
Handout/Reuters/Ritzau Scanpix
Turismen på et af verdens dyreste, farligste og mest utilgængelige destinationer har nået et nyt højtryk. Og det har nu fået landets regering til at reagere. Nepal hæver prisen (fra 70.000 kr. til 96.000 kr.) for at bestige verdens højeste bjerg, Mount Everest, og tilbyder samtidig bjergbestigere at udforske 97 nye bjergtoppe i landet gratis, skriver The Kathmandu Post.
De knap hundrede stort set uudforskede bjerge ligger i den anden ende af landet, hvilket forhåbentlig kan lette trykket fra Everest, hvis popularitet blandt andet har ført til massive miljøproblemer fra skrald til afføring (fra mennesker) og lig (også mennesker).
+ Flere bjerge i Nepal er fortsat forbudte at bestige, da de er hellige for lokalbefolkningen. Af samme årsag har næsten-nabolandet Bhutan et totalt forbud mod bjergbestigning på toppe over 6.000 meter.
+ Dokumentaren Mountain Queen: The Summits of Lhakpa Sherpa portrætterer den første nepalesiske kvinde på Mount Everest.
+ Bogen Into Thin Air af journalisten Jon Krakauer beskriver detaljeret en af de mest dødelige bestigninger af bjerget.