Foto: Oliver Stilling
En pensioneret baptistpræst ved navn James Grote blev søndag arresteret foran en baptistkirke i universitetsbyen Oxford nordvest for London. På videoen af anholdelsen, der cirkulerer på nettet, sidder præsten på jorden og råber. Han er skaldet, bærer briller og har en meget grøn trøje på, som han har stukket ned i bukserne. Han er allerede lagt i håndjern. Inden betjentene får løftet hans spinkle skikkelse op og gelejdet ham hen til politibilen, tordner han: “Jeg gør det her, fordi jeg er en følger af Jesus Kristus, som brød reglerne og skabte fred!”
Og hvad er det så, han har gjort, den gode præst? Hvilken lov har han forbrudt sig imod i Jesu navn? Sektion 13 i den britiske terrorlovgivning, såmænd. James Grote er under mistanke for at have begået terror ved at holde et papskilt med ordene ‘Jeg er imod folkemord, jeg støtter Palestine Action’. Den pågældende organisation er et pro-palæstinensisk aktionsnetværk, som arrangerer demonstrationer mod det israelske apartheid.
Lad os kalde det for britiske tilstande. Dér er vi heldigvis ikke i Danmark. Cirka mens baptistpræsten blev kørt på stationen i Oxford, var der ‘stordemo’ i København, Hele Danmark på gaden for et frit Palæstina, arrangeret og med deltagelse af 105 grupper, ngo’er og organisationer. Greenpeace, Oxfam, Amnesty, de var der alle sammen. En lille gruppe kvinder bar et skilt med påskriften Dykes Against Genocide. En hånd i en anden gruppe strakte et papskilt med ordene ‘Håndværkere mod folkedrab’ op mod himlen.
Der var bevægende øjeblikke. På Christiansborg Slotsplads blev der holdt et minuts stilhed. Et fravær af adskillige tusinde menneskers stemmer; stilhed for de adskillige tusinde civile og børn, som er blevet dræbt i Gaza. Og da processionen satte i gang, og folk bevægede sig i slentretempo forbi Holmens Kirke og Nationalbanken til Kongens Nytorv og videre gennem Bredgade, der er smallere, end navnet antyder, rundt om hjørnet ved Kastellet og tilbage ad Store Kongensgade, var det en lang bevægende bevægelse. Tusindvis af mennesker – unge, gamle, midaldrende, børn, muslimer, kristne, jøder, ateister, måske baptister, og Dan Turèll ville nok også have føjet syvendedagsadventister til listen. Alle, eller i hvert fald de fleste, som gik med, vil kunne skrive under på, at alt foregik i ro og orden.
Når der er tale om en masse-event, vil der naturligvis være billeder og videoer, som er åbne for modtagerens fortolkning. Det kan fx se voldsomt ud, når tre unge mænd i Palæstina-trøjer stiller sig op på en skraldespand på Kongens Nytorv og tænder nødblus i Palæstinas farver, mens adskillige Palæstina-flag vajer over folks hoveder. Hvordan ser det ud for en mormor i Struer, der kun krydser kommunegrænsen et par gange om året? Det er vel det samme, som hvis man kun kender Nørrebro gennem medierne og tænker, at det er en krudttønde, og at død og lemlæstelse venter bag hvert gadehjørne.
Undervejs blev der sunget og råbt alt muligt af små og større grupper, og på et tidspunkt hørtes også “Death, death to the IDF!”. Det er slagsangen om den israelske hær, som punkgruppen Bob Vylan fik publikum til at synge med på under Glastonbury Festival of Contemporary Performing Arts tidligere i år. Da Enhedslistens politiske ordfører delte en video på X, hvor disse ord tilfældigvis hørtes i baggrunden, var fanden løs.
Nogle personager fra højrefløjen, som man vist gerne må kalde Israel-venlige, slog straks ned på det som et tegn på en stordemonstration, der var ude af kontrol. Berlingske sprang på den, og det samme gjorde nyhedsbureauet Ritzau. Pludselig var der en konflikt, og den skvulpede straks over på andre sociale medier. En kendis fra tv skrev på Facebook, at han havde nogle familiemedlemmer på under 20 år, der var indkaldt til den israelske hær, og at det alligevel var stærke sager, at man ønskede dem døde. Han slettede opslaget igen, men inden da nåede samtalen at udarte sig.
Nogen svarede ham, at de kun havde hørt slagsangen i nogle minutter ud af en demonstration på tre timer. Hertil svarede en anden person sarkastisk: “’Jeg bankede kun min kone i et par minutter, men var ellers sød mod hende i flere timer’-kind of guy”. Og svaret retur: “’Konen’, du snakker om, har jævnet Gaza med jorden, slået mindst 60.000 mennesker ihjel, begået krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, etnisk udrensning og folkemord. Jeg tror godt, at ‘konen’ kan klare et par minutters chant.” Dette tilfredsstillede ikke den første person: “Du sidder og retfærdiggør opfordring til mere vold og død. Tænk dig om.” Og salutten den anden vej: “Undskyld, jeg siger det. Men man KAN næsten ikke begå mere vold, end IDF har begået de seneste to år.”
Og sådan går det. Men det er, som om idiotien er en smule på retur. Sandheden går op for flere og flere, mediernes beskrivelser af tilstanden i Gaza bliver mere og mere fyldestgørende. Der sker en bevægelse. /Oliver Stilling