
En israelsk kampvogn i Gaza. Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
Benjamin Netanyahu lytter ikke.
Ikke til Læger Uden Grænser, som kalder nødhjælpsuddelingerne i Gaza – faciliteret af den amerikanskstøttede israelske organisation Gaza Humanitarian Foundation – “orkestreret drab”. Heller ikke til Israels største menneskerettighedsorganisation B’Tselem, der har udgivet en rapport, der anklager landet for at begå folkemord.
Ikke til det tiltagende internationale pres fra verdens lande og Israels allierede. Fra den amerikanske højrefløj, hvor kongresmedlem og MAGA-loyale Marjorie Taylor Greene i sidste måned beskrev Israels krig i Gaza som et folkedrab. Til det europæiske magtcentrum, hvor EU-Kommissionens ledende næstformand Teresa Ribera har udtalt, at det i høj grad ligner et folkedrab. “Det, vi ser, er en konkret befolkningsgruppe, der bliver udsat for målrettede angreb, dræbt og dømt til at sulte ihjel,” sagde hun torsdag til Politico.
Netanyahu lytter heller ikke til sin egen generalstabschef Eyal Zamir, der har været uenig med premierministerens ønske om at besætte Gaza. Eller til de 19 tidligere israelske sikkerhedschefer, herunder tidligere premierminister Ehud Barak og tidligere IDF-stabschefer Moshe Ya’alon og Dan Halutz, der søndag aften udgav en videoerklæring, hvor de advarede om at udvide krigen i Gaza.
Den israelske premierminister er faktisk så lidt lydhør, at mere end 600 tidligere sikkerhedsfolk, der blandt andet har været ledere af Mossad og den israelske udenrigstjeneste, i stedet rettede deres appel mod USA’s præsident Donald Trump. “Vi opfordrer dig til at slutte krigen. Du gjorde det i Libanon. Tiden er inde til at gøre det samme i Gaza.”
Stik imod kritik og advarsler har Netanyahu besluttet sig for at eskalere krigen. Torsdag bekræftede han til Fox News, at Israel planlægger at tage midlertidig kontrol over Gaza. Derefter fulgte et 10 timer langt møde, hvor Israels sikkerhedskabinet godkendte premierministerens forslag – dog begrænset til overtagelse af Gaza By.
Det indebærer fem principper for at afslutte krigen, som det lyder fra regeringskontoret, herunder at afvæbne Hamas, få overdraget alle tilbageværende israelske gidsler, demilitarisere Gazastriben, opretholde fuld israelsk kontrol herover og etablere en alternativ civil regering, der ikke inkluderer Hamas eller det nuværende palæstinensiske selvstyre, som befinder sig på Vestbredden. Men det risikerer også at føre til “en langstrakt og blodig affære. For palæstinensere, gidsler og israelske soldater,” som DR Nyheders korrespondent Puk Damsgård skriver.
Den israelske oppositionsleder Yair Lapid beskriver beslutningen som “en katastrofe, der vil føre til mange flere katastrofer”.
For døve ører
Herhjemme viser Mette Frederiksen og den socialdemokratiske partitop sig heller ikke fra deres lydhøre side, siger Mogens Lykketoft (S) til Politiken.
I avisen kritiserer han og to andre tidligere udenrigsministre statsministerens linje i forhold til Israel. For mens andre europæiske lande, såsom Frankrig og Storbritannien, vil anerkende Palæstina som stat, er Danmark påfaldende stille. Og når andre europæiske lande har besluttet sig for at evakuere sårede børn fra Gazastriben, så de kan modtage livsnødvendig behandling, har Danmark indtil videre afvist at handle på Verdenssundhedsorganisationens anmodning.
“Altså, den vil jeg nok mene, at regeringen skulle have grebet for ikke at være under kritik for at være fuldstændig følelsesløs. Det ville være det humanitært rigtige,” siger Per Stig Møller (K), som var udenrigsminister fra 2001 til 2010.
“Jeg synes, det er skamfuldt, at vi ikke er villige til at gøre det,” istemmer Holger K. Nielsen (SF), der ligeledes har siddet på posten som udenrigsminister i en kort periode.
Lykketoft (S) beskriver Europa og USA’s langsomme reaktionsevne som “et uhyre moralsk svigt” og understreger, at Danmark har gjort “alt for lidt”.
Om Danmark har gjort for lidt set i lyset af Israels eskalering, ville Christian Friis Bach (V), som er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget, ikke rigtig svare på i fredagens P1 Morgen. “Israel lytter ikke, og så må vi hæve stemmen,” konkluderede han.
Benjamin Netanyahu har de sidste 22 måneder vist sig at være langt uden for sniksnakdiplomatisk rækkevidde. Som 58 tidligere EU-ambassadører skriver i et brev rettet mod de europæiske ledere, har EU heldigvis andre midler til rådighed, herunder sanktioner, suspension af handelsaftaler, forsknings- og kultursamarbejde samt stop for våbensalg til Israel.
Bibi er bindegal, men mon ikke det alligevel kunne få ham til at spidse ører? /Emilie Ewald