Et 9-årigt barn, som vi kender særdeles godt her på redaktionen, kom i går hjem med en tegning, som han glædede sig meget til at vise frem. Man kunne straks se, at den forestillede en teknisk konstruktion, der mindede lidt om kunstnerparret Peter Fischli & David Weiss’ værk ‘Der Lauf der Dinge‘ (1987) eller måske snarere en af Storm P.’s opfindelser – altså et apparat af ”indviklet og absurd karakter”, der ”skal løse et lille, nærmest ubetydeligt problem ad en sindrig og kompliceret vej,” som det forklares på Storm P. Museets hjemmeside.
Da barnet med stor begejstring begyndte at fortælle, stod det klart, at der ikke var tale om et ubetydeligt problem. Figuren midt i billedet var Donald Trump, og maskinen rundt om ham var et apparatur, der ville blive aktiveret, så snart han satte fingeren på ”atombombeknappen”, så han simpelthen ikke ville kunne trykke den i bund. Og dermed var balladen afværget.
Den tegning fik drengen megen ros for. Det var en god løsning; som Føljeton tidligere har været inde på, har Trump jo vist interesse for USA’s atomvåbenarsenal og haft svært ved at forstå, hvorfor man ikke bare kan sende nogle raketter af sted.
Drengen fortsatte med at tegne hele aftenen og var så optaget af det, at han faktisk gik i seng efter sine forældre. I morges, mens han tog sine sko på, nævnte han, at nogle af hans venner havde sagt, at Donald Trump ville sende atombomber mod Danmark, når han blev præsident. Det afviste hans forældre pure, men eftersom de gjorde det uden nærmere forklaring, udløste det et stalinorgel af delikate spørgsmål. Hvorfor er amerikanerne så bange for terror? Er der flere end Rusland og USA, der har atomvåben? På vej mod skolen forsøgte barnets far at svare ærligt og efter bedste evne, men det var, som om hver eneste sætning, der kom ud af munden på ham, åbnede nye døre til rum fulde af idioti og lort og nye spørgsmål. ”Atomvåbenkapløb”, ”gensidig sikret ødelæggelse”, ”Rusland føler sig truet af NATO” osv… Det var sandheder, som virkede totalt meningsløse, og det nyttede ikke at henvise til Henry Kissinger og termen ‘geopolitik’. I barnets ører var sandheden så absurd, at man skulle tro, at det var løgn. Skulle man så hellere lyve og sige noget, der lød mere som en sandhed?
Heldigvis blev samtalen afbrudt, da drengen stod på toget. Og så forsøger man at kigge lidt i aviserne i stedet. The Guardian skriver i dag, at to psykologer i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Lancet Psychology slår fast, at det er dumt, når forældre bilder deres børn ind, at julemanden findes. Psykologerne opfordrer simpelthen forældre ”til at genoverveje etikken i den store løgn om julemanden”, fordi selv en lille frivol løgn om noget sjovt og hyggeligt vil kunne underminere børnenes tiltro til deres forældre og gøre dem ekstremt skuffede, når de finder ud af, at der ikke findes magi.
Nogle gange er der bare ikke hjælp at hente i forskningens verden.