Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
“Det er ikke rigtig en aftale,” sagde en tænketanksanalytiker, da USA’s præsident Donald Trump og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen i sidste uge mødtes i Skotland for at lande en handelsaftale mellem USA og EU.
I nogle lejre udløste det lettelsessuk, da de to gav hånd på, at der pålægges 15 pct. på europæiske varer, der importeres til USA – i stedet for de nuværende knap 5 pct. Dermed undgik EU nemlig den højere sats på 30 pct., som Trump har truet med.
Andre steder var skuffelsen over Ursula von der Leyens strategi imidlertid større: Frankrigs Emmanuel Macron mente, at EU burde være en mere “frygtet” forhandlingspartner, mens Ungarns Viktor Orbán sagde, at Trump “spiste von der Leyen til morgenmad”.
Fredag annoncerede Trump så, at de justerede toldsatser, der skulle være trådt i kraft inden weekenden, er udskudt til torsdag. Aftalen, der i vid udstrækning er udlagt som en sejr for Trump, kan dermed nå at ændre sig markant. Ifølge Kommissionen er aftalen nemlig slet ikke juridisk bindende, ligesom USA og EU i første omgang er uenige om, hvad tolden overhovedet dækker over.
Eksempelvis siger Det Hvide Hus, at EU har sagt ja til at “købe betydelige mængder” våben i USA, hvilket fik europæiske forsvarsaktier til at falde. I dag køber EU allerede langt størstedelen af sit materiel i USA, og da våbenindkøb i EU er en national kompetence, er det heller ikke en beslutning, Kommissionen kan tage.
“Ud over at træffe de umiddelbare foranstaltninger, som de har forpligtet sig til, vil EU og USA forhandle videre i overensstemmelse med deres relevante interne procedurer for at gennemføre den politiske aftale fuldt ud,” skriver Kommissionen.
Det, der formentlig kommer fredag, er heller ikke en egentlig aftale, men en udtalelse, der så skal gøres til lov. Som det amerikanske medie Vox påpeger, er der dog i det mindste lidt mere systematik over Trumps fremgangsmåde nu sammenlignet med tilbage i april, da han første gang satte en toldhammer over EU og resten af verden:
“Investorerne reagerede på Liberation Day med rædsel, fordi Trumps toldsatser i april virkede virkelig kaotiske, impulsive og bizarre – og fordi det virkelig var uklart, hvad præsidenten overhovedet forsøgte at opnå. Siden da har vi dog fået mere klarhed over, hvilken type aftaler der kan godkendes af Trump – og generelt involverer de forpligtelser til at købe amerikanske varer eller give USA penge,” skriver Vox og fortsætter:
“Vi har set, at hvis et land eller en blok giver tilsagn, som Trump anser for at være tilstrækkelige – som i tilfældet med EU, Japan og Sydkorea – så erklærer Trump, at der er indgået en aftale, og de slipper for de værste toldforhøjelser … Men hvis Trump ikke er tilfreds med de indrømmelser, der tilbydes (som i tilfældet med Indien, Taiwan og Schweiz), eller hvis han er vred på lande af en anden grund (som med Canada, Sydafrika og Brasilien), forsøger han at presse dem ved at lægge store toldsatser på i håb om, at de giver efter.”
De justerede toldsatser for over 70 lande kommer for blandt andre Syrien og Myanmars vedkommende over 40 pct. Som Jacob Funk Kirkegaard, seniorforsker ved den økonomiske tænketank Peterson Institute i Washington DC, siger til DR:
“Der virker primært til at være en strategi over for EU, Storbritannien og USA’s nabolande. Når det kommer til de mere udsatte lande, virker det hele lidt tilfældigt.” /Emma Louise Stenholm