Ole Henriksen er vært for året Gay Pride i København og fortæller om livet som homoseksuel - i barndommens Nibe, ungdommens København, nutidens LA. juli 2016.
Demokrati er en underlig størrelse. Dialogen frem mod et politisk sundt valg er i princippet intens og folkelig og gør plads til, at folk selv kan tage ansvar. Selv den amerikanske valgkamp var med alt sit mudder og vanvid en folkelig samtale, men i det øjeblik resultatet forelå, døde debatten, og splittelsen tog over. Det samme har vi set i et vist omfang herhjemme med Dansk Folkeparti, og vi så det ved det sidste svenske valg, hvor Sverigedemokraterna buldrede ind i Riksdagen med 13 procent af stemmerne, hvorefter landet gik i sort. For enkeltes vedkommende så direkte som for eksempel den landsdækkende tabloidavis Expressen, der trykte en helt sort forside med teksten ‘Vi er de 87 procent’, som henviste til alle dem, der ikke havde stemt på det indvandrerkritiske parti. Expressen buhede. Det samme gjorde den danske cremekonge Ole Henriksen og hans mand Laurence i weekenden, da han var i teatret i New York for at se succesmusicalen Hamilton, for pludselig ankom USA’s nyvalgte vicepræsident Mike Pence og satte sig på samme række som Henriksen.
”Hele salen buede, og det gjorde Laurence og jeg også,” forklarer Henriksen til BT. ”Alt hvad han står for, kan jeg slet ikke forholde mig til. Alt det had. Over for minoriteter. Latinoer, jøder, homoseksuelle. Jeg kan ikke have det.”
Her på Føljeton holder vi lige så meget af Ole Henriksen, som vi holder af Barack Obama. Men vi må nok sige med sidstnævnte: ”Lad være buhe – stem!”
Til det kunne Ole Henriksen selvfølgelig anføre, at det har han allerede gjort, og vi skal da indrømme, at hverken Obama eller vi har det klare svar på, hvad man så gør, når man ikke længere kan stemme. Der er vel ikke andet at gøre end at sige, at samtalen må fortsætte. The New Yorkers chefredaktør David Remnick advarede forleden på CNN mod at begynde at normalisere Donald Trump: ”Jeg frygter for vores land, og jeg tror ikke, det er urimeligt at gøre det. For vi har allerede normaliseret ham. Mindre end en uge efter at valget er overstået, er det pludselig blevet hverdag i Washington, og vi taler om, hvem der nu får hvilke poster, som om det bare var Mitt Romney, der havde vundet. Det er en hallucination. Hvis man mener det seriøst med hensyn til seriøs opposition i det her land, eller med seriøs journalistik, eller hvilken rolle man nu spiller, så er det nu, man skal gøre det.”
Samtalen fortsætter.