Der kommer aldrig et godt tidspunkt

Hvert år skriver The New York Times’ politiske kommentator Nicholas Kristof en klumme om, hvorfor verden er bedre, end vi går og tror. Selv i år 2025, hvor mange af os er bange for, at det hele næsten ikke kunne blive meget værre, lyder hans overskrift, at “selv det her år er det bedste tidspunkt nogensinde at være i live på”.

Det er ikke, fordi han har glemt Donald Trump, Gaza og klimaforandringerne. Omvendt var hans tekst i år noget mere modvillig. Ikke desto mindre afholdt det ham ikke fra at skrive den:

“Jeg var modløs af børnenes lidelser i Gaza, af grusomhederne og hungersnøden i Sudan, af skovbrandene i Los Angeles og det, de varsler, og af en rejse til Madagaskar i december, hvor jeg så småbørn sulte på grund af en tørke, der sandsynligvis er blevet forværret af klimaforandringerne. Og så er en forbryder, som jeg anser for at være ustabil og en trussel mod demokratiet, ved at flytte ind i Det Hvide Hus,” skrev han – dagen efter Trump blev indsat – og fortsatte:

“Netop fordi jeg følte mig nedtrykt, ønskede jeg at læse en klumme, der satte de dystre nyheder i perspektiv.” Og så begynder han ellers. Først med at forklare, at det at miste et barn er værre end “en trumpiansk svada”, og at sidste år var det sted i verdenshistorien, hvor færrest spædbørn dør.

Hvis du synes, at det lyder en anelse Hans Roslingsk, er det ikke så mærkeligt. Kristof har tidligere beskrevet, hvordan han har fået inspiration fra den afdøde svenske professor (1948-2017), og at Roslings arbejde for at se glasset som halvt fyldt “gav mening for ham”. Det kunne lyde som snydt ud af næsen på Roslings bestseller Factfulness, da Kristof for tre år siden skrev, at journalister beretter om “fly, der styrter, ikke om fly, der lander” og konstant fremhæver “katastrofer, tilbageslag, trusler og dødsfald, så 2022 har holdt os beskæftiget”.

Se bare, hvor vi er her tre år efter.

Når vi bruger så meget plads på Kristof, er det også værd at nævne, at han selv er gået ind i politik for Demokraterne, jævnligt skriver om Israel og Gaza og af og til kritiseres for selv at være biased. For eksempel har han skrevet, at det er Det Palæstinensiske Selvstyre, der er “en hindring for enhver fredsaftale”, og at “Hamas og Israel [ikke] er moralsk ligeværdige: På mine besøg i Gaza før krigen fandt jeg altid, at Hamas var undertrykkende, kvindefjendsk og homofobisk, mens Israel er bedre end Benjamin Netanyahu og har et rigt civilsamfund og et stadig levende demokrati inden for sine grænser.”

På sin vis er det en anden sag. Men samtidig illustrerer det, at selv ikke en skelnen mellem det gode og dårlige er neutral. Hvilket han i øvrigt også skriver i sin bog Chasing Hope, som har fået Bill Gates til at klappe af begejstring – han var i øvrigt gode venner med Hans Rosling og skulle have opsøgt ham efter den TED Talk, der gjorde ham verdenskendt i 2006: “Vi journalister skal ikke lidenskabsløst observere vores vej til autoritære styreformer; vi skal ikke være neutrale i forhold til at opretholde demokratiet.”

I virkeligheden bør man nok i højere grad undlade at tale så meget om dikotomien god eller dårlig: Verden vil aldrig entydigt være god og heller ikke entydigt dårlig. Journalisternes rolle handler mere om magten til at definere, hvad der er dårligt. Når det økonomiske råderum eksempelvis ændres efter behov, må man spørge, hvilke kriser der bliver talt op. Og hvem vi ikke får med: som borgerkrigen i Sudan, Syrien, hvor “den glemte konflikt” er gået ind i sit tredje år, og krigen i Ukraine, som godt nok er blevet dækket mere end de to førnævnte, men hvor man allerede i 2022 kunne læse om, at der på nyhedsredaktionerne var opstået en vis krigsfatigue.

Igen: Se så bare, hvor vi er tre år efter. Et andet eksempel er konflikten mellem Iran og Israel – som vi skriver om på dagens Kære læser-plads – der af tænketanken International Crisis Group er blevet udråbt til at være en af de kriser, man skulle holde øje med i 2025. Og som nok engang kan få frygten for en Tredje Verdenskrig til at blusse op, idet næsten halvdelen af befolkningerne i USA og Europa tror, at den kan indtræffe inden for de næste 5-10 år.

Som ICG forudsigende skrev i starten af året: “En amerikansk allieret – fx Filippinerne, Taiwan eller Israel – kan gå for vidt og udløse gengældelse fra Kina eller Iran, som risikerer at trække USA med ind.”

Her nytter solstrålehistorier ikke det store. Samtidig skal man passe på med at træde i den anden grøft, som når statsminister Mette Frederiksen (S) siger “glem det” til, at man skal tale håbet op, og kan vække en blind autoritet over for penge, der sendes til bundløse huller, og våben, der bliver købt, inden vi tænker os om. Så hvor skal man placere sig? Et sted midt imellem. Nogle gange er det kedelige svar det bedste svar. /Emma Louise Stenholm