Mægleren Macron

Otte runders rundbordssnakke og kraftige opfordringer til at gå fra ord til handling er gået i vasken. Tirsdag skulle Frankrig og Saudi-Arabien have været værter for et stort FN-topmøde med det simple formål at få en række lande – herunder de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – til i fælles flok at anerkende Palæstina som stat.

Det er stadig planen, at Frankrigs og Saudi-Arabiens FN-ambassadører Jérôme Bonnafont og Abdulaziz Alwasi møder op i FN’s Generalforsamling. Men blot for at erklære forhandlingerne afblæst.

Emmanuel Macron har ellers de seneste måneder været mere besluttet end nogensinde på at anerkende Palæstina, inden konferencen fredag blev udskudt af “logiske og sikkerhedsmæssige årsager”. Og insisterer stadig på at gennemføre den snarest muligt.

Forklaringen er åbenlys: Israels angreb på Irans atomanlæg i byen Natanz natten til fredag og siden bombningen af iransk stats-tv, mens Iran angiveligt forbereder det “største missilangreb, Israel nogensinde har set”.

Mødet, der blev arrangeret med resolutionerne ES-10/24 og 79/81, skulle markere første del af forhandlingerne om en egentlig tostatsløsning. Men allerede i begyndelsen af juni gav en række FN-diplomater til The Guardian udtryk for, at ambitionerne var blevet udvandet: Med den voksende modstand fra USA og Israel var tiden ikke længere til en fælles erklæring, men kun at diplomaterne tog de forberedende skridt på vejen.

Vaklende opbakning

Macron er travlt beskæftiget i denne uge. Dels med G7-topmødet, der mandag åbnede i Canada, og hvor han er kommet i clinch med USA for at sige, at Trump er rejst fra Kananaskis i Alberta for at forhandle en våbenhvile mellem Israel og Iran.

“Den franske præsident Emmanuel Macron har fejlagtigt sagt, at jeg forlod G7-topmødet i Canada for at tage tilbage til Washington for at arbejde på en ‘våbenhvile’ mellem Israel og Iran. Forkert!”, skriver Trump på Truth Social.

Og ikke mindst med denne uges flyudstilling Paris Air Show, som Macron lægger vejen forbi fredag, og hvor den franske regering har forbudt israelske våbenproducenter at vise deres arsenaler frem. Til frustration for israelske firmaer som Elbit og Rafael, der kalder det “klar diskrimination” og “et principielt svigt”, og som det israelske forsvarsministerium vil hive Frankrig i retten for.

Ifølge The New York Times har Macrons ønske om at anerkende Palæstina taget spændingerne mellem ham og Benjamin Netanyahu til et nyt niveau. Avisen kalder derfor situationen i Iran et nyt “diplomatisk dilemma”, der sætter “hans berømte tilpasningsevne på prøve, og som af nogle betragtes som vaklende”. Især fordi Macron har sagt, at han vil beskytte Israel militært mod Iran, hvis han er i “en position til at gøre det”.

Times of Israel skriver, at det vil lægge det mest “signifikante” pres på Israel, hvis ordene om en palæstinensisk stat kommer fra Frankrig. Og aflysningen af mødet i New York har kun gjort Macron endnu mere stålsat, siger han selv: “Uanset omstændighederne har jeg erklæret mig fast besluttet på at anerkende en palæstinensisk stat.”

I april sagde Macron, at Frankrig er klar til at slutte sig til de 147 af 193 FN-lande, der anerkender Palæstina som selvstændig stat. En række andre europæiske lande er allerede ombord. Det gælder for nylig Irland, Spanien og senest Norge, der vil anerkende den besatte Vestbred og Gazastriben som palæstinensisk, mens Jerusalem skal deles mellem Palæstina og Israel.

Danmark er imod

Statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har hidtil været imod at anerkende Palæstina som selvstændig stat. Det kan kun, siger de, komme på bordet som led i en egentlig tostatsløsning – som tirsdagens konference netop skulle være forløber for.

“Den beslutning er forbeholdt en situation, hvor staten findes. For at være en stat skal man have et territorium, man har kontrol over, og nogle myndigheder, som kan kontrollere det. Og det er ikke lige præcis det, der er situationen lige nu,” lød forklaringen sidste år fra Løkke: “Vi forbeholder det til den dag, eller til et tidspunkt, hvor der er en irreversibel fredsproces, der med sikkerhed fører derhen”.

Det centrale er altså presset på USA og Israel. Som en række internationale forskere har beskrevet, vil det hverken gøre meget fra eller til, hvis det skulle kunne lykkes at lave fælleserklæringer – eksempelvis i EU-regi – så længe netop de to ikke bakker op. En række palæstinensiske ngo’er er samtidig ved at være trætte af, at så mange EU-lande taler om en selvstændig stat, men støtter Israel på andre måder – som Frankrig, der ligesom Danmark fortsat sender våben til landet.

Trump fremsatte i 2020 et forslag til en fredsplan, som heller ikke lovede megen optimisme.

“Selvom planen blev lanceret som en tostatsmodel med Østjerusalem som palæstinensisk hovedstad, foreslog den begrænset selvstyre i nogle enklaver samt ikke Østjerusalem, men landsbyen Abu Dis som hovedsæde for selvstyret,” skrev DIIS-forsker Lars Erslev Andersen, da Løkke i januar rejste til Mellemøsten med budskabet om behovet for en tostatsløsning:

“Ikke desto mindre kan Israel formentlig godt acceptere Trumps fredsplan, fordi den ikke giver palæstinenserne en stat, fordi den ikke rører ved bosættelserne, fordi den tillader israelsk annektering af store dele af Vestbredden, og fordi den vil arbejde på at flytte store dele af den palæstinensiske befolkning til de arabiske stater. Hvis den model kaldes en tostatsmodel, som Trump og danske medier gjorde i 2020, så er det vel ok for Netanyahu.”

Og så er vi jo lige vidt. /Emma Louise Stenholm