Hvem siger stop?

To vidt forskellige atomkapløb eskalerer på hver deres måde.

På den ene side står en række europæiske lande i kø for at udvikle atomkraft som en vej til den grønne omstilling. Derfor får de i stigende grad brug for uran, der primært produceres uden for EU. Senest har Storbritanniens premierminister Keir Starmer besluttet at bruge 18 mia. britiske skattepund på Sizewell C-atomkraftværket i Suffolk – landets første nye atomkraftværk siden 1980’erne. I Danmark har Christiansborg og Novo Nordisk Fonden vendt den gamle atomkraftmodstand til optimisme. Og onsdag har Verdensbanken løftet et årtier langt forbud mod at finansiere atomenergi.

Samtidig med at Starmer, Frederiksen og en række andre statsministre i og omkring EU på den måde gør sig mere afhængige af uranproducerende lande uden for unionen (uran udvindes i bl.a. Niger, Rusland og Kasakhstan og findes kun i begrænsede mængder) har en række antiatomkraftbevægelser i årevis været bekymrede for, at den øgede interesse i atomkraft kan føre til flere atomvåben.

Selvom produktionen af egentlige atomvåben kræver langt mere uran – og separate anlæg – frygtes det, at der pludselig bliver trykket på de forkerte knapper. En frygt, der intensiveres med de følelsesmæssige udsving hos fx Donald Trump og Vladimir Putin.

Ikke desto mindre er antallet af atomvåbensprænghoveder, der i princippet er klar til at blive taget i brug og fyret af her og nu, ifølge nye tal fra den japanske tænketank Research Center for Nuclear Weapons Abolition stigende. Og da USA og Rusland tilsammen sidder på over 80 pct. af verdens atomvåben – efterfulgt af Kina – har de “naturligvis et særligt ansvar for atomnedrustning,” siger tænketanken.

Om godt en måned er det præcis 80 år siden, at det første atomvåben blev produceret – den amerikanske Trinity-Gadget. Måske var det i den forbindelse, at Trump i begyndelsen af året inviterede Kina og Rusland til nedrustningsforhandlinger. Den amerikanske præsident taler nemlig om “denuklearisering”, mens Kina opfordrer både USA og Rusland til at mindske deres atomvåbenlagre.

Sideløbende kører en tredje og umiddelbart ikke-relateret konflikt, som dog alligevel kan have en effekt på våbenkapløbet. Efter flere måneders åben toldarmlægning, indgik Trump og Xi Jinping i maj en midlertidig toldvåbenhvile i Genève i Schweiz. Selvom Trump senere har beskyldt Xi for at bryde den, blev det set som “starten på en de-eskalering”, som den franske finansminister Eric Lombard formulerer det – eller en ‘tariff disarmament’.

En toldnedrustning lyder som et dårligt ordspil, men ifølge Global Security Review kan en opblødning af de diplomatiske spændinger faktisk få konkret betydning for våbennedrustningen:

Trumps “bestræbelser på at reducere tolden på amerikansk eksport … underminerer de allieredes tillid til udvidet nuklear afskrækkelse, fordi de allierede begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om USA fortsat vil subsidiere sikkerhed, hvis de kræver en ende på beskyttelsestolden”.

Senest har Trump i nat dansk tid annonceret et udkast til en handelsaftale med Kina, der stadig mangler at blive “godkendt endeligt af præsident Xi og mig” – men som betyder, at USA får fat i nogle af Kinas mange sjældne jordarter, der bruges til alt fra iPhones til F35-fly og atomkraft – da uran kan udvindes som biprodukt af en række sjældne jordarter.

Relationen mellem Trump og Xi Jinping ser måske ud til at være mildnet, men frygten for en atomkrig er ikke forsvundet. Særligt ikke når man ser mod Iran, hvor Trump ifølge flere medier har mistet tålmodigheden og tilliden til, at de indgår en aftale om udvinding af uran: “De kan ikke have et atomvåben. Det er meget enkelt.”

Alt imens går rygterne på, at Israel kan angribe Irans atomlagre i de kommende dage – i en dødsspiral, der ifølge Al Jazeera kun kan give Iran lyst til at udvikle atomvåben. Og hvem er der så tilbage til at sige stop? /Emma Louise Stenholm