Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
I en leder, som Børsens abonnenter kan læse i papirudgaven i dag mandag, skriver avisens chefredaktør, at “dette er den sidste leder i Børsen” – og derefter kommer han med en lang, forudsigelig forklaring.
På den ene side kan man sige, at det sørme gik hurtigt med at træffe en så omkalfatrende redaktionel beslutning som ny chef på vegne af en avis, der med 128 år på bagen er lidt af en institution. Det er ikke mere end godt en måned siden, at Nikolaj Sommer overtog posten som ansvarshavende chefredaktør efter Bjarne Corydon, der er blevet headhuntet til posten som generaldirektør i DR. På den anden side er det også lidt svagt rent ledelsesmæssigt. Beslutningen ligger fuldstændig i forlængelse af den tilbagerulning af holdningsstof, som Corydon indførte i januar 2024, da han i en tilsvarende leder skrev, at “der er brug for en avis, der ikke holder med nogen”, og at Børsen derfor “meget tydeligt lægger al politisk ideologi bag os”. Sommers afvikling af lederen kan ses som en radikalisering af Corydons halvandet år gamle initiativ.
Med beslutningen om at fjerne lederen er Børsen blevet Føljetons diametrale modsætning i det danske medielandskab. Føljetons leder er Føljeton. Børsen forklarer sig bl.a. med, at holdninger og politisk ideologi fører til ekkokamre, hvilket er med til at forværre og opløse det hele. Man kunne også vende den om og sige, at vi lever i en tid, hvor det er vigtigt, at vi alle sammen træder lidt i karakter. Inden for mindfulness, selvudvikling og kampsport hører man tit folk snakke om “at være den bedste udgave af sig selv”. En leddeløs, lederløs Børsen misser chancen for at være den bedste udgave af sig selv. På den anden side slipper avisen for at komme galt af sted, hvis holdningerne bliver for dumme. Aviser er trods alt også bare befolket af mennesker, som sjældent har format til at leve op til den institution, de sidder på.
Et godt eksempel herhjemmefra er en kommentar, som Jyllands-Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen skrev et par uger efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Den handlede om, at avisen stod på den forkerte side af historien i 1938, og at “det gør vi ikke nu”. Hvorefter Gjertsen dels opfordrede Dansk Boldspil-Union til at fyre fodboldspilleren Nadia Nadim fra landsholdet, fordi hun havde været ude at sige, at Israel havde angrebet et hospital i Gaza (hvilket Nadim havde ret i), og dels henstillede til, at RUC “øjeblikkeligt” tog affære over for medarbejder professor Sune Haugbølle, fordi han ligeledes havde forholdt sig kritisk over for Israel i medierne. Her næsten to år senere har historien vist, at Jyllands-Posten godt kan stryge det der “det gør vi ikke nu”.
Et nyere eksempel på en dum og dårlig leder kunne læses i The New York Times i sidste uge. Den hæderkronede amerikanske avis har en lang historik for at stå det forkerte sted og komme galt af sted. Støtten til Irak-krigen i begyndelsen af 2003 var for eksempel ikke særlig køn. Sidste mandag tog avisen så i en leder afstand fra Zohran Kwame Mamdani, som stiller op til borgmestervalget i New York City. Mamdani gør en rigtig god figur i primærvalgkampen, er blot 33 år og kommer med noget nyt. Men Mamdani “er en demokratisk socialist, som alt for ofte ignorerer de uundgåelige afvejninger ved regeringsførelse”. Avisen vil hellere have Andrew Cuomo, der er 67 år, og som måtte trække sig som guvernør i delstaten New York i 2021 på grund af en række skandaler. Mamdani er født i Uganda og muslim. Det lugter sgu af racisme.
I sidste uge bragte Politiken et debatindlæg af en 18-årig gymnasieelev ved navn Nicolai La Cour. “Der er meget at kæmpe imod for tiden. Rusland, Trump, klimaforandringer,” skrev han. Men en ting, han ikke gad kæmpe for, er den gamle verdensorden. Han havde set et interview med Mette Frederiksen på Folkemødet, hvor hun sagde netop det: “Vi skal kæmpe for den gamle verdensorden”. Den danske ungdom skulle være villig til at gå i krig for den verdensorden. Men det kunne denne gymnasieelev ikke drømme om: “Der er noget næsten komisk ved, at en midaldrende statsminister tror, hun kan få min generation til at gå i krig for 90’erne og 00’erne. Hvis vi virkelig vil kæmpe imod den nye verdensorden, må det være med en stædig tro på en helt ny verden.”
Det er meget præcist formuleret. Det kunne en avis da godt mene – selv Børsen, hvis den tænkte sig om. /Oliver Stilling