Alarmisme i Alaska

Alarmsirenerne hyler allerede fra Alaska. Når USA’s præsident Donald Trump og Ruslands præsident Vladimir Putin fredag mødes til deres hurtigt improviserede topmøde i Anchorage, vil verden blive sat på højkant.

Officielt skal de to herrer diskutere fremtiden for Ukraine – på 7.600 kilometers afstand fra Kyiv. Som i et geopolitisk brætspil vil Trump og Putin sidde afsondret og dyste om, hvor grænser skal gå i Europa. Men reelt er der endnu mere end ukrainernes skæbne på spil.

Umiddelbart kan valget af Alaska som mødested ses som både oplagt og mindeligt:

Beringstrædet, der løber mellem USA’s nordligste delstat og det russiske fastland, er ikke mere end blot 85 kilometer bredt, og enkelte steder er der kun få kilometer mellem de to gamle atomare supermagter.

Men lokaliteten for topmødet er reelt mere ildevarslende og sprængfarligt symbolsk. Ikke mindst for Danmark og Rigsfællesskabet.

I 1867 købte USA området, der i dag hedder Alaska, af Rusland for 7,2 millioner dollars, eller hvad der i nutidspenge blot svarer til lidt over to milliarder danske kroner. Handlen, hvor den daværende præsident Andrew Johnson stod i spidsen for at erhverve de 1.723.000 kvadratkilometer arktisk terræn, er blevet kaldt for historiens bedste politiske købmandskab.

Dengang udtalte udenrigsminister William H. Seward, som var hoveddrivkraften bag handlen – næsten med en form for tidlig MAGA-retorik – under overdragelsesceremonien: “Skænk dette territorium de velsignelser, som det amerikanske demokrati bærer med sig”, og videre: “Vort rige kan ikke være mindre end hele det nordamerikanske kontinent med portene til alle de omgivende oceaner.”

Donald Trump har åbent erkendt, at studehandlen med Alaska – og USA’s senere køb af de dengang dansk-vestindiske øer i Caribien for 25 mio. dollars – har inspireret ham til nu at ville overtage Grønland. Historien har vist, at det er praktisk muligt at købe andre landes områder, og ifølge en lang række garvede iagttagere og embedsfolk er selve princippet om at bytte land nu på bordet igen.

Tidligere tiders magtspil, hvor landområder kan flyttes frit rundt mellem konger og fyrster, afhængigt af krig og penge, er tilbage for fuld kraft. Helt uafhængigt af de mennesker, som bor på jorden.

Opdeling af Nordpolen

Realistisk set vil det næppe lykkes at lande en aftale om snarlig våbenhvile i Ukraine. Både fordi Ukraine eller EU-landene vil modsætte sig det russiske krav om annektering af enorme landområder. Men også fordi Ruslands præsident Vladimir Putin grundigt skulle have forberedt sig på at aflede Trumps flygtige opmærksomhed med en storpolitisk forretningsplan.

Den erfarne russiske politiker Sergej Gavrilov udtaler således til Washington Post, at Ukraine-spørgsmålet kun er ét blandt flere, der skal diskuteres af Trump og Putin på fredag. Den endnu større og overgribende dagsorden skulle angiveligt handle om, hvordan USA og Rusland kan dele rovet i Arktis.

Det russiske tilbud til Trump skulle hårdt og kontant være, at de to lande aftaler at splitte udnyttelsen af de arktiske naturressourcer og søruter mellem sig. At Trump på den ene side får frit lejde i den ene del af Ishavet, herunder uhindret råderet over Grønland, mens Putin på den anden får mulighed for at oppumpe olie og gas – og nok så væsentligt sælge den sorte energi videre på verdensmarkedet.

“I Alaska er det ikke kun afslutningen af konflikten i Ukraine, der er på spil, men også Arktis,” hedder det i en kommentar i regeringens egen avis, Rossijskaja Gazeta, ifølge Berlingske. Her citeres flere Kreml-rådgivere ligeledes for, at ressourceudvinding i Arktis bliver set som det næste store russiske erhvervseventyr.

Antagelsen er, at Putin har en større gavepakke med i kufferten til Anchorage, hvor han vil tilbyde Trump mindst tre ting, som hver især skulle være nøje udformet til at tilfredsstille den amerikanske præsidents forfængelige grådighed.

Først og fremmest vil Putin tilbyde guldrandede muligheder for at udvinde råstoffer i Arktis, konkret ved at opdele den nordlige halvkugle i to klart afgrænsede interessesfærer. For det andet vil Trump kunne få fripas af Rusland til at kontrollere Grønland, og dermed til igen at kunne udvide territoriet, ligesom det skete med Alaska i 1867. Og endelig, ja, så vil der trods alt nok også komme en eller anden form for udtalelse om Ukraine, som Trump kan bruge til at afstive sit selvbillede som den store fredsmægler.

Grådig forfængelighed

Russiske nationalister er allerede godt i gang med at kræve Alaska tilbage – til at fuldende drømmen om et genopstandent zarrige. Præsident Putin er også normalt mand for at tale en ekspansiv erobringstrang op, og det vil blive bemærket, at der stadig ligger russisk-ortodokse kirker rundt om i Alaska.

Men Putin er efter alt at dømme ikke ude på at tirre Trump. Tværtimod.

Gennem efterhånden et årti har den russiske præsident vist sig eminent til at spinne Donald Trump om sin lillefinger, og til at kunne tæmme USA’s præsident som ingen andre. Netop derfor er det interessant at holde øje med, hvad Putin vil forsøge at købe Trump med.

Som skæbnens ironi måtte den daværende kejser, Aleksandr 2. af Rusland, sælge netop Alaska for at få penge i statskassen efter den katastrofale Krimkrig fra 1853 til 1856. Som en form for tragikomisk gentagelse af historien er præsident Putin i dag tvunget til atter at give amerikanerne et slagtilbud.

Ukraine kan vise sig at blive en brik i et kynisk pengespil, hvor Trump lokkes til at acceptere russisk annektering af størstedelen af det østlige Ukraine ved blot at få nogle kontante og personlige gevinster. Ifølge internationale medier skulle USA’s udsendte mægler, byggematadoren Steve Witkoff, have brugt en del tid sammen med præsident Putin på at forhandle om mulige byggegrunde til Trump Tower i Moskva.

Det kan lyde ubegribeligt banalt, vulgært og forskruet, men det kan på ingen måde udelukkes, at USA’s præsident – den øverstbefalende for klodens stærkeste militærmagt – er mere optaget af at få realiseret sit gamle projekt om at bygge et personligt monument af glas og stål midt i den russiske hovedstad, end han er af ukrainernes frihed og selvbestemmelse. For slet ikke at nævne Grønlands fremtid.

Topmødet i Anchorage tegner til at blive en geopolitisk gamer-aften, hvor det reelle slagsmål kan komme til at stå om at dele det sidste store rov på kloden: Arktis. Når USA’s præsident kan lokkes med guld, olie og et tårn i Moskva, bliver verdensordenen reduceret til et auktionarium for infantil stormandsgalskab. /Lars Trier Mogensen