Kampen om Knausgård

Dragsted: Okay Emilie, jeg har hørt rygter om, at du hen over sommeren er faldet i et af de største og mest tidskrævende kaninhuller af dem alle: Karl Ove Knausgårds forfatterskab. Er det rigtigt?

Ewald: Ja, det må man sige. Jeg læste Morgenstjernen som en besat lige inden sommerferien og pakkede derefter Natskolen og de første tre bind af Min kamp med mig på sommerferie (meget tung kuffert). Og mens jeg var i gang med det andet bind, læste jeg sideløbende Ude af verden og Linda Boström Knausgårds Oktoberbarn.

Dragsted: Hvor er jeg dog glad for, at jeg endelig – efter mange års Knausgård-rablen på redaktionen – har fået dig med på vognen. Hvad fik dig bidt?

Ewald: Der er vel altid en modstand over for noget populært, som man ikke opfangede var populært, før alle tilsyneladende havde læst og forholdt sig til det. Knausgård bryder jo også en del med mit vanlige læsemønster, for jeg læser så mange bøger af kvinder, at der burde indføres omvendte kønskvoter på min bogreol. Men så læste jeg de første sider af Morgenstjernen på biblioteket og blev fuldkommen opslugt. Der var noget meget sælsomt over det.

Dragsted: Selv kan jeg jo godt lide at påstå, at jeg hoppede på Knause-vognen før det blev alt for populært, da jeg allerede tyggede mig igennem alle seks bind af Min kamp i gymnasiet. Men dermed blev jeg også den totale kliché på en litterært interesseret yngre mand, som havde læst Knausgård i sine formative år, og derfor nu gjorde det til hele sin personlighed. Jeg rødmer lidt ved tanken om alle de samtaler, jeg har haft, hvor jeg begejstret har udbrudt: “Det er præcis det, Knausgård skriver om!”

Men altså: Når du selv fremhæver, at du mest læser bøger af kvinder, bliver jeg også interesseret i kønsspørgsmålet. Altså: Alle os unge mænd omkring de 30, som knuselsker ham, udgør jo en mindre (og ret øretæveindbydende) akademikerhær. Så hvordan har det været at læse Knausgård som yngre kvinde – vel vidende, at der også findes det mandefællesskab?

Og nå ja: Hvad var sælsomt ved Morgenstjernen?

Ewald: Jeg kan afsløre, at uanset om man læser ham som ung mand eller kvinde, gør denne besættelse sig uheldigvis gældende. Min (stakkels) kæreste begyndte til sidst at spørge, om Karl Ove også skulle med på stranden, fordi jeg talte så meget om ham. Så ja, det føles lidt som at blive ufrivilligt medlem af en kult, der inkluderer Alex Vanopslagh. Jeg overvejer endda at læse Bibelen for at forstå referencerne.

Til tider var Min kamp (den del, som jeg har læst indtil videre) selvfølgelig meget mandet. Jeg er fx kommet i tvivl om, hvorvidt alle mænd faktisk vurderer, om de har lyst til at gå i seng med hver eneste kvinde, de møder. Men det, Knausgård skriver, er jo også bare meget menneskeligt.

Med til historien om Morgenstjernen hører, at jeg efter at have marathonlæst den hen over en weekend møder ind på redaktionen, klar til at rable løs, men i mellemtiden er du blevet far og derfor væk på barsel. Det var så frustrerende, for i vanviddets øjeblik føltes det næsten lige så vigtigt, at jeg havde læst Knausgård, som at du havde fået en datter!

Jeg tror, at det skyldtes personerne og scenerne i Morgenstjernen, der med det samme tonede så tydeligt frem. Jeg hengav mig fuldstændig til billedet af børnene, der sover i deres senge, “som om verden var et rum, de besøgte.” Og det var bare første side. Jeg havde ingen anelse om, hvor vildt det ville blive, og jeg blev nærmest fornærmet, da jeg ved endt læsning læste din anmeldelse, som var en smule lunken.

Dragsted: Haha! Du skal jo tænke på, at jeg allerede havde læst bl.a. hele Min kamp og Knausgårds to første romaner Ude af verden og Alting har en tid, før jeg gik i krig med Morgenstjernen, og derfor var blevet forvænt med den slags geniale billeder af forholdet mellem det indre og det ydre, som optager Knausgård så meget.

Desuden var jeg, da jeg anmeldte Morgenstjernen, endnu ikke overbevist om, at det var en god idé, at Knausgård sådan gik tilbage til at skrive “almindelig” fiktion, når han faktisk havde afskrevet den med afslutningen af Min kamp – et værk, som på alle måder har fået litterater til at rive sig i håret over, hvor grænserne for virkeligheden går.

Efter at have læst videre i Morgenstjernen-serien, har jeg dog sidenhen måttet overgive mig – og særligt fjerde bind, Natskolen, var jeg helt oppe at ringe over, hvilket så også fremgik af min anmeldelse. Hvad syntes du om den?

I øvrigt vil jeg gerne lige dementere, at alle mænd tænker på sex, hver gang de møder en kvinde. Men at du kommer i tvivl, siger så også noget om Knausgårds totale hudløshed, som er så fascinerende: At han skriver komplet uden filter og udleverer alt, selv de værste tvangstanker, som vi ellers aldrig kunne drømme om at dele med andre. Det er ekstremt overrumplende og unikt og siger igen noget interessant om forholdet mellem det indre og ydre liv – og om, hvad det vil sige at være menneske (og ikke kun mand), helt enig!

Ewald: Natskolen var genial og sindssygt brutal. Måske egentlig et godt sted at starte, hvis man vil hoppe i Knausgård-kaninhullet (mærkeligt nok, siden det er fjerde bind af en romanserie).

“Der burde ikke være noget bemærkelsesværdigt ved det, bortset fra at det opsluger dig fuldstændigt,” har Zadie Smith engang skrevet om Min kamp, og det er meget sådan, min oplevelse har været af at læse dem. Hvorfor læser jeg om hans (mange!) gåture med barnevogn og hans forsøg på at smugle alkohol med til en nytårsfest beskrevet i så minutiøse detaljer? Og hvorfor er det fantastisk? Du har haft længere tid til at tænke over det, så jeg håber, du har et svar?

Dragsted: Uha, det ved jeg ikke, om jeg har! Men jeg er meget enig i Zadie Smiths betragtning. Hvis jeg alligevel skal forsøge at forklare, hvorfor Knausgård bliver til så opslugende et kaninhul, er der flere oplagte nedslagspunkter:

For det første, at det bare er dødlækkert skrevet. Knausgård kan trylle med ordene på en måde, så selv en flere sider lang passage om hans kaffebrygning og rygepause på én og samme tid bliver poetisk, lyslevende og bizart medrivende. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive bare halvt så godt som ham – og så i det tempo!

For det andet, at Min kamp – og Knausgårds øvrige værker for den sags skyld – jo faktisk ikke udelukkende er fyldt med hverdagsbetragtninger, men også essayistiske passager, der har et ekstremt højt abstraktionsniveau. Knausgård er tydeligvis sindssygt belæst og kulturelt nysgerrig (apropos din overvejelse om at læse Bibelen), og kan ubesværet smide om sig med referencer til alt fra Dostojevskij til Echo & the Bunnymen. Ligesom han kan gå fra at skrive om sin første brandert på den ene side til at reflektere dybt over døden på den næste. Hvordan han får det til at fungere så ubesværet, forstår jeg stadig ikke.

For det tredje – og her er vi tilbage ved selvudleveringen – er der nok også noget ved selve det, at man får lov til at komme helt ind bag kulissen og læse et andet menneskes inderste tanker. Det tilfredsstiller ligesom en primal, menneskelig lyst – for som Astrid Plum også skrev om i sin sommerskole, elsker vi jo alle sladder. Hvilket minder mig om, at du i vores tidligere chat om Taylor Swift jo faktisk drager nogle paralleller mellem Swifts og Knausgårds respektive universer!

Altså, for at forstå (og værdsætte) Swifts sangtekster, må man også sætte sig ind i hendes datingliv, pointerede du dengang. Ligesom du påpegede, at noget lignende nok gjorde sig gældende for Knausgård – at det ville være meningsløst fx at hoppe direkte til femte bind af Min kamp uden at have læst alt det andet. Føler du stadig, at der er sådan et sladder-åndsfællesskab mellem Swift og Knausgård? Og er Knausgårds forfatterskab et lige så værdigt kaninhul som Swifts diskografi?

Ewald: Det sjove ved at læse Min kamp er også, at han jævnligt er ved at bryde sammen af foragt over det, som han skriver. I mellemtiden virker resultatet jo totalt ubesværet.

Og ja, fem bøger senere står jeg ved min sammenligning med Taylor Swift. Der er den samme leg med fiktion og virkelighed, som du nævnte. I Tavi Gevinsons zine om Taylor Swift skriver hun: “Man behøver ikke at kunne forestille sig selv i sangen, for man kan bare forestille sig, hvad man er sikker på er hendes virkelighed – som er så meget mere virkelig end ens egen – og indsætte sit eget begær og sine frustrationer i fortællingen om denne ultimative, ideelle hovedperson.” På lidt samme måde føles det mere ægte, når Knausgård handler ind til aftensmad, frem for når man selv er i Netto.

Derudover skaber de begge en impuls til at følge trådene videre ind i og ud fra deres værker. Som når man læser Knausgård og får lyst til at høre The Talking Heads, give sig i kast med Knut Hamsun eller læse Knausgårds ekskones roman. Eller tilsvarende for swifties, der går på jagt i Taylor Swifts sangtekster efter litterære referencer eller pludselig ser amerikansk fodbold, fordi hendes nye kæreste spiller i NFL.

Deres referencer er nok lidt forskellige. Swift er glad for græsk mytologi og velkendte klassikere såsom The Great Gatsby, hvorimod Knausgård er optaget af Hitler (jeg har stadig Hitler-essayet i sjette bind af Min kamp til gode) og litteratur med stort L.

Der er dog noget ved dem begge, som føles som en guilty pleasure. Jeg føler mig mere som en fan end som en henholdsvis lytter og læser. Måske er det også noget med, at de tager fat i temaer, som man som voksen er blevet lært, at man ikke skal dvæle for meget ved. For Swift den totale romantiske besættelse og nostalgidyrkelse. For Knausgård døden og det melodramatiske selvhad.

Dragsted: De er begge tortured poets.

Ewald: Literally.