Teheran 15. juni. Hamid Amlashi/Reuters/Ritzau Scanpix
Der fandtes jo en atomaftale med Iran – ikke bare en gennemsnitlig aftale, men en historisk en, et mesterværk af en aftale: Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), som EU og de fem permanente medlemslande i FN’s Sikkerhedsråd indgik med styret i Teheran i 2015, mens Barack Obama stadig var USA’s præsident. Hvorfor mesterværk? Fordi den virkede. Tal fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) viser, at Irans uranberigelse stiger og stiger fra 2008 for så pludselig at dykke til noget nær nul i 2015 og frem til 2018, hvorefter den fortsætter opad. Poyâ Pâkzâd, der er chefkonsulent i Tænketanken Brundtland og medredaktør på magasinet Eftertryk, har delt grafen på Facebook og skriver med tyk ironi, at ingen ved, hvorfor berigelsestallet faldt så drastisk i de år. “Måske et vejrfænomen? I hvert fald siger eksperter, at den eneste måde at stoppe Irans atomjagt på… er krig.”
Det var præsident Donald Trump, der kasserede atomaftalen. Det skete, da han den 8. maj 2018 annoncerede, at USA trak sig ud af aftalen, formentlig skubbet på vej af neokonservative kræfter i den amerikanske regering, heriblandt John Bolton, der netop var blevet Trumps nationale sikkerhedsrådgiver.
Og af Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Den 30. april 2018 lavede Netanyahu noget, der for udenforstående lignede et klovneshow på direkte israelsk tv. Netanyahu, der selv er en notorisk løgner, stillede sig op og meddelte, at det israelske efterretningsvæsen lå inde med 55.000 siders dokumentation for, at Iran havde løjet om sit atomprogram, og at JCPOA derfor burde forkastes. Iran lyver, sagde han, “big time”.
Føljeton skrev om det i en leder dengang: “Seancen lignede nærmest en joke, måske en scene fra Høj pistolføring – Netanyahu kunne snildt være blevet spillet af Leslie Nielsen, som han stod foran storskærmen og gennemgik beviserne et for et. På et tidspunkt stod der med store sorte bogstaver på hvid baggrund: ‘Iran løj’, og så var budskabet vist sivet ind.” Israel råder selv over atomvåben, men hvor mange vides ikke, for landet har ikke underskrevet Traktaten om ikke-spredning af kernevåben (NPT), selv om det internationale samfund har presset på for det.
Ulykken er, at Benjamin Netanyahu, der er anklaget for korruption i Israel og for krigsforbrydelser af Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, stadig er Israels statsleder. Tidligt fredag ramte Israel mere end 100 større mål i Iran – atomfaciliteter, militærposter, højtstående militære ledere og atomforskere. Som bekendt gav Iran straks igen af samme mønt og ramte militære mål, bl.a. i Tel Aviv og Haifa.
Fredag morgen lagde Netanyahus kontor en syv minutter lang tale ud på video, hvor han på engelsk forklarede, at militæroperationen hed Rising Lion, og at han ønskede at “forsikre den civiliserede verden: Vi vil ikke lade verdens farligste regime få verdens farligste våben.”
Men Netanyahu repræsenterer ikke den civiliserede verden. Israel er ikke et civiliseret land, men en apartheidstat, som ikke afholder sig fra at begå folkemord, hvis formålet er egen overlevelse. Under Netanyahus lederskab (og med et markant flertal af den israelske befolknings velsignelse) er Israel blevet en international pariastat. Man har villet nedkæmpe terrororganisationen Hamas i Gaza, men i den israelske optik er alle palæstinensere tilsyneladende terrorister. Børn, kvinder, gamle, mænd, ingen er blevet forskånet. Israel nyder en straffrihed som intet andet land. Angrebet på Iran er selvfølgelig også ulovligt ifølge international ret. Israel har ikke erklæret krig.
Spørgsmålet er, hvem der egentlig er verdens farligste regime? Det amerikanske satiremedie The Onion bragte forleden en overskrift, der lød: ‘Netanyahu siger, at angrebet på Iran er nødvendigt for at undgå den krig, han netop har indledt’. Israels mobile Iron Dome-forsvarssystem har vist sig ikke at kunne fange alle iranske missiler. Så nu bølger angrebene frem og tilbage, og israelerne oplever, hvad et militært modsvar indebærer. Eller som en skrev på LinkedIn: “Det viser sig, at krig er lidt hårdere, når ens fjende kan skyde igen. Ikke som at snigmyrde børn i en flygtningelejr eller bombe skoler i Gaza, hva’?”
Det er for tidligt at sige, hvad det her udvikler sig til. Som sædvanligt er der ingen, som ved, hvad Netanyahus endgame er. Han er interesseret i at hive USA ind i kampen mod Iran. Rusland og Kina har fordømt Israels angreb på Iran og står på Irans side. Er det en verdenskrig, Netanyahu vil have? Så slipper han i hvert fald for fængsel. /Oliver Stilling