Aristoteles er lidt som Al-Qaeda

Ali Abbasi er fascineret af usympatiske kvinder, især når de får børn. Det har han lavet en film om. Først og fremmest fordi han har lyst, men der er også en kønspolitisk pointe:

”Hvis du virkelig snakker om ligestilling på film, så er det vigtigt, at du ikke bare har kvindefigurer, som er statsministre og dygtige detektiver. Men også nogen, der bare er modbydelige. Som bare er mennesker.”

35-årige Ali Abbasi har øje for de magtpolitiske strømninger i Danmark, navnlig i dansk film. Men han nægter at være den præmie-indvandrerinstruktør, som branchen i årevis har sukket efter, og som Det Danske Filminstitut ligefrem har iværksat en ”mangfoldighedsindsats” for at grave frem fra undergrunden, eller hvor Yahya Hassan ellers kom fra.

Abbasi har læst arkitektur i Tyskland og Sverige og skrevet noveller i Iran, hvor han også er født, og hvor han gemte sig fra bomber i kælderen tre-fire gange om dagen.

Det var mere eller mindre tilfældigt, at han havnede på netop Den Danske Filmskole. Nu taler han flydende dansk. Og hans første spillefilm Shelley handler om et svensk-dansk par i uldsweatre, som bor ved en søbred i en hytte uden mobiler, laptops, tv, faktisk uden elektricitet, men med høns og en au pair-pige, for sådan er man mest i pagt med naturen. Filmen var endda Danmarks eneste kandidat i hovedkonkurrencen på den københavnske filmfestival CPH:PIX tidligere på måneden.

Ikke et rigtigt menneske

Alligevel er det hele ikke så kernedansk, som det kunne lyde, for det er altså ikke hver dag, man ser en dansk film med både gys og kunstnerisk kant, en rugemor, en dæmonisk baby, en åndemaner og en så fortættet stemning, at anmelderne på Berlinalen må smide om sig med titler som Rosemary’s Baby, Antichrist og The Exorcist.

Som sagt kom filmen sig af, at Ali Abbasi er fascineret af kvinder, især når de bliver gravide.

”Noget vokser inde i dig, og den er jo ikke et rigtigt menneske indtil ret sent i forløbet. Og den proces er jo oplagt til gys. Mens jeg lavede filmen, var min ekskæreste gravid med min søn. Det var ikke derfor, jeg lavede filmen, men jeg havde et forhold til det selv.”

Han begyndte at læse om forskellige former for moderskab og juridisk forældremyndighed.

”Og så stødte jeg på konceptet om rugemoderskab. Jeg var chokeret, for jeg vidste slet ikke, at det eksisterede. Det er skræmmende lidt, der skal til for at leje en andens krop.”

I Shelley arbejder den unge rumænske pige Elena hos et barnløst ægtepar. Fra start føler hun sig utilpas i deres lille træhus i skoven, ganske afkoblet fra civilisationen. Men hun har brug for pengene, som hun sender hjem til sin søn i Rumænien. Og det er halvt for pengene, halvt af sympati, da hun siger ja til at være rugemor for parrets ønskebarn. Men graviditeten går slet ikke som planlagt. Og Ali Abbasi lader aldrig publikum blive helt sikker på, om Elena er ramt af plukveer og hormonel ubalance eller noget helt, helt andet.

Sælg din historie, slave!

Han vil gerne understrege, at filmen hverken argumenterer for eller imod rugemoderskab. Sådan et dilemma er forsimplet, og i øvrigt heller ikke så interessant, siger han.

”For mig fungerede det meget stærkt på et metaforisk plan. Det er en magtmetafor. Det er jo en handel. Og jeg synes, at det er ret vigtigt, at det ikke er en envejshandel. Ligesom parret køber hende, så prøver hun jo også at få noget ud af dem. Langt de fleste af os i Vesten er jo metaforiske slaver og prostituerede, bare med juridiske rettigheder.”

Hvad er vi slaver af?

”Før i tiden gik du på arbejde 9-17, så gik du hjem, og så var det det. Nu er du i konstant usikkerhed om, hvornår du mister dit job, hvordan du får et nyt job, hvor meget du skal arbejde på et fleksibelt marked og så videre. Du skal ikke kun sælge dit arbejde, du skal også sælge din krop og din sjæl. For mig selv bliver det tydeligt, når jeg skal snakke med folk for at skaffe finansiering til mine film. Jeg har ikke nødvendigvis lyst til at snakke med dem, og de har ikke nødvendigvis lyst til at snakke med mig. Du kan komme i situationer, hvor du er nødt til at sælge mere end dit arbejde – din personlige historie, og det er i den grad prostitution.”

Den simrende uro i Shelley opstår i Ali Abbasis tålmodige, men nøje afmålte filmsprog med billeder af det stillestående søvand og vinden i træerne, som glider over i hallucinerende mareridt, hvor blodet ender på kældergulvet. Der er langt til den amerikanske metervaregyser, ikke kun visuelt. Undervejs gør Ali Abbasi noget så uortodokst som at skifte hovedperson – mindst én gang. Da manuskriptet landede hos Det Danske Filminstitut, som uddelte støtte til filmen, blev han indkaldt til tjenstlig samtale.

­”Vi havde et par ekstra møder på filminstituttet om det. Jeg kan sagtens forstå værdien i Aristoteles’ treaktsstruktur med en enkelt hovedperson, men jeg kan ikke forstå, at det skal blive en norm. Jeg har tidligere skrevet noveller. Der ville aldrig være nogen i den litterære verden, der ville se det som et problem. Filmkunsten føles cirka 100 år bagefter. Det er jo blevet fundamentalisme, det er ligesom Al-Qaeda.”

Mads Mikkelsen gange 100

Det Danske Filminstitut har både lavet kampagne for at hverve flere kvinder og etniske minoriteter til filmindustrien. Senest har formanden for Danske Filminstruktører leget med tanken om kønskvoter på filmstøtten. Men kvotetanken, eller ”Sovjet-kultursynet”, som han kalder det, kan irritere Ali Abbasi lige så meget som treaktsstrukturens diktatur.

”Lad os sige, at jeg er født og opvokset i en flygtningelejr og har alle de rigtige krav for at blive sådan en indvandreinstruktør. Men jeg laver en lortefilm, en Far til fire-film. Ville det gøre en forskel, bare fordi jeg hedder Abdullah i stedet for Claus? Det synes jeg jo ikke. Jeg kan godt forstå den politiske dagsorden, og jeg kan også godt have sympati for den. Men hele diskussionen er så forvrænget, for det har ikke noget med indholdet at gøre. Og så længe det ikke har noget med indhold at gøre, er det lige meget.”

Modargumentet er vel, at hvis først minoriteter får adgang, så fremelskes kvaliteten. At så længe minoriteter er systematisk underrepræsenteret, bliver de store talenter i grupperne aldrig opdaget?

”Jeg forstår argumentet, men jeg synes ikke, at det er hovedproblemet. Så synes jeg, man skal kigge på DFI selv og filmdistributionen i Danmark. Vi har et selskab, Nordisk Film, som har totalt monopol. Det er langt farligere. Diskussionen handler i sidste ende om bredde. Om hvor mange typer og nuancer af fortællinger, som bliver repræsenteret. Og jeg tror ikke på, at DFI mangler tilbud om nyskabende og crazy filmkunst.”

Det irriterer ham også, når man taler om ”det danske filmsprog” som en størrelse i bestemt ental, og at han selv og instruktører bag film som Guldkysten og Forældre skulle være midt i et opgør med den fodformede danske socialrealisme.

”Jeg synes ikke, at det største problem i dansk film er det visuelle udtryk. Det er mangel på indhold. Når du har Mads Mikkelsen og Paprika Steen i en lejlighed i Christianshavn med hvide vægge, så er det en umulig opgave at skabe noget visuelt interessant. Du kan ikke sige ’Mads, hvis jeg bare framer en lille bitte smule af din hage, så har vi et revolutionerende formsprog.’ For man har set de folk hundrede gange. Man ved, at den film formentlig kommer til at handle om, at han vil knalde en nabo, men han må ikke, men han gør det alligevel. Man ved, at de vægge bliver ved med at være hvide. Og der kan klipningen eller filmsprogets syntaks ikke gøre den store forskel.”

Rigtig ung, ikke Kim Skotte-ung

Problemet ligger hos de institutioner, som sidder på pengene. ”Café latte-institutionerne” DFI og DR vil, som han siger, frygteligt gerne være rigtig kulturelle og rigtig brede på samme tid, men risikerer at blive hverken eller.

”Om folk går i biografen eller ej, handler ikke så meget om, hvor dyr filmen er. Det handler igen om indhold. Jeg kan ikke komme på en eneste nyere dansk ungdomsfilm, hvor jeg har hørt rigtige unge – og ikke Kim Skotte-unge på 50 år – sige, at de kan genkende sig selv.”

”DR’s tv-serier illustrerer det også godt. De vil hellere lave serier om noget, der foregik for 200 år siden, end noget aktuelt. Hele Danmark snakker jo om flygtningekrisen, men har man nogensinde set noget som helst, der for alvor har med indvandrere at gøre i DR Drama? Nej, det har man ikke. Som public service-institution findes der et argument for, at man burde lave en serie om det, som danskerne debatterer. Det samme kan man sige om DFI’s strategi. Der er kommet tre-fire film om 2. Verdenskrig i løbet af de seneste år – ikke at de hver især er dårlige film.”

”Jeg er jo ikke dansk, jeg kommer lidt udefra, men jeg kan se problemerne. At danskerne er i gang med at gendefinere deres nationalidentitet.”

Er det så ikke oplagt, at du laver sådan en film?

”Jeg synes, det er oplagt, at nogen laver sådan en film. Det kan godt være, at noget ser oplagt ud for en bestemt instruktør. Men var det oplagt for Jørgen Leth at tage til Haiti? At en dansk gut fra provinsen vælger at involvere sig i det land? Nej, men det gjorde han jo. Og der er kommet noget godt ud af det.”

”De film, jeg er interesseret i, er ikke for eksempel lavet af en lesbisk sort kvinde og handler om en lesbisk sort kvinde. Uanset hvilken historie, man kaster sig over, lægger man noget af sig selv i karaktererne. Det er svært ikke at gøre det. Jeg synes selv, det er spændende, at min person går gennem et filter. At det bliver til en tyk mand i Chicago eller en mormor i Seoul. Det er min måde at arbejde på. Jeg vil lære mig selv at kende i en anden krop. Og derfor er jeg ikke så interesseret i at lave en film om en 35-årig eksil-iraner, som bor i Europa.

Ali Abbasis næste film handler om onde voksentrolde. ”Den har også horror-vibes, men det er ikke horror-horror.”