Hovedløs turisme

Årets turistsæson er ved at gå på hæld, og sikke et postyr det blev.

Endnu engang har det vist sig, at det ikke spiller med for mange mennesker på for lidt plads. Endnu engang fik de lokale nok. Endnu engang blev et kreativt arsenal af virkemidler taget i brug for at stoppe horderne.

Demonstranterne i Barcelona var dødtrætte af konsekvenserne af årtiers Airbnb-økonomi og væbnede sig derfor med vandpistoler, hvis våde skud de rettede mod hjælpeløse turister (en metode, der i øvrigt også anvendes i stram opdragelse af hunde).

I Venedig gik man kunstnerisk til værks. Amazon-stifter Jeff Bezos havde booket byen til sit bryllup med Lauren Sánchez, og det var upopulært. Et kæmpemæssigt banner med teksten “Hvis du kan leje Venedig til dit bryllup, kan du betale mere skat” prydede Markuspladsen, og demonstranterne søsatte derudover en livagtig Bezos-dukke omklamrende en Amazon-papkasse i kanalerne.

I Mexico City talte de med endnu større bogstaver. Vreden rettede sig her mod bl.a. de amerikanske digitale nomader, der driver huslejerne i vejret og presser de lokale ud af deres kvarterer. De ellers fredelige protester endte i smadrede butiksfronter, plyndrede forretninger og tilråb mod turister i Roma- og Condesa-kvartererne.

Andre steder har man indført turistskatter og besøgsbegrænsninger, klipklapper-bøder, nye bookingsystemer, fjernet krydstogtterminaler og forbudt golfvogne. Alt sammen manøvrer, man har taget i brug for at stoppe overbelastningen.

Hovedløsheden er den absolutte wellness

Under pandemien så vi et svagt glimt af en kulturændring i vores måde at holde ferie på. Muligheden for at rejse blev taget fra os, og så blev vi hjemme. De klimabevidste glædede sig over fraværet af fly i luften, og indbyggerne i de overbesøgte hovedstæder kunne pludselig høre “fuglefløjt og kirkeklokker” i turisternes fravær.

Som så meget andet af det gode, pandemien trods alt førte med sig – som at blive hjemme ved sygdom, vaske hænder jævnligt og nyse i sit ærme – forsvandt hjemme-bedst-doktrinen i sekundet, restriktionerne ophævedes. Rejsetrangen fik én over sinkadusen i en kollektiv febervildelse af hævnrejser, der hurtigt nåede sine præ-pandemiske niveauer.

Man må sande, at det moderne menneske har brug for at tage et andet sted hen for at kunne sætte tankegodset på pause. Hele pointen med at tage på ferie er at koble af, trække stikket ud, slå hjernen fra. Det ultimative succeskriterium for den mentale ferietilstand er at komme derud, hvor man ikke længere ved, hvilken ugedag det er. Ferien er den frivillige hovedløshed. Hovedløsheden er den absolutte wellness.

Man har dog ikke altid været fan af hovedløsheden. Tilbage i middelalderen forbandt man det med gys og gru. Det var dengang, myten om den hovedløse rytter blev til, en figur, der siden er optrådt i adskillige variationer og fortællinger. Han er en æterisk skikkelse, der af varierende årsager ikke har noget hoved. I nogle tilfælde bærer han det under armen, andre gange rider han rundt og leder efter det.

Turisten strejfer, ligesom den hovedløse rytter, også rundt med hovedet under armen. Tankeløs og lyksaligt uvidende. Kan man banke fornuft ind i et hoved, der bliver båret under armen? Er turisten overhovedet inden for pædagogisk rækkevidde? Turismeforsker på Aalborg Universitet, Carina Ren, har gjort forsøget. Hun har formuleret fem råd til at være en god turist, som lyder: Køb lokalt. Rejs langsomt. Prøv et nyt sted. Drop poolen. Vær en god gæst. Rådene er nået vidt omkring og er blevet bragt i alt fra Ultra Nyt til TV 2 og Fagligsenior.dk.

Kierkegaard på staycation

Løsningen kan dog også gøres endnu enklere: Bliv hjemme. Opfordringen kommer fra sognepræst, forfatter og debattør Sørine Gotfredsen, der personligt hader at rejse. Det er en kendsgerning, hun har luftet en del gange i den offentlige sfære, senest i begyndelsen af denne måned i en episode af DR’s podcast Genstart. Her kalder hun rejseidealet en “psykosetilstand,” hvor “en masse mennesker gør det samme, ser ens ud, er der i det samme ærinde og transformerer sig om til sådan en masse af ikke længere suveræne individer, men en flok.”

Gotfredsens rejsehad deler hun med filosoffen Søren Kierkegaard, der angiveligt heller ikke brød sig om at tage udenlands. Han forklarede menneskets tiltrækning af ferierejsen med den ‘ubalance’, der er iboende i os: mellem ånd og krop, endelighed og uendelighed. Med Gotfredsens ord er det sådan, at “fordi vi har den ubalance, lader vi os let forføre af adspredelser: overfladiskhed, underholdning, massebevægelse, alt, der kan dulme smerten ved at være i ubalance. Rejsen er helt central, fordi den giver en falsk fornemmelse af at være i bevægelse. På mange måder flygter man fra sig selv, og når man kommer hjem er man lige vidt – eller endda sat tilbage.”

En staycation-trend med hashtag #Kierkegaard kunne godt blive en ting. Det kunne langsomme togrejser til uopdagede destinationer uden adgang til pool også. Dog højst sandsynligt kun blandt en lille humaniorauddannet skare af folk bosat på Nørrebro. Mere sandsynligt er det, at næste sommer vil byde på præcis samme postyr. Alle de samme problemer. Alle de samme steder. Turisten er sejlivet og har overlevet alt fra finanskrise til pandemi. Der skal mere end lidt sølle dråber fra en vandpistol til at holde den rejsende væk. /Rosine Ulrich

Rosine Ulrich er Føljetons nye universitetspraktikant.