisk foregår, så ville presset på Pia Olsen Dyhr, regeringen og højrefløjen have været så stort, at bullshit ikke var gangbart. Hvorfor? Fordi befolkningen ville have været bedre oplyst. Vi er gået fra adskillige måneders underrapportering over hele linjen til, at det pludselig er åbenlyst, at den israelske regering og det israelske militær IDF arbejder på at dræbe eller fordrive befolkningen i Gaza og på Vestbredden – simpelthen fjerne dem fra landkortet, så staten Israel selv kan komme til. Allerede i august 2024, altså for næsten et år siden, udtalte den israelske finansminister Bezalel Smotrich, at det var både “berettiget og moralsk” at udhungre folk i Gaza ved at lukke af for mad og nødhjælp, hvis Hamas ikke slap de resterende israelske gidsler fri.
Der har været et stort hul i dækningen af Israels forbrydelser, og nu ser vi flere medier forsøge at komme lidt efter det og rette op på billedet. Lad os tage medierne fra en ende af. DR og TV 2 har ikke levet op til deres public service-ansvar. De har virket paralyserede af frygt for at begå fejl og kunne blive beskyldt for antisemitisme eller lignende. Men sådan kan man ikke bedrive journalistik. TV 2 og DR bærer et kæmpe ansvar for, at mange uoplyste danskere stadig finder det betimeligt at kalde folk for “jødehader” eller “terror-sympatisør”, hvis man på sociale medier giver udtryk for den mindste sympati for palæstinenserne.
Jyllands-Posten, Berlingske og Weekendavisen kan levere udmærket journalistik på andre områder, men når det kommer til deres dækning af Israel, synes de at være uden for pædagogisk rækkevidde. Det gør måske ikke deres læsere dummere, men i hvert fald heller ikke klogere.
Politikens dækning af Israel har i månedsvis fremstået apatisk og usammenhængende. Avisens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen har ikke virket, som om han var til stede, men udenrigspolitik og navnlig Mellemøsten lader heller ikke til at være hans stærke side. Ligesom de førnævnte medier har Politiken forsøgt at klare dækningen med Ritzau-telegrammer. Til gengæld adskiller avisen sig fra de andre dagblade ved at have bragt mange gode og vigtige indlæg af eksterne aktører og meningsdannere på debatsiderne.
På lederplads, altså dér hvor avisen giver udtryk for sine egne holdninger, har man forsøgt at isolere Israels problem til premierminister Netanyahu og hans ministre fra den ekstreme højrefløj. Politiken er historisk pro-israelsk. Da Herbert Pundik blev ansvarshavende chefredaktør i 1970 (hvilket han var frem til 1993), udtalte han, at så længe han var på avisen, ville den “identificere sig med Israels skæbne”. I sine senere klummer i Politiken advarede han mod Netanyahu og højredrejningen i det israelske samfund. For to dage siden bragte avisen Times of Israel en artikel om, at 64 pct. af israelerne ikke kan se nogen grund til, at medierne skulle rapportere mere om palæstinensernes lidelser. Sidst i maj havde avisen Ha’aretz en artikel om, at 82 pct. af de jødiske israelere støtter fordrivelsen af befolkningen i Gaza.
Så nej, Politiken. Det er ikke bare Netanyahu og hans regering, der er problemet.
Ritzaus Bureau er et nummer for sig selv. Nyhedsbureauets telegrammer om Israel og Gaza er under al kritik. Man citerer rask væk den israelske hærs talsmand og andre talspersoner, selvom de er blevet taget i gentagne løgne. Men det går man ikke op i, for man vil hellere illudere ‘balance’ ved at høre begge parter. Det er det, der kaldes ‘he said, she said’-journalistik. En stor del af Ritzaus telegrammer er oversættelser fra internationale telegrambureauer som AP, Reuters og AFP. Man ville kunne sætte kunstig intelligens til at lave det, for det kræver ikke videre omtanke.
Og sådan kan man blive ved. Der venter en kæmpe selvransagelsesopgave hos medierne. Gjorde vi det godt nok? Ja, vil svaret lyde, for journalister og redaktører er ikke glade for at indrømme fejl. Så hellere spise offentligheden af med lange, dumme forklaringer. /Oliver Stilling