Mænd er fra matcha, kvinder er fra BookTok

En fredag aften i juni måned sad jeg på en vinbar i København, da min veninde lænede sig ind over vores bord og diskret pegede imod et andet bord. Der sad fire mænd og bladrede i og blafrede med hver deres udgave af feminist og forfatter Emma Holtens bog Underskud. Det umiskendelige sølvfarvede bogomslag glimrede i aftensolen, og mens mændene ved bordet formentlig talte om værdien af omsorg, der ikke medregnes i Finansministeriets store, stygge regnemodeller, talte vi om dem.

Ikke fordi de brød med statistik, der viser, at mænd konsekvent læser flere bøger af mænd. Ifølge en undersøgelse foretaget for Kulturministeriet i 2023 var cirka 80 pct. af bøgerne, som mændene senest havde læst, skrevet af en anden mand. Men fordi, de her sad lige foran os, som ekstraheret af vores algoritmer: De performative mænd.

Iført en totebag og med en græsgrøn matcha-latte i hånden og en bog (for eksempel Sally Rooneys Intermezzo eller bell hooks’ All About Love) i baglommen er arketypen opstået fra internettets dyb denne sommer.

“Sådan spotter du en performativ mand,” lyder en overskrift i The New York Times. I The Guardian forklares – og problematiseres – arketypen, der er landet midt i en kønskrig, hvor næsten halvdelen af amerikanske mænd mener, at “traditionel maskulinitet” er truet. Mange mænd er dog med på joken, så i storbyer som New York City, Sydney, Toronto og Jakarta er der blevet afholdt konkurrencer for at finde den mest performative mand. Og i The Independent undersøger journalist Lydia Spencer-Elliott, hvorvidt moderne mænd blot bruger litteratur til at score kvinder.

Alle fra sociologen Pierre Bourdieu til statsminister Mette Frederiksen forstår, at bøger har kulturel kapital og signalværdi. Bøger signalerer dog ikke entydigt intellektualitet, dybde og “seriøsitet”.

Da den italienske forfatter Elena Ferrantes Napoli-kvartet blev udgivet i USA, skabte bogomslagene opsigt. De var grimme og tacky, og de lignede – gys – “kvindelitteratur”, den måske mest “useriøse” kategori. Det var dog meningen. “[Ferrante] var enig med vores valg om bevidst at bruge “lavklasse”-billeder. Og hun var overrasket over den tvivl, som nogle læsere gav udtryk for. Vi havde også en fornemmelse af, at mange mennesker ikke forstod det spil, vi spillede, nemlig at klæde en yderst raffineret historie på med et strejf af vulgaritet,” sagde hendes forlægger Sandra Ozzola til Slate.

Ifølge sidste års kulturvaneundersøgelse foretaget af Danmarks Statistik læser og lytter kvinder mere til skønlitteratur end mænd, og mændene, som læser, gør det mindre hyppigt end kvinderne. På BookTok er der også – ikke overraskende – flere kvinder.

Derfor kommer 2020’ernes kritik af BookTok som overfladisk og fordummende ofte til at lyde som et ekko fra 1800-tallet, hvor forfatter Nathaniel Hawthorne rasede ud i et brev til sin ven: “Amerika er nu fuldstændig overtaget af en forbandet hob af skriblende kvinder, og jeg ville ikke have en chance for succes, så længe publikums smag er optaget af deres skrald – og jeg ville skamme mig, hvis jeg fik succes.”

I en afkrog af BookTok er der en signalværdi i at stå i kontrast til den begejstrede og romance-læsende booktokker ved at være cool og nonchalant: En litterær it-pige eller en såkaldt “thought daughter”. Hun er også på TikTok, men i stedet for at læse Colleen Hoovers Det ender med os eller Sarah J. Maas’ Et rige af torne og roser, læser hun Ottessa Moshfegh. Eller Joan Didion. Eller Sally Rooney. Eller Clarice Lispector.

“På [TikTok] kan man ikke bare vise en bog af Clarice Lispector. De succesrige konti fremstod som ‘kvinder, der læser Clarice Lispector’,” skrev den amerikanske forfatter Stephanie Danler efter et besøg på BookTok.

“Jeg sidder tilbage med en mistanke om, at skrivning og læsning er de mest mystiske og private tricks, vores urolige små hjerner kan udføre. Det er en præstation, der ikke er beregnet til offentligheden. Jeg ser ikke mig selv som en booktokker. Jeg er bange for, at jeg ikke ved, hvordan jeg både skal læse ægte og efterligne mig selv, når jeg læser. Men måske er jeg bange for, at jeg ved, hvordan man gør det. Alt for godt,” konkluderede hun.

Danler taler ind i kritikken af, at det på BookTok handler mere om at være en læser med en bugnende bogreol og bestemt æstetik, ikke at læse bøgerne på selvsamme bogreol.

For et par tusind år siden kritiserede Seneca dem, der udstillede skriftruller i stedet for at læse dem. Så den rolle er blevet spillet længe før BookToks tid. /Emilie Ewald