Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Hvad laver en konsulent? Det åbenlyse svar er penge: McKinsey, Bain og Boston Consulting Group – også kendt som “de tre store” inden for management consulting – er verdensomspændende milliardforretninger med tusindvis af jakkesætsklædte ansatte, som formår at gøre ethvert problem til en profitmulighed: Hvis du skal have noget gjort, kan du vel lige så godt få noget rådgivning om, hvordan det gøres bedst. McKinsey, Bain og Boston Consulting Group er endda så flinke, at de virkelig ikke diskriminerer: Så længe honoraret er rigtigt, trækker de i arbejdstøjet for de fleste.
På berømt vis har McKinsey eksempelvis rådgivet tobaksindustrien sideløbende med, at man har rådgivet den afdeling af FDA (altså USA’s føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed), som har stået for at regulere nikotinprodukter. Ligesom man har hjulpet medicinalgiganten Purdue Pharma med at regne ud, hvordan man kunne “sætte turbo” på salget af det smertestillende og ekstremt vanedannende medikament OxyContin, som har skabt USA’s store og dødbringende opioidkrise. Men bare rolig: McKinsey var selvfølgelig så overskudsagtig, at man efterfølgende sagde pænt pardon.
En undskyldning kom Bain også med på bagkant, efter det var blevet afdækket, hvordan konsulentvirksomheden i 2015 havde været med til at totalsmadre Sydafrikas skatteinddrivningsmyndighed (som bærer den lidt uheldige forkortelse SARS – for South African Revenue Service), hvilket muliggjorde den daværende præsident Jacob Zumas korruptionsregime. Med Bains effektive staldtips gik SARS fra at være internationalt anerkendt til en omvandrende institutionel zombie, som ikke længere kunne holde styr på skattekronerne. Men bare rolig: Bain valgte efterfølgende at tilbagebetale alle de honorarer, man havde fået for besværet med at bistå et såkaldt “state capture”.
Boston Consulting Group (BCG) påtager sig også gerne opgaver, der smager af statsovertagelse. Som Financial Times har kunnet afdække – og som vi nævnte i sidste uge takket være forfatter Carsten Jensen – har konsulenthuset, som DR alligevel ikke ville bruge, lavet deciderede modelleringer af, hvordan og hvorledes palæstinensere vil kunne “flyttes” fra Gaza til fx Somalia og Somaliland. En plan, som mere historiekyndige BCG-konsulenter måske burde have opdaget lyder en kende som dengang, nazisterne planlagde at deportere Europas tilbageværende jøder til Madagascar. Samtidig har Boston Consulting Group tjent fedt på at medvirke til søsættelsen af “nødhjælpsorganisationen” Gaza Humanitarian Foundation, som af FN er blevet beskrevet som et “figenblad” for israelske krigsforbrydelser og som i praksis er med til at udsulte og dræbe den palæstinensiske befolkning. Men bare rolig: BCG vidste (næsten) ikke, at man var involveret i den slags.
Ifølge New York Times-graverjournalisterne Walt Bogdanich og Michael Forsythe, som står bag bogen When McKinsey Comes to Town, fremhæver McKinsey selv, hvordan man ynder at ansætte såkaldte “insecure overachievers”: Højtuddannede, prestigesøgende unge, som er så usikre – og ja-sigende – at de kan presses til at arbejde sig selv halvt ihjel. Ideelt set kommer de direkte fra universitetet, bliver hos konsulentvirksomheden i en mindre årrække, hvorefter de rykker videre til en direktørtjans andetsteds; allerhelst den slags direktørtjans, hvor man fx har magten til at hyre eksterne konsulenter. I den forstand skaber McKinsey og kompagni sit eget rovdrivende kredsløb, hvor ingen tilsyneladende tør sige fra, men alle brænder for at vise, hvor dygtige de er.
Så hvad er konsulenterne dygtige til? Som økonomerne Mariana Mazzucato og Rosie Collington argumenterer for i The Big Con: How the Consulting Industry Weakens our Businesses, Infantilizes our Governments and Warps our Economies, er de – paradoksalt nok – suveræne til at virke overbevisende, usikkerheden til trods. Med udgangspunkt i den originale “confidence man” William Thompson, som i 1800-tallet narrede folk til at betro sig deres ure, forklarer Collington og Mazzucato, hvordan konsulentindustrien i vid udstrækning også er en con-industri: Man overbeviser virksomheder og regeringer om, at man har den fornødne ekspertise til at hjælpe, selvom det ikke altid er tilfældet. Snarere består ens ekspertise altså i at foregive ekspertise – om hvad som helst.
Dermed ikke sagt, at konsulenter ikke også kan tilbyde reel hjælp eller afstedkomme nødvendig forandring. Regnestykket for, hvorvidt man tjener mere med den eksterne hjælp, end man bruger på de ekstra honorarer, er bare lidt svær at lave – og kræver måske endda lidt konsulentbistand. Og selv hvis McKinsey, Bain og Boston Consulting Group er kompetente i rådgivningsarbejdet, er det ikke partout et ubetinget gode. Som Walt Bogdanich også pointerer, må konsulenthuset jo eksempelvis spørge sig selv, hvorvidt det er værdiskabende at hjælpe en opioidproducent med at sælge endnu flere opioider under en opioidpandemi. Ligesom, kunne vi tilføje, man passende bør overveje, hvorvidt det er en god idé at hjælpe en folkemorder med at begå endnu mere folkemord. Hvis vi var konsulenter, ville vi nok lige finde en anden at rådføre os med, før vi bød ind på den slags opgaver. /David Dragsted