Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er gået lidt under radaren, at Lars Aagaard (M) skal stå i spidsen for EU’s klimaministerråd. Når Danmark på tirsdag overtager EU-formandskabet – og regeringen senere tager imod kommissionsformand Ursula von der Leyen på Aarhus Universitet – har klimaministeren én overhængende opgave: at lede forhandlingerne om et nyt klimamål for 2040.
Mindre end et døgn efter at Aagaard er trådt ind i sin nye rolle, kommer EU-Kommissionen med deres forslag til, hvor meget de enkelte medlemslande hver skal nedbringe deres drivhusgasudledninger. Tallet kendes allerede: Kommissionen anbefaler en reduktion på 90 pct., som ifølge EU-næstformand Teresa Ribera er det mest “pragmatiske”.
EU’s egne klimaeksperter siger 90-95, mens en række EU-lande har presset på for, at tallet skal være endnu lavere end de 90. Men der er, siger Ribera, ganske enkelt ikke tid til en “stor udvanding” af målet, som EU’s klimalov forpligter medlemslandene til at fastlægge. Kommissionens eget udspil er allerede forsinket, og det haster således endnu mere, fordi EU skal præsentere det såkaldte NDC-mål – Nationalt Bestemte Bidrag – på vegne af EU’s medlemslande på FN’s Generalforsamling i september.
Når EU har så travlt, skyldes det ikke alene det tidspres, der er klimakrisen selv. Men ikke mindst også den anden mere konkrete deadline i form af klimatopmødet COP30 i Belém i Brasilien i efteråret, hvor EU skal præsentere et 2035-mål, der, hvis de ikke kan nå til enighed om 2040, kun kan blive endnu sværere at formulere.
“Der røg den sommerferie,” siger Lars Aagaard i et interview i Dagbladet Information. Danmark var det første land til at foreslå et klimamål på 90 pct. og lægger sig altså op ad EU-Kommissionens forslag. Men Danmark har ifølge Aagaard fået “tildelt en meget vanskelig hånd”, fordi der er “en stigende folkelig modstand mod klimatiltag, som bruges aktivt af højrepopulistiske kræfter”.
“[Det] gør, at jeg i dag har svært ved at få øje på den brede kreds af lande, som er klimabegejstrede,” siger han i interviewet med Informations klimajournalist Jørgen Steen Nielsen.
Klimaet er altså “rykket lidt for langt ned på dagsordenen” i EU, som statsminister Mette Frederiksen (S) sagde torsdag, og på den måde får Danmark altså en unik mulighed for at positionere sig som grønt foregangsland.
Ærlig mægler
Sådan opfattes Danmark på sin vis allerede. I en række europæiske medier som Politico fremhæves det, hvordan det bliver Aagaards opgave at sælge det “grønne landbrug” til et skeptisk EU, mens sidste års forhandlinger om den grønne trepart hyldes for at have fået selv de mest modstridende landmænd til at forstå, at også de skal gøre en indsats.
Og så pyt med, at en ny CO₂-afgift på landbruget, der nok var verdens første af sin slags, samtidig gav landbrugslobbyen en klækkelig bonus i form af nye milliarder i landbrugsstøtte – et bundfradrag, der reelt mindsker udgifterne for landmændene. Glemt er også, at Lars Aagaard flere gange har været tæt på at miste sin ministerpost; at han kun med nød og næppe overlevede et mistillidsvotum i april og kort efter lige præcis undgik at få en næse for sin håndtering af forsinkelserne på det danske elnet.
I det store billede betyder den slags mindre i EU-formandskabsregi. Det er ikke som sådan Danmark, det handler om. Danmarks rolle som formand – og Lars Aagaards rolle som klimarådsformand – er at være en “honest broker”. En ærlig mægler, der må og skal have sin holdning, men heller ikke må gå alt for langt med at presse sin egen nationale dagsorden igennem og dermed kan ende med at fremstå utroværdig.
Hvis det da så ikke var, fordi klimaet slet ikke ligger øverst på de danske prioriteter for formandskabet, der blev præsenteret i sidste uge: Det gør i stedet sikkerhed og konkurrenceevne, mens regeringen lægger op til en “regelforenkling” i landbrugssektoren, når Danmark sideløbende skal forhandle en ny landbrugspolitik for EU, der skal gælde fra 2027.
“Status quo er ikke en mulighed med den situation, Europa befinder sig i, og i dag er der en tredjedel af midlerne, der går til landbruget,” siger europaminister Marie Bjerre (V) til DR: “Vi vil gerne have moderniseret det her område, som er en meget stor post, så vi i højere grad får brugt midlerne mere klogt og mere effektivt.”
Ti år for Paris-aftalen
Lars Aagaards opgave det næste halve år bliver derfor i allerhøjeste grad et spørgsmål om klimapolitisk tæft og ja, ærlighed.
Fra Energistyrelsen, der er forankret under Aagaards ministerium, lød det i et baggrundsnotat om klimadiplomati sidste forår, at “det er vigtigt, at EU kan gå foran med et ambitiøst bidrag til Parisaftalen og dermed inspirere til øget klimahandling globalt”.
Og videre: “Regeringen arbejder derfor for et ambitiøst 2040-klimamål på mindst 90 pct. i forhold til 1990 niveauet, der er i overensstemmelse med Parisaftalens 1,5 gradsmål. Regeringen arbejder desuden for, at der også træffes beslutning om et EU-mål for 2035 i overensstemmelse med de 5-årige tidsrammer for indmeldelse af klimabidrag til Parisaftalen.”
I år er det præcis ti år siden, Paris-aftalen blev forhandlet og formuleret. Og på paradoksal vis er det netop Frankrig, der ser ud til at trække hårdest i land med den måske farligste klimadiplomatiske tilgang: at EU i virkeligheden ikke har så travlt.
Det budskab gentog den franske præsident Emmanuel Macron på torsdagens møde mellem de europæiske statsledere i Bruxelles – og fik opbakning fra Polens premierminister Donald Tusk, der for blot et halvt år siden var ham, der skubbede på for mere klimahandling. I en pludselig u-vending, der altså nu er vendt igen.
Det med den korte sommerferie er Lars Aagaard ikke alene om. Det danske embedsværk forventes at afvikle over 2.000 møder i løbet af det næste halvår, og der er ikke meget tid at løbe på. Aagaard behøver dog ikke selv at bekymre sig for meget, hvor langt han selv går foran: Snarere at navigere i de øvrige landes skiftende udmeldinger – og sikre, at EU overhovedet har et fælles mål i september. /Emma Louise Stenholm