Premier van Denemarken

En mulig udvidelse af V-regeringen, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har inviteret til forhandlinger om på mandag, er endnu et forsøg på at redde en regering, som er ved at gå i indre opløsning. Ugens finansloven udstiller vanskelighederne ved at blive enige om noget som helst.

For præcist ét år siden, 19. november 2015 kl. 11:49, bimlede nyhedstelegrammerne rundt om på landets netaviser: ”Blå finanslov er faldet på plads: Billigere biler og fastfrysning af grundskyld,” lød overskriften i Politiken, som citerede Claus Hjort Frederiksen: ”Det bliver lettere at være bil- og boligejer«.

Historien gentager sig. Næsten ordret. I går eftermiddag forhandlede V-regeringen en finanslov på plads, som rummer de præcis samme elementer som sidste års finanslov: Lavere registreringsafgifter (Liberal Alliance), fastfrystning af grundskylden (Konservative) og stramninger af asylreglerne (Dansk Folkeparti). Oveni kommer lidt ældrevelfærd, præcis som sidste år.

Med invitation til Liberal Alliance og Konservative om at optage dem i regeringen har statsminister Lars Løkke Rasmussen nu taget konsekvensen af den tydeligt svækkede handlekraft. En såkaldt ‘trekløverregering’ vil dog stadig ikke have flertal, men snarere være endnu mere afhængige af Dansk Folkeparti. Handlingslammelsen prægede finansloven.

Umiddelbart fremhæves mange nye investeringer. Men reelt samler den blå finanslov kun op på en række beslutninger, som for længst er truffet, heriblandt den nye kræftplan og ekstra penge til politiet. Det eneste ‘nye’ er de tro kopier af hovedelementerne fra sidste år. Ja, indholdet i finansloven for 2017 ville næppe have været et komma anderledes, hvis embedsmændene i Finansministeriet åbent havde skruet budgettet sammen uden politikernes indblanding. Præcis som det tidligere skete i Belgien fra 2010-11, hvor landet i 540 dage blev styret uden en regering.

Cand.polit.-bureauet

Finansloven for 2017 minder om det, som grundloven kalder for en ”midlertidig bevillingslov”, altså en bureaukratisk videreførelse af den gældende finanslov. Folketinget forklarer selv ordningen således: ”Finanslovsforslaget skal være vedtaget inden starten på det nye finansår (dvs. 1. januar 2017). Hvis Folketinget ikke når at vedtage forslaget, bliver der lavet en midlertidig bevillingslov, der i princippet er en videreførelse af den gældende finanslov”.

Hvis de fire borgerlige partier – Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative – ikke var nået til enighed i går eftermiddags, ville Danmark automatisk have fået en ny finanslov med lavere registreringsafgifter, fastfrystning af grundskylden og stramninger af asylreglerne. Formelt set ville en midlertidig bevillingslov kun kunne forlænge de eksisterende regler, men med den bogføringskreativitet, som trives i Finansministeriet, ville det nok have været muligt at forlænge retningen i den tidligere finanslov.

Embedsapparatet, også spøgefuldt kaldet for ‘Cand.polit.-bureauet’, ville uden praktiske problemer kunne videreføre fastfrysningen af grundskylden og dernæst bunke de allerede vedtagne beslutninger om bl.a. ældre og kræftbehandling sammen i et budget, som ville være næsten umuligt at skelne fra det nu vedtagne forlig.

Det politiske twist i næste års finanslov begrænser sig til mindre tiltag som f.eks. at etablere ”en ny uniformeret medarbejdergruppe i politiet – såkaldte politikadetter – som målrettes og uddannes til opgaver forbundet med blandt andet bevogtning, transport- og udsendelsesopgaver samt grænsekontrol”.

I praksis vil der her blive tale om, at de nye politikadetter kommer til at overtage hjemmeværnets aktuelle bevogtningsopgaver, og således heller ikke for alvor vil ændre hverdagen i Danmark. Og slet ikke i 2017, da de nye kadetter ikke kommer til grænsen lige med det samme, skønt de bevæbnede vagtmænd kun skal have en lyn-uddannelse på seks måneder.

Finansloven for 2017 rummer ingen greb, der meningsfuldt kan kaldes for egentligt politiske i en verden, hvor embedsmændene jo nok skal sørge for at køre butikken videre.

Den belgiske model

Efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen først satte 2025-forhandlingerne på standby, fordi Venstre ikke kan blive enige med støttepartierne, og efter  at de fire blå partier nu kun har kunnet enes om en kopi af sidste års finanslov, står regeringen svækket tilbage. Selvfølgelig ville det have været endnu værre, hvis de fire partier slet ikke havde kunnet blive enige om noget som helst, men så havde det også været en total-nedsmeltning.

Nu står regeringen Lars Løkke Rasmussen II – da det jo er anden gang han prøver – tilbage som en slags forretningsministerium, altså som en regering, der opfører sig som om, at den allerede havde indgivet sin afskedsbegæring, og nu blot lader ministrene udfører de løbende embedsforretninger i overgangen til en ny regering.

Fænomenet bliver foldet ud i stor skala, da de belgiske politikere i parlamentet, Kamer van Volksvertegenwoordigers, ikke kunne blive enige om, hvem der skulle danne regering efter valget i 2010. Derfor opstod en besynderlig situation, hvor Belgien blev regeret videre med forretningsministerier i 589 dage, indtil socialdemokraten Elio Di Rupo blev udnævnt af kongen som premierminister i 2011. I den mellemliggende periode blev Belgien reelt regeret af embedsmændene, ja, næsten som ‘departementschefstyret’ under den tyske besættelse af Danmark, fra 29. august 1943 til 5. maj 1945.

Statsminister-af-navn Lars Løkke Rasmussen står i dag med et så skrøbeligt parlamentarisk fundament – med kun 34 mandater bag Venstre – at regeringen efterhånden har til gode at udvise en evne til at regere landet politisk. Siden valget er der nu gået 521 dage, og om 68 dage vil Danmark dermed nærme sig Belgiens rekord for den længste periode med et ledelsesløst ministerhold.

For at gøre ondt værre er formandsopgøret i Venstre allerede brudt ud i fuld offentlighed, idet centralt placerede kilder i Venstre nu er begyndt at tale åbent til pressen om mulige efterfølgere. Internt i det gamle bondeparti, som holder årsmøde i Herning her i weekenden, er der nemlig langt fra enighed om tronfølgen. Lars Løkkes tidligere personlige assistent, som i dag er politisk redaktør på TV2, Anders Langballe, spekulerer ligefrem i, at statsministeren snart vil træde tilbage: ”Snakken om, at Lars Løkke Ramussen måske er på vej væk, tager til i Venstre. Blandt Venstre-ministre siger man, at han virker, som om han er lettet, som om han har en plan for, hvad der skal ske. Og mange i Venstre tror, at det er fordi, han er på vej ud af politik.”

I sin første periode i Statsministeriet blev Lars Løkke kaldt for ‘vikaren’, fordi han overtog midt i perioden efter den langt mere retningsorienterede Anders Fogh Rasmussen. Han kan ende med at blive husket som ‘forretningsministeren’, da han indtil videre har haft svært ved at sætte sig igennem politisk. Næste års finanslov er kun sidste eksempel på Venstre-regeringens vanskeligheder ved at gøre ret meget mere og andet end at hænge ved på det yderste af ministertaburetterne. Derfor åbner Lars Løkke nu op for, at de tre andre borgerlige partier skal med helt ind i regeringskontorerne – og dermed redder regeringen, som nok omdøbes til ‘Regeringen Lars Løkke Rasmussen III’.