Zorana Jevtic/Reuters/Ritzau Scanpix
Serbien har mange store og succesfulde sportsstjerner. Der er basketballspilleren Nikola Jokić, som tre gange er blevet kåret som MVP i NBA. Der er længdespringeren Ivana Španović, som både har været udendørs og indendørs verdensmester. Og så er der selvfølgelig Djokeren over dem alle: legenden Novak Djokovic, som målt på titler er den bedste mandlige tennisspiller nogensinde.
Med en sådan national talentmasse at tage fra, burde det have været en smal sag for Serbiens autokratiske leder Aleksandar Vučić at finde en ambassadør til den kommende verdensudstilling EXPO 2027, som efter planen skal afvikles om små to år i Beograd under temaet “Play for Humanity: Sport and Music for All”. Ja, med tanke på, hvor stor en begivenhed det bliver for Serbien – som målt på befolkning blot er en smule større end Danmark – skulle man vel tro, at Djokovic og alle de andre atleter ville stå i kø for at promovere den. Så meget desto større var forundringen, da Vučić på et pressemøde tilbage i juni kunne præsentere Serbiens nye EXPO 2027-ambassadør: den jamaicanske sprinter Usain Bolt.
“Jeg kender mange fantastiske spillere og sportsstjerner fra jeres land, og det er en ære for mig at være her for første gang”, lød det på pressemødet fra Bolt, der lidt rundforvirret kom til at kalde Vučić for premierminister snarere end præsident. Den slags utilsigtede ydmygelser tog den serbiske pseudodiktator dog i stiv arm. Han havde nemlig alt for travlt med at lave sprinterens ikoniske “To Di World”-posering og tale om, hvor glad han var for at få verdens hurtigste mand med på holdet. Og altså, det forstår man jo godt, når nu Aleksandar Vučić har så mange nationale problemer at løbe fra.
Det er nemlig ingen tilfældighed, at præsidenten må hyre en jamaicansk lejesvend til at gøre sit beskidte PR-arbejde – og at ingen serbiske sportspersonligheder skal bede om den tjans. Den omfattende folkelige protestbevægelse, som forlanger Vučićs afgang, fortsætter nemlig ufortrødent. Gradvist øges presset på præsidenten, som må tage stadig grovere midler i brug for at konsolidere sin magt. Alene i denne uge har der været adskillige sammenstød i flere serbiske byer mellem prodemokratiske demonstranter på den ene side og tilhængere af regeringspartiet SNS samt politiet på den anden side. Imens har Vučić nok engang udbredt sig om, at de voldelige optrin er bevis på, at uspecificerede fremmede statsmagter forsøger at få ham væltet, og at der “ingen nåde vil være for bøller og hooligans”.
Som det ofte er med den slags begivenheder, som foregår i Europas såkaldte “periferi”, og som forudsætter et vist kendskab til det forhenværende Jugoslaviens brogede historie, er det også primært volden, som fylder, når man læser de “vestlige” mediers dækning af den aktuelle situation i Serbien. For ikke at sige helt generelt: Vi husker stadig, hvordan DR i sin optakt til Serbien mod Brasilien under fodbold-VM i Qatar forsøgte at tegne et kort portræt af de to lande. Serbien blev repræsenteret ved blodige billeder fra borgerkrigen. Brasilien med glade folk, der dansede samba.
Sandheden er dog, at det langt fra kun er “bøller”, som forlanger Vučić fjernet fra magten; der er også samba at spore i Serbien. Siden november sidste år, hvor et tagkollaps på en togstation i Novi Sad kostede 15 mennesker livet – og dermed førte til et fornyet fokus på de mange korruptionsproblemer under Aleksandar Vučić og SNS-regeringen, som avler den slags byggesjusk – har en opsigtsvækkende stor del af befolkningen sluttet sig til den prodemokratiske protestbevægelse. Hundredtusindvis af serbere er gået på gaden for at demonstrere helt fredeligt, butikker har holdt lukket i protest, folk har strejket, sunget og danset på stribe, der har været tale om en helt uhørt og vedholdende kamp for Serbiens demokratiske fremtid. En kamp, som det har været påfaldende svært at følge med i, såfremt man ikke mestrer serbokroatisk.
Og det er så her, vi vist hellere må vende tilbage til sporten og Novak Djokovic. Skal man pege på én person, som har noget nær gudestatus i Serbien, er det utvivlsomt ham. Da Føljeton for nogle år siden var i Beograd for at skrive om Serbiens (u)mulige vej til EU, faldt snakken ikke så ofte på Djokovics sportslige fortræffeligheder, ligesom der kørte tennis på nærmest hvert et café-tv. Som garvede tennisfans også vil vide, er Djokovic dog heller ikke nogen uproblematisk stjerne. Under coronakrisen fik han eksempelvis tilnavnet Novax, da han viste sig som vaccinemodstander, ligesom han ad flere omgange har udtalt sig i stærkt nationalistiske vendinger, ikke mindst om Kosovo – som Serbien stadig gør hårdnakket krav på. Af samme grund er Djokovic ofte blevet tolket som regeringsvenlig. Eller, man har i hvert fald ikke regnet med, at det var ham, som skulle smashe den demokratiske sejr hjem.
Så meget desto større var det derfor for serberne, da Novak Djokovic midt under Wimbledon tidligere på sommeren viste sin støtte til protestbevægelsen med en særlig pumpe-fejring, der blev tolket som en direkte reference til demonstranternes såkaldte “Pumpaj!”-slogan. For hvis Djokovic først blæser til angreb, er Aleksandar Vučićs dage så godt som talte. Tilbage står den serbiske præsident med sin desperate retorik og et jamaicansk figenblad, der skal dække over udstillingen. /David Dragsted