
Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix
For Danmark er USA en vigtigere allieret end EU og dets ligesindede. På trods af adskillige forsøg på at løsrive sig fra amerikansk dominans i alt fra våbenproduktion til digitale løsninger, lytter regeringen mere til Trump end lederne tættest på sig selv.
Når Danmark ved netop ikke at gøre noget er en del af det larmende fåtal af lande, der ikke har anerkendt Palæstina som stat, skyldes det især, at USA ikke har gjort det. Efter Frankrig, Storbritannien, Malta og senest Canada har sagt, at de vil anerkende Palæstina på FN’s Generalforsamling i september – og dermed tilslutte sig de 147 lande, der allerede har gjort det – tøver den danske regering endnu.
Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) vil Danmark “afsøge alle muligheder” for at øge presset på Israel, mens udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger det samme som for halvandet år siden: At en anerkendelse af Palæstina “ideelt bør ske som resultat af en forhandlet to-statsløsning eller som led i en bredt koordineret EU-indsats”.
Ingen af de to ting kommer til at ske foreløbig, ikke mindst fordi der i EU fortsat er så store uenigheder om at suspendere associeringsaftalen med Israel, at en fælles indsats om at anerkende Palæstina praktisk talt er utænkelig. Derfor er regeringens diplomatiske pragmatisme i den virkelige verden det samme som at sige ingenting.
Men selv hvis Danmark skiftede kurs, ville det ikke betyde det store for Donald Trump.
“Oh’ Canada!!!”, skrev han først truende på Truth Social, da Canadas premierminister Mark Carney annoncerede, at han vil anerkende Palæstina – på den betingelse, at Det Palæstinensiske Selvstyre holder valg næste år. “Det vil gøre det meget svært for os at indgå en handelsaftale med dem.”
Som forudset nåede Carney og Trump ikke at blive enige om en handelsaftale inden fredag, og derfor hæves tolden på alle varer, der ikke er omfattet af handelsaftalen mellem USA, Mexico og Canada, fra 25 til 35 pct.
Men spørgsmålet om Palæstina var ikke en dealbreaker, sagde Trump:
“Jeg kunne ikke lide, hvad de sagde, men … det er deres mening.”
Han er helt ligeglad.
Ingen vægt
Mere betød det reelt ikke for Donald Trump, at Canada følger i hælene på de lande, der har lavet et markant skifte i deres holdning til at anerkende Palæstina. Nej, på intet tidspunkt har han taget decideret afstand fra udmeldingerne.
“Det har vi ingen mening om,” sagde Trump eksempelvis om den britiske premierminister Keir Starmers beslutning. “Man belønner Hamas, hvis man gør det. Jeg synes ikke, de skal belønnes,” fortsatte han og skiftede så emne til beboerne i Gaza: “Vi vil skaffe en masse penge til området, så de kan få noget mad.”
Om Emmanuel Macron, der fra september kan blive den første G7-leder til at anerkende Palæstina, lød ordene mere ironisk afvæbnende:
“Det er ligegyldigt, hvad han siger,” sagde Trump. “Han er en rigtig god fyr. Jeg kan godt lide ham, men den udtalelse har ingen vægt.”
Med andre ord ville det umiddelbart ikke koste en dansk regering dyrt at anerkende Palæstina, selvom den vævende tilgang af flere kommentatorer forklares med henvisning til den svære balance i at skulle jonglere det nuværende EU-formandskab og den midlertidige plads i FN’s Sikkerhedsråd, som Danmark overtog ved årsskiftet.
Ikke på trods, men netop derfor burde Danmark have en klarere holdning. Særligt når der efterhånden er så mange, der anerkender Palæstina, at det ikke længere er kontroversielt, og Trump tilsyneladende ville være ligeglad med lille Danmark.
… og ingen træer
Den danske regering siger ikke selv, at det handler om USA. Man kan blot konstatere, at Danmark og USA står pinligt alene tilbage, og den danske fodslæbende politik blot følger den doktrin, der har domineret dansk udenrigspolitik i årevis: Danmark gør det, USA gør.
“Det er selvfølgelig særligt USA’s militære støtte til Israel, der er afgørende,” siger DIIS-forsker Rasmus Sinding Søndergaard til DR om muligheden for, at Israel reelt kan ændre kurs som følge af det seneste pres. “Han tillægger ikke den her slags handlinger i form af officiel anerkendelse af Palæstina nogen nævneværdig betydning.”
En anerkendelse af Palæstina skaber ikke fred alene, men de muligheder, Mette Frederiksen taler om at afsøge, ligger allerede ligefor. Trods den amerikanske præsidents umiddelbare sympati med de sultende i Gaza, og at flere i hans bagland er begyndt at optrappe kritikken af Benjamin Netanyahu, er der ingen tvivl om, at Trump stadig står last og brast med Israel.
Mens bomberne falder i Gaza og Libanon, og diskussionerne om definitioner fortsætter, er der ikke mange argumenter tilbage for at blive ved med at gøre som ham. Hvis det da ikke lige skulle være at bruge handel som våben, bare med omvendt fortegn: stoppe handlen med Israel.
“Man kan mene, som uafhængige efterforskere ved Den Internationale Straffedomstol gør (herunder en, der har overlevet Holocaust), at der er blevet begået en lang række krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Gaza. Eller man kan mene, at det også er folkedrab. Men definitionen er mindre vigtig end nødvendigheden af at sætte en stopper for grusomhederne og stille de ansvarlige til regnskab,” skriver kriminologiprofessor Mark Kersten i et i øvrigt læseværdigt indlæg – og citerer en kollega, der forsker i international sikkerhed og forbrydelser mod menneskeheden:
“Forestil dig, at Gaza var en skov. Verden bliver måske vred, hvis du brænder alle træerne ned på én gang. Så i stedet hugger du bare løs på den. Den første dag dræber du måske 10 træer, den anden dag 90 træer, den næste dag seks træer. I mellemtiden vander du ikke resten af træerne, og du gør, hvad du kan for at dryppe så lidt vand som muligt. Og hvis ingen stopper dig i at hugge løs … en dag er alle træerne væk.” /Emma Louise Stenholm