Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix
Det kan godt være, at han er ung og progressiv, og at byens største avis, The New York Times, ikke kunne nosse sig sammen til endorse ham i demokraternes primærvalgkamp om borgmesterposten, men det er ligegyldigt nu. Efter en fantastisk kampagneindsats af tusindvis af græsrødder og frivillige gennem mange måneder stod det tirsdag aften klart, at den 33-årige kandidat Zohran Kwame Mamdani har vundet sit partis nominering.
Mamdani, der siden 2020 har været medlem af delstatsforsamlingen i New York, står sådan set for, hvad man kan forvente af sådan en fyr: billigere boliger, gratis busser, gratis vuggestuer og børnehaver, højere skatter for de rigeste newyorkere osv. Folk, der har deres på det tørre, eller som lever religiøst efter talemåden ‘enhver er sin egen lykkes smed’, vil opfatte Zohran Mamdani som rødere end rød, måske endda som en kommunistisk sleeper agent.
Og hvis man tillige er islamofob, må man være ved at skide grønne grise ved tanken om ham som borgmester. Mamdani er født i Uganda, hans far er indisk-ugandisk og professor i postkoloniale studier på Columbia University; moren er indisk-amerikansk og filmmager. Og som man kan læse på Wikipedia, kan Mamdani blive New Yorks “første muslimske borgmester, den første asiatiske borgmester, den første millennial-borgmester og den første borgmester siden 1993, som er tilknyttet Demokratiske Socialister i America”. Scary, hva’?
Han førte ikke i meningsmålingerne op til primærvalget. Det gjorde den 67-årige Andrew Cuomo, som modvilligt og efter meget pres fra sit eget parti måtte trække sig fra posten som New Yorks guvernør i 2021 i kølvandet på en række skandaler, der bl.a. involverede grænseoverskridende og utilbørlig opførsel over for yngre kvindelige medarbejdere, og hvad man ellers kan forestille sig.
Mamdani har en venlig fremtoning, men han har været benhård i konfrontationerne med Cuomo. Da Cuomo i en debat tidligere på måneden angreb ham for hans “manglende erfaring” og bevidst udtalte hans efternavn forkert, svarede Mamdani (indøvet, men effektfuldt), at han aldrig havde været nødt til at træde tilbage i vanære, aldrig havde skåret ned på sundhedsforsikringen til almindelige newyorkere, og at “jeg aldrig [er] gået til angreb på 13 kvinder, som troværdigt har anklaget mig for sexchikane. Jeg har aldrig sagsøgt for at få adgang til deres gynækologiske journaler, og det har jeg ikke gjort, fordi jeg ikke er dig, Mr. Cuomo. Og desuden er navnet Mamdani”.
I en anden borgmesterkandidatdebat, som blev vist på tv-stationen NBC i begyndelsen af juni, skulle kandidaterne hen imod slutningen svare på, hvilket land de ville rejse til som det første, når de havde fået jobbet. Flere svarede straks Israel, og det samme gjorde Cuomo: “I betragning af den fjendtlighed og antisemitisme, vi har set i New York, ville jeg tage til Israel.”
Mamdani, som i årevis har givet udtryk for sin støtte til den palæstinensiske befolkning i de besatte områder, svarede, at han ville adressere newyorkerne i New York. Moderatoren afbrød ham febrilsk: “Vil du besøge Israel som borgmester?” Mamdani: “Jeg vil stå op for jødiske newyorkere, og jeg vil møde dem, hvor de end befinder sig i de fem bydele – hvadenten det er i deres synagoger eller templer eller i deres hjem eller på perronen i metroen, for når alt kommer til alt, skal vi imødekomme deres bekymringer.” Moderatoren: “Ja eller nej? Tror du på Israel som jødisk stat?” Mamdani: “Jeg mener, at Israel har ret til at eksistere.” Cuomo: “Han svarer nej, han vil ikke besøge Israel!” Hertil svarede Mamdani lynsnart, at “jeg mener, at alle stater skal have lige rettigheder for alle” – hvilket der jo beviseligt ikke er i apartheidstaten Israel.
Zohran Mamdani er en god kandidat. Men han er også et symbol. Sådan som USA ser ud, sådan som verden ser ud, er det løfterigt, at en kandidat med hans profil kan samle stemmer. Det giver håb, men ikke på den – set i bakspejlet – lidt latterlige Barack Obama-måde, hvor kampagnesloganet Hope endte med at være helt tømt for mening. /Oliver Stilling