Den franske van(d)ære

Der er noget i vandet. Eller rettere: Der var noget i vandet, og nu er det blevet renset. Hvilket i sig selv giver anledning til ramaskrig.

I Frankrig har en omfattende skandalesag omhandlende bl.a. varemærkevandet Perrier raset de sidste mange måneder. Og faktisk skal vi helt tilbage til begyndelsen af sidste år for at finde forargelsens kilde til ‘den franske Watergate’: Dengang kunne Le Monde sammen med Radio France afsløre, at bl.a. fødevarekonglomeratet Nestlé – som ejer Perrier – i smug havde behandlet flaskevand, som ellers bliver solgt til ågerpriser med løfter om, at det er tappet direkte fra naturlige kilder uden yderligere fiksfakserier.

Problemet er, at det i Frankrig og EU er stramt reguleret, hvad man må kalde naturligt mineralvand. Ved at filtrere og fx sterilisere kildevandet med ultraviolet lys havde Perrier kort sagt forbrudt sig mod reglerne og solgt et misvisende produkt. Når vandet blev behandlet, var det jo ikke længere så naturligt, som Perrier-flaskerne påstod. I praksis var vandet altså blevet gjort renere – og paradoksalt nok var det selve skandalens kerne. Vælger man at købe dyrt flaskevand i stedet for at drikke direkte fra hanen, har det nemlig bare at smage “rigtigt” af bjergsider, undergrund og eksorbitant plastikforbrug.

Meget vand er løbet under broen siden Le Mondes og Radio Frances oprindelige afsløring, og frem er også kommet yderligere detaljer om, at den franske regering øjensynligt har holdt hånden over producenterne. I hvert fald har man vendt det blinde øje til behandlingerne, vel vidende at franske mineralvandsmærker som Perrier, Evian og Vichy udgør en vigtig milliardforretning, som er afhængig af, at profitjagten fortsat får lov til at flyde uhindret. Særligt i en tid, hvor de tiltagende klimaforandringer og den resulterende tørke gør det sværere at opretholde en reel produktion af rent og naturligt drikkevand.

Vandhuller

Størstedelen af jordkloden er dækket af vand, vores kroppe er fyldt med det, og selvom vi godt kan undvære Perrier, kan vi ikke leve uden rent drikkevand. Netop det er en fundamental forudsætning for liv, ligesom det er filosofiens grundkilde: Thales af Milet, den første af de joniske naturfilosoffer, kickstartede populært sagt den antikke tænkning ved at påstå, at alt er vand. I den forstand er der heller ikke meget at sige til, at folk lige siden har tænkt temmelig kritisk om væsken, vi alle indtager.

Enhver konspirationsteoretiker med respekt for sig selv mener, at der på den ene eller anden måde er blevet fiflet med vandet. Der er blevet puttet noget i det, som kontrollerer os, gør os skøre, eller – hvis man spørger USA’s sundhedsminister Robert F. Kennedy – forstyrrer frøernes seksualitet. Vand er ikke bare sit eget kaninhul, det har også magten til at oversvømme alle de andre huller. Ligesom det – forunderligt nok – kan blive genstand for diverse modeluner: Med alt fra Stanley Cups til Liquid Death-dåser forsøger influencer-typer til stadighed at gentænke den mest basale af alle drikkevarer. Det er, utroligt nok, blevet en identitetsmarkør at drikke vand på den “rigtige” måde.

Netop det er, hvad Perrier har profiteret på i omtrent 120 år. Så skal man bruge den franske Watergate til noget, kan det passende være at forstå de flydende grænser mellem markedsføring, konspiration og skinbarlig virkelighed: Såfremt vi ikke passer på, vil der uundgåeligt komme ubehagelige ting i vandet – fx pesticider og mikroplast, der vidner om en tiltagende miljøforurening. Ja, grundvandet og de naturlige kilder må nødvendigvis beskyttes, hvis ikke vi vil have en bismag af fækalier, når forværrede oversvømmelser fx skyller landbrugets lort videre ud i systemet. Hvis det da ikke allerede er for sent.

Som svar på Perrier-skandalen har Laurent Freixe, adm. direktør for Nestlé, udtalt, at vi nok skal gøre op med den “romantiske” og “virkelighedsfjerne” forestilling om, at der findes noget sådant som naturligt mineralvand, som man “bare kan putte på flaske uden nogen indgriben”. Det er smart set af Freixe – for hvis man ikke længere kan levere varen, kan man jo altid udvande begreberne. /David Dragsted