Lakruwan Wanniarachchi/AFP/Ritzau Scanpix
Det er sjældent behagelig læsning, når David Wallace-Wells skriver en kronik om klima og miljø i The New York Times. Den amerikanske journalist, som i 2019 udgav bogen Den ubeboelige klode, er ikke kendt for at være en optimist. Nogle kritikere mente som reaktion på bogen, at han ligefrem var alarmistisk, men med stigende temperaturer, flere ekstreme vejrbegivenheder og fortsat voksende efterspørgsel på olie taget i betragtning, er han nok snarere realist.
Wallace-Wells’ seneste ubehagelige sandhed handler om forureningen af vores klode og vores kroppe: “Der er nu en form for forurening i meget af det, vi spiser, indånder og rører ved, og det er sådan, det kommer ind i vores krop: gennem fordøjelsen i tarmen, gennem åndedrættet i lungerne og gennem vores porer, hvor de mindste partikler er så små, at de kan trænge igennem huden, når de ikke transporteres, praktisk talt vægtløse, tusindvis af kilometer gennem luften.”
En af forureningskilderne er plastik, som oftest er produceret af olie og ifølge en ny rapport udgivet i The Lancet koster 1,5 billioner dollars om året i sundhedsomkostninger. Det britiske videnskabelige tidsskrift konkluderer ligeledes, at plastik er en “alvorlig, voksende og underkendt fare for menneskers og planetens sundhed.”
Rapporten blev udgivet op til, at verdens lande tirsdag mødes til globale forhandlinger om plastik i Genève. Forhandlingerne om en global, juridisk bindende aftale om stop for plastikforureningen blev indledt af FN i 2022, hvor bekymringen for plastik var voksende grundet advarsler såsom, at der i 2050 ville være mere plastik end fisk i havene.
Udgangen af 2024 var deadline, men efter INC-1, -2, -3 og -4 kunne landene stadig ikke nå til enighed på INC-5 sidste december. På den ene side stod en koalition af mere end 100 lande anført af Rwanda, Norge, Peru og EU med de høje ambitioner, og på den anden side – og i vejen for en ambitiøs aftale – stod olie- og gasproducerende lande såsom Rusland, Saudi-Arabien, Iran, Irak, Kuwait, Indien og Kina.
Derfor genoptages forhandlingerne nu med INC-5.2.
Plastik er ikke bare overalt i vores miljø (i skyerne, i Marianergraven og på toppen af Mount Everest). De er også inden i os (omtrent hvad der svarer til en plastikske i vores hjerner ifølge et studie).
Desværre er dem, der arbejder for at lade forureningen fortsætte, tilsyneladende lige så allestedsnærværende.
Ved INC-5 var der rekordmange lobbyister fra den fossile industri til stede. Som The Guardian rapporterede i sidste måned, har lobbyister – lidt ligesom bittesmå stykker mikroplast – “totalt infiltreret” forhandlingerne. Uden en underskrevet aftale står produktionen af plastik til at fordoble eller tredoble inden 2050.
“For nylig har jeg selv overvejet, om advarsler om fremtidige konsekvenser i sig selv bidrager til problemet – ved at gøre offentligheden bekendt med skræmmende muligheder, som, når de bliver til virkelighed, virker mindre skræmmende, fordi de allerede er blevet bearbejdet,” skrev David Wallace-Wells tidligere i år ovenpå de voldsomme skovbrande i Los Angeles.
Herhjemme har Iben Maria Zeuthen, der har kritiseret mediers utilstrækkelige dækning af klima- og miljøkrisen og oplyst om klimaforandringer de sidste to år, sat sit initiativ Rydfladenforklimaet på pause. “Ser man på menneskeskabte katastrofer som miljøkrisen eller det, der sker i Gaza, beviser det på en eller anden måde, at journalistik burde fungere bedre. Hvis oplysning om uretfærdigheder virkelig førte til handling, så burde vi med journalistikken kunne forhindre, at ting går så galt. Jeg synes ikke længere erfaring siger, at ord er magt,” siger hun til Politiken om sin beslutning.
Zeuthen lægger (heldigvis) ikke klimakampen på hylden, men hun vil undersøge om klimakampen kan italesættes “endnu mere og langt bredere”.
Hvis klimajournalistikken har brug for nye former, har klima- og miljøkampen det måske også. “Hele miljøbevægelser i fortiden har været bygget på frygt for begyndende forurening. Men hvad kan vi lære, når forurening tilsyneladende allerede er overalt og i alle?” spørger Wallace-Wells.
Først og fremmest, at det er afgørende, at den 5.2’ende gang er lykkens gang. /Emilie Ewald