Mohammed Jamal/Reuters/Ritzau Scanpix
Som så meget andet nyt fra borgerkrigen i Sudan gik massakren på Zamzam-flygtningelejren i april mere eller mindre under radaren. Lidt slap der ud, men indtil for nylig har den officielle vurdering været, at cirka 400 ikke-arabiske civile i lejren var blevet myrdet af den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF), som siden april 2023 har været i krig med den sudanesiske hær (SAF). Tallet er højere, grusomhederne værre, skriver The Guardian i dag, torsdag.
Der er snarere tale om mindst 1.500 og muligvis 2.000 dræbte. En Mohammed Sharif, som er med i en komité, der er nedsat for at opgøre dødstallet, siger til avisen, at tallet kan vise sig markant højere. “Deres lig ligger inde i huse, på marker, på veje,” udtaler han. En “atrocity expert”, som avisen har talt med, siger, at selv sammenlignet med de folkedrabsagtige nedslagtninger, der fandt sted i Darfur i 00’erne, er det her værre. “Hvert eneste vidneudsagn fra alle, der slap væk, havde familiemedlemmer, der var blevet dræbt. Det er noget, jeg aldrig har oplevet før.” I kølvandet på en massakre er der altid seksuel vold. Samtidig er et stort antal kvinder blevet bortført, heraf er mere end 20 angiveligt blevet ført til Nyala 160 kilometer væk, hvor RSF har sit hovedkvarter.
Abdallah Abugarda, der overlevede folkemordet i Darfur i 2003, og som i dag er leder af den britiske Darfur Diaspora Association, siger, at cirka 4.500 af foreningens medlemmer havde en ven eller et familiemedlem, der var blevet dræbt i angrebet: “Massakren i Zamzam, hjemsted for fordrevne i mere end 20 år, er en af de mest grusomme forbrydelser i nyere historie. Alligevel har det ikke ført til nogen global fordømmelse.”
Zamzam-flygtningelejren ligger i Darfur, 15 kilometer syd for Norddafurs hovedstad Al-Fashir. Her er den også gal. Massakren foregår i slowmotion. Internationale hjælpeorganisationer er blevet forment adgang til byen. Det betyder, at op imod trekvart million mennesker lider af sult, ifølge African Centre for Justice and Peace Studies. Omkring halvdelen af dem er børn, vurderede Unicef i marts. RSF belejrede Al-Fashir i april 2024, efter at lokale bevæbnede grupper havde sagt, at de støttede den sudanesiske hær. I stedet for at lade hjælpeorganisationer komme til, har RSF åbnet en “humanitær korridor” til byen Tawila 40 km væk, og det er lykkedes mange at flygte den vej. Men som Al Jazeera skriver, så er der et stort udbrud af kolera i Tawila, som “kan koste allerede fejlernærede børn livet”.
Den amerikanske journalist Anne Applebaum har en lang artikel om Sudan i The Atlantic under overskriften ‘Verdens mest nihilistiske konflikt‘. Hun har været i Khartoum, Sudans hovedstad, og beskriver, hvordan RSF som hævn for tabt terræn til SAF kunne finde på at affyre granater ind over byens beboelsesområder om natten. På hospitalet møder hun familier, der har forsøgt at flygte, men er blevet såret. Applebaum skriver:
“Statistik bruges undertiden til at give et indtryk af omfanget af ødelæggelserne i Sudan. Omkring 14 millioner mennesker er blevet fordrevet på grund af års kampe – flere end i Ukraine og Gaza tilsammen. Cirka fire millioner af dem er flygtet over grænserne, mange til golde, fattige steder – Tchad, Etiopien, Sydsudan – hvor der er få ressourcer til at støtte dem. Mindst 150.000 mennesker er døde i konflikten, men det er sandsynligvis en betydelig underrapportering. Halvdelen af befolkningen, næsten 25 millioner mennesker, forventes at sulte i år. Hundredtusinder af mennesker er direkte truet af sult. Mere end 17 millioner børn, ud af 19 millioner, går ikke i skole. En koleraepidemi raser. Malaria er endemisk. Men ingen statistik kan udtrykke den følelse af formålsløshed, af meningsløshed, som krigen har ført med sig sammen med den fysiske destruktion.”
Så længe Sudan ikke har større international bevågenhed, er det tvivlsomt, om situationen bliver bedre. Det internationale samfund må kunne rumme det. De europæiske lande må kunne rumme Sudan. /Oliver Stilling