Relevante aktører

Hvad Israel gør mod palæstinenserne:

• Folkemord
• Etnisk udrensning
• Besættelse
• Krigsforbrydelser
• Udhungring

Hvad medierne kalder det:

• Militæroperation
• Relokaliseringsplan
• Offensiv
• Koloniseringsprojekt
• Overtagelsesplan
• Sultkatastrofe

Opslag på Instagram, onsdag

“Jeg er helt ødelagt. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde set denne video. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde behøvet at dele den. Dette klip er fra et luftangreb på civile, som gik ned ad en gade i Gaza by for nogle timer siden. På højre side ligger to mennesker ubevægeligt med hovederne flækket. Til venstre er der tre andre: En ligger død ved siden af sin cykel, mens de to andre vrider sig panisk med armene flaksende rundt i rædsel. Inde i teltet, der engang var en simpel opladerstation til mobiltelefoner, klynger to mennesker sig til livet. Dette er ikke krig. Det er terrorisme.”

Mosab Abu Toha, palæstinensisk digter og Pulitzerprisvinder, på Instagram kl. 2 i nat

I de her dage er der våbenmesse i Ballerup. DALO Industry Days er Skandinaviens største “forsvarsindustriudstilling”. Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse har lejet hele Ballerup Idrætsby, herunder Ballerup Super Arena, og som Forsvarsministeriet skriver på sin hjemmeside, er DALO Industry Days “en unik chance for at udveksle viden, diskutere fremtidige muligheder og styrke samarbejdet i forsvarssektoren”.

For de mennesker, der går rundt og er i det, er det formentlig bare en industri som alle mulige andre. Det kunne være bogbranchen, det kunne være kyllingebranchen. Kaffemaskiner, kuglepenne, bildæk, sengeaffjedring, koste, enarmede tyveknægte, svin. Men hvordan man end vender og drejer det, er militærindustrien en ulækker industri. Våben er til for at ødelægge, dræbe og lemlæste så effektivt som muligt. Så kan man kalde det forsvar eller afskrækning. Men idet våbnene bliver brugt – kastet ned over mennesker – er der ikke længere så meget afskrækning over det. Det er en beholdning, der bliver brugt, og et lager, der skal fyldes op. Mennesker dør, penge skifter hænder, produktionsapparatet speedes op.

Det var, sjovt nok, Berlingske, som tidligere på måneden var først med oplysningerne om, at syv israelske våbenfirmaer er til stede på messen i Ballerup. I militærindustrien er der intet mærkeligt i det. Det er en markedsplads, og israelerne har noget lækkert udstyr. Men for andre – folk, der har svært ved at forstå, at Israel straffrit kan begå folkemord på palæstinenserne i Gaza – virker det bizart.

Vinklen (eller konflikten) i Berlingskes artikel var, at Radikales leder Martin Lidegaard, mente, at Israel skulle forbydes adgang til den statsligt arrangerede våbenmesse. “Situationen i Gaza er jo eskaleret, og der er en lang række lande, der tager forskellige initiativer for at sanktionere Israels brud på folkeretten. Jeg synes ikke, at Danmark skal købe våbenmateriel i Israel, som situationen er, og derfor synes jeg heller ikke, at israelske våbenselskaber burde deltage i den her messe,” udtalte han.

Forsvarsministeriet følte dog ikke, at der var noget at forsvare. Man henviste blot Berlingske-journalisten til et folketingssvar afgivet af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i juni om, at der skulle fart på oprustningen, så “i den henseende afsøges markedet bredt blandt allierede, samarbejdspartnere og øvrige relevante aktører – herunder også Israel”.

Relevante aktører? Hvad skal der til for at diskvalificere nogen fra at være en relevant aktør, hvis ikke brud på folkeretten gør det? Den (jødiske) australsk-tyske journalist Antony Loewenstein har gennem de seneste år dokumenteret, hvordan den israelske våben- og overvågningsindustri gennem adskillige år har brugt Gaza-striben som et laboratorium for deres destruktive frembringelser. Loewenstein skriver om det i bogen The Palestine Laboratory – How Israel exports the technology of occupation around the world. Vi har nævnt den før, men Israels forehavende er så klamt og menneskefjendsk, at den (bogen) ikke kan anbefales nok.

Allerede i forordet får man en fornemmelse af uhyrlighederne. Ved messen Paris Air Show i 2009 viste det israelske våbenfirma Elbit Systems en salgsvideo om dræberdroner, som det fremgik var blevet brugt i Gaza og på Vestbredden. På videoen, som var blevet optaget et par måneder forinden, ser man et ‘mål’ blive henrettet. En sydafrikansk politiker og journalist, Andrew Feinstein, som så videoen på messen, begyndte at lave noget research på det pågældende droneangreb. Ifølge Loewenstein fandt han ud af, at en hel flok palæstinensere, herunder børn, var blevet dræbt ved angrebet. Og, skriver Loewenstein, kun israelske våbenfabrikanter ville turde producere og bruge sådan en salgsvideo – for de ved, at det ikke har nogen konsekvenser. Ingen overhovedet. De er relevante aktører. /Oliver Stilling