Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er cirka to dage siden, at det enoghalvtredsindstyvende G7-topmøde sluttede i Kananaskis i Canada. Og hvad sidder vi tilbage med? Hvad husker vi? Noget med, at USA’s præsident Donald Trump rejste hjem før tid, og at han blev sur på Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Nogle kan måske også stadig se den situation for sig, hvor Trump under et møde med pressen taber sine papirer, hvorefter den britiske premierminister Keir Starmer bukker sig og samler dem op som en anden sekretær.
Men så var der også EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. G7 er en koalition af syv af verdens industrialiserede lande – Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA og Canada – så hvad skulle hun overhovedet i Canada, var der nogle, som spurgte. Ursula von der Leyen holdt bilaterale og trilaterale møder, og det gav sådan set god mening, for G7 handler om globale udfordringer som økonomi, sikkerhed, klimaforandringer og udvikling.
Men den tyske EU-kommissionsformand endte måske med at fylde lidt vel meget. Seks minutter inde i en tale fra Kananaskis forleden nævnte hun, at hun havde talt med Israels premierminister Benjamin Netanyahu samme dag. “Jeg gentog Europas engagement for fred og stabilitet i Mellemøsten. I denne kontekst har Israel ret til at forsvare sig selv,” sagde hun. “Iran er hovedårsagen til regional ustabilitet, og vi har altid stået meget fast på, at Iran ikke kan have et atomvåben”. Europa var opsat på at hjælpe med at løse problemerne gennem forhandlinger osv, fortsatte hun.
Der har altid været noget tonedøvt over Ursula von der Leyen, og denne fornemmelse af, at hun på visse områder virker helt på månen, er kun blevet forstærket i de forløbne 20 måneder. I ugerne efter den 7. oktober 2023 var det forståeligt, at politikere fra højre til venstre gav udtryk for deres støtte til Israel. Men at stille sig op i juni 2025 og sige i en tale, at man “i dag” har talt med Netanyahu, som Den Internationale Straffedomstol (ICC) for længe siden har udstedt en arrestordre mod, som om han er en af the good guys, man lige tjekker ind med i ny og næ, synes ærligt talt imbecilt. Ursula von der Leyen er gået meget, meget langt i sin støtte til Israel og har ikke givet udtryk for den store medfølelse med befolkningen i Gaza.
Det skabte et lille ramaskrig, da det venstreorienterede, irske og nu tidligere medlem af Europa-Parlamentet Clare Daly i en tale i december 2023 beskyldte von der Leyen for at være en cheerleader for “et brutalt apartheidregime” og kaldte hende for “Frau Genocide”. I virkeligheden var Daly nok bare lidt tidligt ude. For et år siden kaldte den prominente amerikansk-jødiske politolog, menneskerettighedsaktivist og Israel-kritiker Norman Finkelstein kommissionsformanden for en “bona fide-krigsforbryder” – “eller som jeg foretrækker at kalde hende: naziprinsessen”.
Stærke sager, heftige betegnelser. Tidligere i år – i april – skrev EU-Kommissionens tidligere udenrigschef Josep Borrell, at den katastrofale, menneskeskabte nødsituation i Gaza-striben satte Europas “samvittighed” på prøve. Borrell oplevede, skrev han, at det i hans periode som en af EU-Kommissionens næstformænd (2019-24) var nærmest umuligt at få Kommissionen og Det Europæiske Råd til at reagere, når Netanyahu og hans regering massivt og gentagne gange overtrådte international og humanitær lov. Og det er kun blevet værre.
I et interview i mediet The Intercept i maj talte FN’s specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder Francesca Albanese for, at Den Internationale Domstol (ICJ) måske også kaster et blik på folk som von der Leyen for medvirken til krigsforbrydelser begået i Gaza på grund af deres støtte til Israel. “Det faktum, at EU’s to højest rangerende figurer fortsætter deres business as usual-engagement med Israel er jammerligt,” sagde Albanese. “Jeg er ikke en, der siger, ‘historien vil dømme dem’ – de skal dømmes før det. Og de vil skulle forstå, at immunitet ikke er det samme som straffrihed.”
Flere vestlige medier og en del politikere med en bevidsthed er stille og roligt begyndt at ændre sprogbruget omkring Israel. Det er mærkværdigt at se Ursula von der Leyen fortsætte i samme rille. Måske skyldes det, at hun er tysk og født i årtiet efter Anden Verdenskrig. Hun tilhører en generation, som har fået det ind med modermælken, at kritik af Israel var lig med antisemitisme. /Oliver Stilling