Aircondition til alle

Solen bager udenfor. Du tager fjernbetjeningen og trykker på tændknappen. Der lyder et lille bip, og i samme øjeblik siver koldere og koldere luft ud i rummet.

Måske har du haft fornøjelsen af aircondition et sted i Sydeuropa denne sommer. Måske har du brugt det uden at vide, at dette apparat er blevet gjort til en ny brik i højrefløjens populistiske agenda i flere europæiske lande.

Hen over sommeren, der (endnu en gang) har budt på hedebølger en masse, har bl.a. den franske og den britiske højrefløj brugt manglende airconditionanlæg til at beskylde “eliten” for at svigte “folket” i klimaets navn. Den grønne venstrefløj har svaret igen ved at kalde yderligere udbredelse af aircondition for symptombehandling af klimakrisen. Køleapparatet er dermed blevet et af sommerens varme emner.

Kold historie

At kunne køle luften ned indendørs har sådan set altid været på dagsordenen for folk – også før højrefløjen fik smag for det. De gamle egyptere satte våde sivmåtter op foran vinduer og døre, under Han-dynastiet i Kina opfandt håndværkeren Ding Huan en roterende blæser til at køle kejserens hof, og i Romerriget brugte man akvædukterne til at lede køligt vand igennem de riges huse.

For at finde tilblivelsen af den første moderne aircondition skal vi dog helt frem til starten af det 20. århundredes New York. I 1902 blev den amerikanske ingeniør Willis Carrier sat til at løse et problem med luftfugtighed på et trykkeri i Brooklyn. Papiret svulmede op og gjorde printet sløret, når temperaturen blev for høj. Denne udfordring førte til, at Carrier udviklede verdens første elektriske aircondition.

Carriers klimaanlæg blev først populært i biografer, og dernæst – særligt efter 2. verdenskrig – i private boliger. I nutidens USA er næsten 90 pct. af hjem nu udstyret med aircondition. På verdensplan estimeres der at være 2 mia. klimaanlæg. Det Internationale Energiagentur (IEA) anslår, at det tal kan stige til 5,5 mia. i 2050. Den enorme forventede stigning er både en konsekvens af stigende velstand – specielt i Sydøstasien – men også af den varmende klode.

Afdelingsleder Brian Motherway fra IEA vurderer derfor, at den store udfordring med det øgede antal airconditions bliver at sikre høje effektivitetskrav og stærke reguleringer for at mindske klimapåvirkningen. “Fordi alle klimaanlæg, der sælges i dag, låser energiforbrug og udledninger fast i det næste årti eller to årtier, så det er vigtigt, at vi gør det rigtigt første gang,” understreger han.

Le Pens grand plan

I modsætning til den enorme popularitet i USA har airconditions ikke vundet indpas på samme måde i Europa. I Italien har cirka halvdelen af alle hjem en aircondition, mens det i Frankrig kun er omkring hver femte private husholdning.

Det vil den altid opportune Marine Le Pen fra det franske højrefløjsparti Rassemblement National lave om på. Oven på sommerens hedebølger – hvor over 1.800 skoler måtte holde lukket i Frankrig, og det estimeres, at flere tusind europæere er døde af varmerelaterede årsager – varslede Le Pen: “Det er på høje tid, at Frankrig iværksætter en større plan for klimaanlæg”. I et opslag på X påpegede hun, at offentlige institutioner ikke kan fungere uden aircondition, når hedebølger bliver en regelmæssig ting.

På samme tid fik Le Pen naturligvis også sendt en stikpille til “eliten”: “[…] jeg tænker også på alle de arbejdere, der kvæles i bygninger uden aircondition, fordi lederne har besluttet, at franskmændene skal lide under varmen, mens de tydeligvis selv nyder airconditionerede køretøjer og kontorer.”

Som taget ud af den populistiske grundbog får hun altså malet billedet af det lidende (og svedende) folk, der bliver undertrykt af den dobbeltmoralske (og kølige) elite. Et klassisk os-mod-dem-greb, der kan få selv den grønneste klimaforkæmper til at gentænke sine standpunkter.

Også i Storbritannien – hvor kun 5 pct. af private hjem har klimaanlæg – køber højrefløjen ind på aircondition. Det konservative parlamentsmedlem Jack Rankin beskylder “enviro-loons” og “forældede barnepigestatsregler” for at gøre det svært for folk at opsætte aircondition. Zia Yusuf fra det Nigel Farage-ledede højrefløjsparti Reform UK skriver, at den politiske klasses krig mod aircondition ofrer deres eget folk på nul-emissionens alter.

Alle er de enige om, at både offentlige institutioner og almindelige mennesker skal have nemmere og billigere adgang til aircondition.

En ond cirkel

På den anden side står de såkaldte “enviro-loons”, som omfatter venstrefløjspolitikere og miljøforkæmpere. Leder af Frankrigs grønne parti Europe Écologie Les Verts, Marine Tondelier, har kun hån til overs for bagvendtheden i Le Pens forslag om at udbrede aircondition for at rette op på klimaforandringer. Hun foreslår i stedet at gøre byerne grønnere og bygningerne mere energieffektive.

Selvom de fleste lader til at være enige om, at aircondition på offentlige institutioner – specielt skoler, hospitaler og plejehjem – er en god idé for at beskytte de særligt udsatte, så ses udbredelsen af det strømslugende apparat også som en ond cirkel. En maladaption – som det kaldes i franske ministerier – hvor man for at løse ét problem ender med at gøre det værre. For at mindske konsekvensen af hedebølger skabt af klimaforandringer, sætter man energikrævende aircondition op, der i sidste ende forværrer klimaforandringerne med deres strømforbrug.

Historikeren Arnold Toynbee mente, at civilisationer ikke dør af mord, men af selvmord. At det er et samfunds egne indre sociale dynamikker og måder at løse problemer på, der fører til dets undergang – snarere end udefrakommende magtovertagelser eller katastrofer.

At lige præcis aircondition bliver den selvdestruerende løsning, der fører til det moderne samfunds civilisationsnedbrud, er nok usandsynligt. Dog illustrerer Toynbees pointe, at vi er ved at dø af et problem, vi selv har skabt – i form af klimaforandringer – og at vi som samfund står med muligheden og ansvaret for at finde den rigtige løsning. Det er nemt at se, at vi i hvert fald ikke kan airconditionere os ud af alle problemerne.

Hedebølgeproblematikken er ikke kun et sydeuropæisk fænomen. Også i Norden har vi fået varmen at føle. Med udsigt til fortsat stigende temperaturer går der måske ikke lang tid, før den store airconditiondiskussion kommer til Danmark. Vi har tidligere oplevet, hvordan regeringen opfordrede til kun at sætte varmen op til 19 grader om vinteren. Så det er ikke svært at forestille sig en tilsvarende sommerbegrænsning på kulden.

Foreløbigt har Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt mest haft travlt med at kalde TV 2’s vejrudsigter for klimaalarmisme. Men mon ikke, han også en dag synger med i Le Pens airconditionkor. /Oliver Brinkmann

Oliver Brinkmann er Føljetons nye universitetspraktikant.