Lært at leve med Taliban

Sidste fredag var det fire år siden, at Taliban overtog magten i Kabul. Fire år siden, Taliban fra den ene dag til den anden strammede grebet om Afghanistan og siden forbød kvinder at grine, snakke højt, synge, gå i skole, arbejde i det offentlige, gå i parken, lytte til bestemte typer musik eller spille skak (det sidste må mændene heller ikke). Kort sagt: forbød afghanerne at leve et liv.

Når vi først skriver om jubilæet her otte dage på bagkant, er vi ikke de eneste. En række medier har brugt den forgangne uge på at gøre status på det, der er sket i løbet af årene. Hvad har vi lært, og hvor står Afghanistan i dag?

Hvor borgerkrigen i Sudan bliver omtalt som den glemte krise – oftest af dem, der selv glemmer den – er Afghanistan måske endda dobbeltglemt. Optællinger på tværs af internationale medier viser, at mens Ukraine nævnes op til 10 gange mere i overskrifterne end Sudan, hører vi nærmest kun om Afghanistan på denne tid af året.

Siden Taliban kom til magten, er adskillige ting blevet værre i Afghanistan. Mange afghanere ved ikke, hvordan de får deres næste måltid mad. En ny FN-rapport viser, at hvert fjerde barn risikerer underernæring. Ifølge de seneste tal fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR er mindst 10,3 millioner mennesker fra Afghanistan tvunget på flugt. Afghanere udgør dermed den tredjestørste flygtningegruppe i verden.

Ud over de militære spændinger ved grænserne, giver stigende vandmangel som konsekvens af klimaforandringerne også anledning til nye uroligheder i Afghanistan. Samtidig lukker Taliban langsomt landet mere og mere om sig selv. Ikke desto mindre er nationer som Tyskland og Pakistan begyndt at sende afghanere tilbage til et sted, der ikke er sikkert.

Tyskland har længe været i gang med at sende migranter tilbage til Afghanistan. Mandag sagde landets udenrigsministerium, at de 211 afghanere, de ellers havde godkendt til genbosættelse i Tyskland, er sendt ‘hjem’ fra Pakistan, hvor de midlertidigt har opholdt sig. I løbet af det seneste år har den pakistanske regering brugt en detaljeret tretrinsplan til at udvise et stort antal afghanske flygtninge med det argument, at de “udgør en risiko for den nationale sikkerhed og lægger pres på de offentlige tjenester.”

Hvad med i Danmark? Her har vi udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S), som kalder de tyske hjemsendelser et “stort fremskridt” for sine “tyske venner”. Han vil derfor se “om det er noget, vi kan følge efter.” Og det på trods af, at Danmark kun har “10-15 afghanere, der skal hjemsendes,” sådan som udlændingeministeren sagde i juli til Berlingske. “Det vil jo ikke være det, der ændrer forudsætningen for dansk udlændingepolitik, hvis vi gør det, men det ville være et fint bidrag.”

Ingen imod

Ved Afghanistan har man i årevis talt om en “donortræthed”. Sådan formulerede Lars Bo Møller, Udenrigsministeriets tidligere særlige repræsentant i Kabul, det også sidste år.

Nødhjælpsorganisationerne får ikke penge nok, og Afghanistan bliver ikke prioriteret. Lande som Frankrig, Sverige og Storbritannien har eksempelvis skåret drastisk i budgetterne, viser tal fra FN’s nødhjælpskontor OCHA. Det endelige dødsstød blev Trumps beslutning om at lukke USA’s agentur for udviklingsbistand USAID. Organisationer som Dansk Flygtningehjælp har måttet fyre tusindvis af ansatte, og det går ud over, hvor mange man kan hjælpe.

“Vi vil ikke glemme den afghanske befolkning. Men dilemmaet ligger i, hvordan vi gør det uden at legitimere Taliban,” sagde den tidligere udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) til Altinget tilbage i 2022. Han fastslog dengang, at regeringen “ikke vil svigte de mange afghanere. Der er et stort akutbehov.”

Rollen som udviklingsminister blev nedlagt sidste år.

Et af de største problemer i Afghanistan lige nu er, at Taliban netop er ved at blive legitimeret. En række lande nægter stadig at sende ambassadører til landet og omtaler fortsat kun Taliban som en de facto-regering, men ellers lader de fleste til at have accepteret situationen. Også selvom man ser ud til at være enige om omfanget af elendigheden.

The Economist opsummerede det meget godt torsdag i en artikel kaldet ‘Verden er ved at lære at leve med Taliban‘. En amerikansk diplomat forklarede her, hvordan vestlige stater laver diplomatiske krumspring for at udvide samarbejdet med Taliban – også uden officielt at anerkende styret.

“Storbritannien har en særlig udsending, der har mødt Taliban-embedsmænd mindst én gang siden udnævnelsen i juni. EU har et kontor i Kabul. Norge modtog en Taliban-diplomat i januar. I marts genåbnede Schweiz sit humanitære kontor,” skriver The Economist og fortsætter:

“Det afgørende er, at der ikke er nogen troværdig opposition, hverken i Afghanistan eller i eksil. Taliban føler sig så sikre, at de skærer ned på deres oppustede sikkerhedsapparat for at spare penge.”

Der er ganske enkelt ingen, der siger Taliban imod.

Ifølge The Economist er årsagen åbenlys: migration. Den øgede velvilje til at tale med Taliban skyldes, at mange lande, herunder Danmark, rigtig godt kan lide tanken om at udvise afghanere.

Fremover dækker vi Afghanistan mere end én gang om året. /Emma Louise Stenholm