Hvad laver fortidens dyr i nutiden?

Kæmpeulven, der uddøde for 13.000 år siden, er vendt tilbage fra de (ud)døde, proklamerede i april den amerikanske biotek-virksomhed Colossal Biosciences.

Deres PR er upåklagelig. Udover at den hvide ulv er kommet på forsiden af Time Magazine, har de fået George R.R. Martin, forfatteren bag fantasy-serien Game of Thrones, til at posere med en af virksomhedens hvalpe, Romulus. “Eller måske Remus. De er tvillinger og svære at skelne fra hinanden,” skriver Martin på sin blog. “Kæmpeulvens genfødsel har rørt mig, som ingen videnskabelig nyhed har gjort det, siden Neil Armstrong gik på månen,” fortsætter han begejstret.

Andre medier – som New Scientist – har faktatjekket udmeldingen og konkluderet, at ulvene Romulus, Remus og deres lillesøster Khaleesi er nulevende grå ulve, der er genmodificerede til at ligne den uddøde art. Colossal Biosciences’ kæmpeulv var altså snarere en “ulv i kæmpeulvklæder”, som Eline Lorenzen, professor i molekylær naturhistorie ved Københavns Universitet, har formuleret det i P1 Morgen. “De er grå ulve med et par kosmetiske justeringer. Set i det lys er projektet en bemærkelsesværdig demonstration af genteknologi snarere end en bogstavelig genoplivning af en uddød art,” skriver seniorlektor Timothy Hearn i The Conversation.

Uagtet arbejder Colossal Biosciences, der blev grundlagt i 2021, med det, der kaldes de-extinction. Virksomheden har altså ambitioner om at genoplive istidens mammut, dronten, som er den ikke-flyvende fugl, der engang boede på Mauritius, og den tasmanske pungulv.

Forskere har debatteret de-extinction i flere år. Nogle påpeger de høje etiske omkostninger, for eksempel ved at placere et genmodificeret dyr i et for dem ukendt økosystem. Andre kritiserer, at der afsættes tid og penge på allerede uddøde arter frem for nulevende truede arter. Ligeledes problematiseres det, at virksomheder må bestemme, hvilke arter der er værdige til at bringe tilbage og dermed måske vil prioritere en mammut over en uddød rotte, fordi mammutten ser mere imponerende ud på en avisforside.

Alligevel kalder den amerikanske indenrigsminister Doug Burgum det arbejde, Colossal Biosciences udfører, for et “fundament for moderne artsbevarelse” og kritiserer samtidig ineffektiviteten ved bevarelsesinitiativer såsom “listen over truede arter”. Det er ifølge BBC en henvisning til en liste udarbejdet af den internationale organisation International Union for Conservation of Nature.

Ifølge biolog og konsulent David Shiffman landede nyheden om kæmpeulve på et dårligt tidspunkt i en amerikansk kontekst, hvor USA har trukket sig fra Parisaftalen og er i gang med at rulle adskillige bevaringsinitiativer tilbage. “Det er mere end uansvarligt af [Colossal] at hævde en slags bevaringssejr i dette miljø,” udtaler han til BBC.

“Udryddelse er et kolossalt problem, som verden står over for,” skriver Colossal Biosciences på deres hjemmeside. “Og Colossal er den virksomhed, som skal løse det.”

Colossal Biosciences har ret i, at udryddelse er et problem. Forskere taler om en sjette masseuddøen, fordi arter uddør mellem 1.000 og 10.000 gange hurtigere, end de naturligt ville gøre uden menneskelig påvirkning af økosystemerne.

Men hvis man fjerner PR-maskineriets pomp og pragt, virker de tre genmodificerede ulve mindre som en løsning på problemet og mest til at understrege, hvor meget der går tabt, når arter uddør.

Som videnskabsjournalisten Sabrina Imbler skriver i The Defector efter at have set fem af de 1.532 bevarede skind af den amerikanske vandredue, som uddøde på få årtier:

“Da jeg lod øjnene glide hen over de skællede fødder, der hang slapt ud fra hver af de døde duer, følte jeg et uudgrundeligt savn, vrede og skyldfølelse. Jeg prøvede at forestille mig brevduen, som den levede, i flokke så tætte, at de skjulte solen. Men i stedet blev jeg oversvømmet af billeder af de levende: de isblå øjenlåg på den sørgedue, der sidder i min vindueskarm, hendes små fregner, hendes hjemsøgende kurren. Jeg kunne ikke konceptualisere denne døde fugl eller den verden, der forsvandt med den. Jeg følte, at mammuttens, vandreduens og drontens verden for længst var forsvundet. Lad deres historier slutte. Men lad historierne om de levende fortsætte.”

Trods kritikken fra den amerikanske indenrigsminister fungerer tiltag og initiativer for at bevare nulevende arter, såsom at skabe naturbeskyttede områder, heldigvis.

“Hvis man kun ser på tendensen til nedgang i antallet af arter, er det let at tro, at vi ikke formår at beskytte biodiversiteten, men så ser man ikke det fulde billede”, har Penny Langhammer, der er hovedforfatter på et studie om bevaring i det videnskabelige tidsskrift Science, udtalt.

Metastudiet konkluderer, at to tredjedele af bevaringsindsatser enten forbedrede biodiversitet eller i det mindste bremsede tilbagegangen.

“Det, vi viser med dette studie, er, at bevarelse faktisk virker til at standse og vende tabet af biodiversitet. Det er tydeligt, at bevarelse skal prioriteres og modtage betydelige ekstra ressourcer og politisk støtte globalt, samtidig med at vi tager fat på de systemiske årsager til tab af biodiversitet, såsom ikke-bæredygtigt forbrug og produktion.” /Emilie Ewald