Nyhedsanalyse

“Man får nogle orgasmer undervejs”

Romantasy er blevet populært blandt både unge og ældre, og det skyldes en magisk kombination af Harry Potter-nostalgi, krig og så sex. For sex kommer der altid.

Shannon Stapleton/Reuters/Ritzau Scanpix

“Jeg er begyndt at læse romance, fordi det er en etisk måde at se porno på,” skulle en dansk forfatter let parafraseret have sagt i en nu ugenopdrivelig dansk litteraturpodcast for nogle år siden. I dag dominerer romantasy-genren, der kombinerer fantasyverdenens magi med romantik – og masser af sex – i fiktive fanfortællinger, især i unge kvinders læseforbrug. Engang var fanfiction en guilty (og hemmelig) pleasure, men på TikTok viser unge kvinder glædeligt deres bogsamling af romantiske klichéer frem.

Ligesom fanfiktion kan være en demokratisering af pornoen, er det ifølge The New York Times en måde for flere tidligere Harry Potter-fans at blive ved med at dyrke universet uden at støtte J.K. Rowlings kønspolitik: I hvert fald er genrens popularitet særligt drevet af de Harry Potter-fans, der var børn og unge i nullerne, og som nu har fundet et nyt fantasyunivers at begrave sig i. Nu med mere romantik.

Senest er der skrevet så mange fanhistorier om Dramione – den imaginære romance mellem Hermione Granger og Draco Malfoy – at der ville være nok til en lige så lang serie, som da fanfiktion baseret på vampyrhittet Twilight for 10 år siden blev forløberen til husmoderpornosuccesen Fifty Shades of Grey.

På den måde virker romantasy som et oplagt sted at starte, hvis man har en vis frygt for fantasygenren, men ikke har noget imod romantik. Selv kan jeg kun lide benhård socialrealisme, får jeg ofte at vide, når jeg skal vælge en film eller en bog. Jeg hader animation og alt for sci-fi-verdensfjerne fortællinger. Måske vil man derfor antage, at jeg er konkurrencestatens frygteksemplar af et moderne menneske, der har underlagt sig præmissen om, at alt, man bruger sin tid på, skal have en målbar værdi: Over de seneste 20 år læser færre og færre bøger for nydelsens skyld.

Til det kan jeg kun svare, at jeg bruger alt for meget tid på dårlig kærlighed på tv og nyder skønlitteratur, men at grænsen for, hvornår noget bliver så urealistisk og scriptet, at jeg hellere spilder min tid et andet sted, er utroligt lav. Det var den også, da jeg som barn kedede mig til Disney. Og det var heller ikke blevet bedre, hvis du dengang havde fortalt mig, at Løvernes Konge i store træk henter sin inspiration fra Hamlet.

Ti på chili-skalaen

Som en person uden fantasi (åbenbart) er det nemt at undre sig over, hvorfor det lige præcis er romantasy-genren, der er blevet så populær, at den er den foretrukne genre på TikTok. For bliver vi virkelig klogere af at læse opdigtede historier om Hermione og Draco, der forelsker sig? Ja, for lige så fantastisk det er at forsvinde ind i en drømmeverden – selvom vi måtte have forskellige forestillinger om, hvordan sådan en ser ud – er det ifølge læseeksperter træning for hjernen, uanset hvad man læser.

“Når romantasy er så populært på BookTok, skyldes det først og fremmest, at genren er skabt til at lave fællesskaber. Når der er en trend, vil folk gerne være med,” siger Nikoline Rosenbjerg, der er boganmelder, ekspert i romantasy og marketingansvarlig på Gads Forlag (der endnu ikke selv udgiver genren).

Det er en af grundene til, at interessen for romantasy begyndte at blusse op under corona, forklarer Nikoline Rosenbjerg til Føljeton: “Nu er den blevet forstærket af, at vi lever i en verden, hvor der er meget krig og ødelæggelse, og så er det her nogle bøger, man tyr til.”

Mens den amerikanske forfatter Rebecca Yarros’ bog Onyx Storm i vinter var øverst på bestsellerlisterne, genkender Nikoline Rosenbjerg billedet af, at romantasy særligt er populært hos Harry Potter-fans. Således er det ikke kun de helt unge kvinder, der skriver og forbruger genren. Men når den stortrives på TikTok, er det dels på grund af fællesskabet, men også at genrens velkendte troper – små greb, der går igen og igen, som fortællingen ‘enemies to lovers’, hvor to fjender bliver elskere – er nemme at forstå:

“Det er velegnet til TikTok, fordi det er stærke, men også umiddelbare og let-afkodelige følelser, der er på spil. Du kan meget hurtigt mime bøgerne og afkode dem.”

Nogle mener, at troperne har det med at kamme over og overskygge de enkelte fortællinger, så bøgerne nærmest ikke kan kendes fra hinanden; andre, at det er TikTok selv, der ødelægger genren:

“Det er en del af genrens præmis, at troperne gerne må stikke lidt af. Ellers bliver det ren fantasy eller ren romance,” siger Nikoline Rosenbjerg og forklarer, at romancen i romantasy aldrig er platonisk. Det er også derfor, anmeldelser af romantasy opererer med en skala, hvor chilier i stedet for hjerter beskriver, hvor hotte bøgerne er.

Og netop det, at man pludselig kan se eller læse porno uden at det føles forbudt – som da Fifty Shades of Grey netop udsprang af fanfiktion fra Twilight – er måske en af forklaringerne på, at det ikke længere kun er unge, der fordyber sig i romantasys verden, siger Nikoline Rosenbjerg:

“Der er altid sex med i romantasy. Nogle gange kommer det først længere henne i en serie, men det kommer. Det kommer altid. Helt ærligt, man får nogle orgasmer undervejs.” /Emma Louise Stenholm

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12