Nyhedsanalysen
Jorden under landet
Det er ikke bare USA, der har delt sig mellem by og udkant, de seneste årtier. Dybe kløfter har vist sig overalt i den vestlige verden, og herhjemme har diskussionen om udkantsdanmark med fast frekvens været en del af dagsordenen. Føljetons Lasse Lavrsen er opvokset i udkanten, og han har gået sin gamle skolevej og taget ni billeder, der viser en forandret verden.
Jeg er en del hjemme hos mine forældre for tiden. Sygdom i familien har trukket mig de fire en halv time igennem landet for at komme så langt væk fra større byer som muligt i Danmark og så langt tilbage i tiden, som det er muligt for mig. Det ligger nogle kilometer nord for Skive, og som for de fleste andre, der genbesøger barndommens land, er det som at sætte sig ind i en tidsmaskine, at gå på sine gamle stier. Jeg boede der i en 18-20 år, og det er nogenlunde lige så længe siden, jeg flyttede derfra for stedse. Egentlig er der ikke sket alverden med stedet siden, men netop, fordi der vitterligt intet er sket, har stedet gennemgået en ret markant forandring.
Derfor er tidmaskine-analogien heller ikke helt præcis, for det er egentlig ikke som at rejse tilbage i tiden, men mere som om man har sat tiden i stå og forbudt nogen at foretage sig andet end at afvikle. Sådan kan det opleves, når jeg går min 3 kilometer lange skolevej igen. Jeg har gået den tusindvis af gange, og til fotografisk præcision kender jeg hver en sprække i vejen, hver en gård, hver en markvej og hvert hus, jeg passerer. Men det er som bekendt mange år siden nu. Jeg har gået turen igen og taget ni uduelige fotos med min mobil. Billeder, der hver fortæller en lille historie.
Gården
Så langt tilbage jeg er orienteret, har min familie på min fars side været jordbrugere. Min oldefar, min bedstefar og så også min far har drevet den samme planteskole, der særligt siden krigen voksede sig stor og blev en af lokalområdets store arbejdspladser. Mange af min fars fætre og granfætre blev landmænd eller gartnere. Drev landbrug, blev succesfulde eller gik konkurs, sådan nogenlunde ligesom resten af områdets jordbrugere. Fælles for dem alle har været idealet om, at hårdt fysisk arbejde betaler sig og vel nærmest også er løn nok i sig selv. Særligt min far mener ikke, jeg har taget den indstilling med mig, hvilket adskillige gange har kastet skam over ham.
Jeg selv er vokset op på gården Gråsten lidt uden for en lille landsby med 800 indbyggere, hvor jeg gik i skole. Min far købte den som et led af en jordhandel i slutningen af 70’erne, og dengang var der bopælspligt, når man købte jord op uden selv at bo på en gård i forvejen. Det er kun Norge og Danmark, der har den slags regler, men det er vel et forsøg på at dæmme op for spekulation og ujævn fordeling af jord og økonomi. Nu har min far og mor snart boet på gården i 40 år. Før dem boede Claus Clausen på gården, fra han var en ung landmand i 1930’erne indtil sin pension. Hans kornsilo af træ står stadig ude i laden, ligesom trugene til køerne, hestestalden og svinestierne står der endnu, selv om det ikke har set et dyr siden 60’erne.
Jorden
Gården er omgivet af jordbrug, og det første lange stykke på min skolevej er bare marker. Min far har været en dygtig gartner og forretningsmand – det kan man ikke tage fra ham – men uanset hvad han kunne med flora og økonomi, er det ikke alene det, der i dag gør, at han har skindet på næsen. Det er den jord, han købte op i de år. Det er markerne. Den samme jord, der har bragt landmændene i området ud i bundløs gæld.
Det hele skete lige omkring årtusindeskiftet, hvor priserne på ejendomme og jord for alvor blev ustabilt og med en afsindig himmelflugt under opturen gjorde en stor del af landbruget insolvent, da den efterfølgende finansielle krise viste sig. Jorden i området omkring Mors, Thy og Salling kostede omkring 35.000 kroner per hektar indtil midten af 90’erne. Herefter steg priserne voldsomt og toppede omkring 2006 – enkelte steder helt oppe omkring 400.000 kroner per hektar. Et mellemstort landbrug i det område skal gerne have godt 150 hektar, mens de største har over 1000. Ingen havde fantasi til at forestille sig, at de en dag ville falde – og landmændene købte og købte med udsigten til endnu større fortjeneste. I dag bliver der stort set ikke handlet jord i området, og når der undtagelsesvis går en handel igennem, står det i glimt klart for de ekspansive landmænd, hvor alvorlig situationen er med en hektarpris på et sted mellem 150.000 og 175.000 kroner. Det er en af hovedårsagerne til, at landbruget i dag tegner sig for en samlet gæld på 350 milliarder. Og netop jorden er den skakbrik i spillet om et af Danmarks største eksporterhverv, der politisk set ikke kan røres.
Åen
Gennem gården og langs skellet op mod landmanden Søren Stidsens jord, løber en lille bæk. ”Åen”, som vi kaldte den, og et sted op mod landsbyen fandt min far for nogle år siden et underligt udløb fra en underjordisk kilde, der piplede frem. På den omkringliggende mark havde der i årevis stået for meet vand og der var planlagt en mindre drænoperation, men min far havde længe kigget på det lille udspring og overvejede, om der ikke kunne være et dræn allerede. Claus Clausen, der havde haft jorden fra 30’erne, havde ellers fortalt at der ikke var drænet i området, men min far gravede kilden ud, og det viste sig at være fuldt drænet. Det var bare foretaget før 1930. Så langt tilbage drænede man rutinemæssigt landbrugsjord, mens man opbyggede Danmarks største erhverv.
Det danske landskab er et stærkt modificeret kulturlandskab. Før Danmark blev afvandet ved hjælp af grøfter, regulerede vandløb og drænrør, var det et gennemvædet land, men allerede i midten af 1800-tallet begyndte man at dræne jorden for at sikre et rentabelt landbrug, som kunne producere fødevarer og foder. Der var bred enighed om, at afvanding var en god ide, så de danske landmænd fik statstilskud til at dræne markerne. Det medførte en gennemgribende forandring af landskabet, og i dag er 50-60 % af Danmark drænet. Tilskuddet til afvanding ophørte i 1989, og nu om dage bliver der stort set ikke drænet mere – bortset fra udskiftning og vedligeholdelse af gamle dræn, men hvis Danmark ikke var afvandet ved dræn, kunstige vandløb og grøfter, kunne en væsentlig landbrugsproduktion ikke lade sig gøre.
Kvælstoffer
Et af de store problemer ved dræn er risikoen for at udlede mere nitrat, små mængder fosfor og af pesticider fra marken til vandløbene. Det er præcis det, der har været den landbrugspolitiske varmeste kartoffel de seneste år – udledningen af kvælstoffer og pesticider tæt ved vandløb. Her hvor ”Åen” løber ud i en lille opdæmmet sø, kan man se konsekvensen af den øgede mængde kvælstof. Da jeg gik i skole var vandet på denne årstid spejlblankt, men i dag ser det oftere sådan her ud.
Ginnerup
Den første gård, man runder på vejen til skolen, er mine forældres naboers. Her bor Vagn Ginnerup med sin kone Aia. Hver morgen står han op klokken 4.30. En lille, muskuløs mand med et viltert gråt hår og brede ansigtstræk. Han er vist fyldt 80 for et par år siden, men driver stadig et mindre landbrug, selv om der ikke er meget tilbage af det. Han er født på egnen og har arbejdet i landbruget det meste af sit liv, men først i begyndelsen af 1970’erne fik han sit eget på den modsatte side af landsbyenbyen, hvor hans fødegård lå. Sammen med sin kone og deres seks børn har han drevet gården med malkekvæg, en snes hektar, et par heste, får, høns, et hundekobbel, der gøede om natten, høloft og hårdt fysisk arbejde. Lidt hjælp til høsten, men ellers har han gjort det meste selv og ikke kendt til dårligt vejr, influenza eller ferier fra gården. Når vejret er rigtigt, skal der pløjes; når temperaturen er rigtig, skal der sås, og hver morgen klokken fem er han trasket over i stalden for at sætte malkningen i gang.
Vagn Ginnerup har stadig et par heste og dyrker stadig jorden, men han skal ikke længere malke om morgenen. Alligevel står han op kl. 4.30, for ”jeg kan ikke sove mere,” som han siger på det bredeste sallingbomål, der kan opdrives i dag. Så sidder han der i sit stille køkken, indtil solen står op.
Ødegårde
De næste par huse står tomme og har gjort det i årtier. Den første er den, vi kaldte ‘det gule hus’. Den ligger ved indkørslen til én af områdets største gårde. Sådan ligger der tusindevis af små arbejderboliger i forbindelse med de større gårde på landet. Gården hedder Skovgaard og var engang en stor og fornem gård, men den har været forladt i mange år og kan i dag kun rives ned.
Sådan ligger der en del gårde øde hen på de her kanter. Lidt længere nede ad vejen står der for eksempel en gylletank midt på en mark og blomstrer, fordi husene er revet ned. Tanken kan tilsyneladende stadig bruges, for et problem for mange af de store svineavlere i området er, hvor de skal gøre af al den gylle, de producerer. Frem til den nye landbrugslov, der blev gennemført i 2013, var der stramme regler for, hvor meget jord man skulle have for at matche antallet af dyreenheder i bedriften. Havde man 1.000 søer skulle man således kunne godtgøre, at man havde jord til at sprede svinenes gylle ud, så da svineproduktionen gik allerbedst, kunne det altså sagtens svare sig at have et stort underskud på jorden, så længe det gav et tilsvarene overskud i stalden. Jordpriserne blev desuden ved med at stige, så nogle konsulenter og bankrådgivere mener også, at nogle landmænd havde en tendens til at se lidt let på produktionen, så længe jordpriserne bare steg og steg. Dertil kommer, at EU’s støttesystem, som er det eneste reelle tilskud, landmændene får, følger jorden. De er altså støttet efter, hvor meget jord de har, og ikke efter hvor stor deres produktion er.
Tustrup
En anden af disse ødegårde har navngivet hele lokalområdet. Tustrupgård kan vidst dateres helt tilbage til 1400-tallet, men alt, jeg kan huske, er, at den har været lejet ud. I dag er den helt faldet sammen.
Gunhilds Gavebod
Da jeg gik min skolevej som barn, passerede jeg en række butikker på min vej; et bageri, en skomager, en slikbutik, en videobutik, en grillbar, en slagter, en møbelforretning, to tøjbutikker, en gavebutik, en købmand og en Brugs. I dag er der kun en købmand tilbage. Man kunne også gå forbi Gunhilds Gavebod. Den er også lukket for længst, og nu ser det ud til, at Gunhild selv har tænkt sig at flytte, for huset er til salg. Velholdt, pænt, halvstort (150 kvadratmeter) og midt i byen. 245.000 kroner. Det har været til salg i snart et år, og det risikerer sikkert at ligge et år mere, for huse under 500.000 er paradoksalt nok næsten umulige at låne til. Bankerne og realkreditinstitutterne vil ikke løbe risikoen, og i stedet bliver løsningen at rive det ned. Det er sket flere stedet i byen og kan som regel ses som reel byfornyelse – det er i øvrigt noget Skive kommune meget gerne yder støtte til. Ofte er det mere attraktivt for kommunen slet ikke at få nogen nye indbyggere end dem, der er alternativet.
Tanken
Den lokale benzinstation er også lukket, og det eneste sted, man kan tanke sin bil, er ved nabobyens Brugs. Her var også en tank engang, men den er omdannet til en dansk-eritreansk venskabsforening. Sidste år fik landsbyen 22 flygtninge fra Eritrea, placeret af Skive Kommune. De flyttede ind i byens tomme plejehjem. Kommunen har modtaget mere end 250 flygtninge i år og det har været et politisk mål at placerer dem i de forladte landsbyer, for at skabe liv i de døende lokalområder.