
Ole Berg-Rusten/Reuters/Ritzau Scanpix
Norges oliefond har solgt en række af sine israelske aktier. Det sker efter afsløringer om, at oliefonden har tjent styrtende på investeringer i bl.a. det israelske bombeflyselskab Bet Shemesh Engines Holdings, der står for at vedligeholde de bombefly, som Israel bruger i Gaza. Aktierne i denne og ti andre virksomheder er nu solgt fra. “Vi må erkjenne at det har kome informasjon vi burde ha fanga opp,” siger Oliefondets topchef Nicolai Tangen på et pressemøde, hvor han dog også slår fast, at de ikke har brudt nogen regler.
Oliefondet har fortsat aktier i 44 israelske virksomheder, herunder Next Vision Stabilized Systems, der leverer kameraer til droner, som bruges af det israelske militær. Den norske finansminister Jens Stoltenberg udtaler til NRK, at der vil komme flere tiltag, og at det nok ikke er sidste gang, de trækker sig ud af israelske investeringer.