Tropisk storm i Santiago, Mexico. Daniel Becerril/Reuters/Ritzau Scanpix
Hvis man placerer en frø i en gryde med kogende vand, er det dyremishandling, og i øvrigt springer den straks ud. Hvis man placerer en frø i vandet og langsomt opvarmer det, springer den også ud.
Vent, hvad? Ja, den velkendte historie om frøen i gryden holder ikke.
Det ændrer dog ikke på, at man taler om denne form for effekt i videnskaben, og at den gælder for mennesker, når det kommer til klimaets forandringer.
Som klimamediet The Grist skrev (i 2009), demonstrerede den tyske fysiolog Friedrich Goltz (i 1873), at frøer bliver ukomfortable, så snart vandet når 25 grader, og vil kun forblive i vand, der opvarmes, hvis deres hjerner er blevet fjernet forinden. The Grist konkluderede dengang, at når det kommer til klimaforandringer, er vi altså ikke langsomtkogte frøer, men langsomtkogte, hjerneløse frøer.
Undersøgelser viser, at det stigende antal ekstreme vejrbegivenheder, såsom oversvømmelser og skovbrande, ikke øger bevidstheden om truslen fra klimaforandringer. I stedet ændres vores opfattelse af, hvad der er normalt. Denne sommer taler man i Storbritannien om hedebølger som “det nye normale”. Det samme siges i Sydkorea om ekstreme vejrfænomener, der plejede at finde sted med 100-200 års mellemrum.
Til gengæld konkluderer forskere i et studie i Nature, at vi kan opfatte konsekvenserne bedre, hvis de bliver præsenteret som en pludselig forandring.
Mens nogle lande plasker rundt i lunkent vand (og desuden trodser fornuft og videnskab ved at blive ved med at skrue op for blusset), er andre for længst blevet kastet i den metaforiske gryde med kogende vand.
Da klimaaktivisten Cynthia Houniuhi besøgte Fanalei, øen i Salomonøerne, som hendes far kommer fra, så hun huse oversvømmet af saltvand, og hun blev fortalt om familier, der var blevet tvunget til at flytte. Da hun senere studerede jura ved University of the South Pacific i Fiji og blev forperson i organisationen Pacific Island Students Fighting Climate Change (PISFCC), fik hun og hendes medstuderende en idé. I 2019 begyndte de at arbejde for at få en juridisk vurdering af staters ansvar i klimakampen fra Den Internationale Domstol (ICJ).
Som de unge aktivister slogan-venligt formulerede det: “Vi bringer verdens største problem for verdens højeste domstol.”
Med stillehavsnationen Vanuatu i spidsen lykkedes det at overbevise 132 lande om at tage sagen op i FN. FN’s Generalforsamling stillede på baggrund heraf ICJ to spørgsmål: Hvilke forpligtelser har staterne i henhold til international lov til at bekæmpe klimaforandringer? Og hvilke juridiske konsekvenser har det, hvis de undlader at gøre dette?
Onsdag kom svaret fra Haag.
Efter to timers oplæsning af den juridiske vurdering stod det klart, at alle stater er forpligtet til at reducere drivhusgasudledningen og tilpasse sig klimaforandringer. Desuden kan lande, der bliver ramt af klimaforandringer, i nogle tilfælde have ret til erstatning.
Rige lande og/eller olielande, herunder Australien, USA, Storbritannien, Saudi-Arabien, Kuwait, Kina og Rusland, har i løbet af processen argumenteret imod dette juridiske ansvar. Danmarks holdning var ligeledes, at klimakrisen ikke skal løses i retsalene.
I mellemtiden kunne stater tæt på kogepunktet ånde lettet op.
“Det har bekræftet, hvad sårbare nationer har sagt og vidst i så lang tid,” sagde Ralph Regenvanu, som er Vanuatus minister for klimaforandringer, om udtalelsen.
Udtalelsen fra ICJ bygger på udtalelser fra to andre internationale domstole. I 2024 fastslog Den Internationale Havretsdomstol, at drivhusgasser forurener havmiljøet, og denne måned konkluderede Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol, at et sundt klima er en menneskeret, som stater har ansvar for at beskytte.
Udtalelsen er juridisk rådgivende og dermed ikke bindende. Den er dog god at have i baghånden, hvis man skal føre en klimaretssag, når der skal forhandles på COP30 i Brasilien til efteråret, og generelt set, når man står over for en “akut eksistentiel trussel,” som Yūji Iwasawa, der er præsident for ICJ, definerede klimakrisen.
Hvis man nogensinde har brugt ti minutters tid på at kigge i et vandhul fyldt med frøer, forundrer det egentlig ikke, at frøer hopper ud af vand, der opvarmes. Faktisk virker de utroligt opmærksomme på faresignaler. Hvis man vil se nærmere på de slibrige springpadder, skal man nærme sig langsomt og forsigtigt, for hvis bare ens skygge rammer dem, hopper de ad helvede til.
Dén reaktionsevne kunne vi mennesker, eller i det mindste vores forureningsfornøjede stater, godt lære noget af. /Emilie Ewald