Imago/Ritzau Scanpix
Nu er det ikke, fordi vi allerede her blot to tredjedele henne i den ottende måned i det herrens år 2025 skal gøre status over menneskeheden, som om løbet er ved at være kørt. Det er ikke med dén på. Passer gaden, der er ikke noget at se. Alt er i skønneste orden. Der er ingen grund til panik.
Når det er sagt – ja, undskyld, nu får du alligevel svedige håndflader – så er der et par ting, vi skal begynde at se på, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at afværge katastrofen.
Ikke for at trække pinslerne i langdrag, men inden vi går i gang, så lad os blive enige om, hvad der ligger i ordet “katastrofen”. Det kan siges helt kort: Vi taler om menneskets udslettelse. Her er der forskellige scenarier. Det scenarie, vi umiddelbart ville foretrække, er, at solen eksploderer eller brænder ud, eller hvad sådan en nu gør, fordi det ligger milliarder af år ude i fremtiden. Hvor er det typisk menneskeligt at udskyde tingene.
Det, der plejer at bekymre mennesket mest, er atomtruslen. Risikoen for, at vi selv futter det hele af i en absurd omgang assured mutual destruction. Det har været oppe over nogle gange, men indtil videre har vi klaret frisag. Ser vi på Bulletin of the Atomic Scientists’ Doomsday Clock, er det værd at bemærke, at atomforskerne tidligere på året indstillede uret til 89 sekunder i midnat (midnat = dommedag). “Ved at rykke Uret et sekund tættere på midnat sender Videnskabs- og sikkerhedsrådet et kraftigt signal: Fordi verden allerede befinder sig farligt tæt på afgrunden skal selv et enkelt sekunds bevægelse tages som en indikation for ekstrem fare og en umiskendelig advarsel om, at hvert eneste øjebliks forsinkelse i forhold til at ændre kurs øger sandsynligheden for en global katastrofe.”
En anden mulighed er selvfølgelig, at vi bliver udslettet af en uopdaget komet. Det er der imidlertid råd for (Ben Affleck og Bruce Willis viser vejen i katastrofefilmen Armageddon fra 1998).
Så er der klimakrisen og dens uoverskuelige irreversible implikationer, stigende temperaturer, højere vandstande, vanvittige vejrfænomener, vandmangel, økosystemer, der bryder sammen, og AMOC (Atlantic Meridional Overturning Circulation, der går amok.
Men mon ikke, at det, der i sidste ende kommer til at tage livet af os alle sammen, er plastik? Det er velkendt, at der efterhånden er mikroplastik i alt. Tidligere på året var det fremme, at mennesker går med så store koncentrationer af mikroplastik i hjernen, at det svarer til en hel plastikske. Ikke hvad der kan ligge på en plastikske, men hele skeen i sig selv. Mængden var ifølge videnskabelige studier vokset med 50 pct. fra 2016 til 2024.
I sidste uge faldt forhandlingerne i Genève mellem FN’s medlemslande om en global plastikaftale pladask til jorden. Der bliver hvert år produceret cirka 500 millioner tons plastik. 10 pct. genanvendes, resten bliver brændt, ryger på lossepladsen eller ender naturen og havet. Hvor meget plastik kan vi have i hjernen, før det begynder at have en indvirkning på vores kognitive funktioner?
Ikke overraskende viser det sig, at plastik også ødelægger evnen til forplantning. Ifølge The Guardian er mængden af sædceller verden over (“sperm count”) faldet med omkring 1 pct. om året de sidste 50 år, og menneskets fertilitet er faldet med en tilsvarende hast. En dr. Shanna Swan, der er professor i miljømedicin og sundhed på Icahn School of Medicine at Mount Sinai-hospitalet i New York City, siger til avisen, at nedgangen i sædceller “i høj grad, men ikke udelukkende skyldes giftstoffer i miljøet, som kan forstyrre steroidhormoner”.
Med andre ord er menneskeheden lige så stille og roligt skyllet ud med badevandet, mens vi orienterer os i andre retninger. Hvis vi ikke er i stand til at gøre noget ved atomtruslen eller klimaet, hvorfor skulle vi så kunne afværge den stille plastikkatastrofe? Men vi kan ikke undvære plastik, vil plastiklobbyisten straks indvende. Der er heller ikke nogen, der siger, at vi skal undvære det; vi skal bare have produktionen under kontrol. Hvor har lobbyisme kombineret med dumhed ødelagt meget for os. /Oliver Stilling