Alexander Kazakov/Reuters/Ritzau Scanpix
“Howdy Modi!” lød det, da Indiens premierminister besøgte Texas i 2019. “Namaste Trump!” lød det, da USA’s præsident lagde vejen forbi Gujarat året efter.
På bemærkelsesværdig kort tid er bromancen mellem Donald Trump og Narendra Modi dog gået kold. Modi fik the ick, da den amerikanske præsident gentagne gange erklærede, at han havde “løst” den militære konflikt mellem Indien og Pakistan, og sidenhen hævede tolden på amerikanske importvarer fra Indien til 50 pct. Siden et telefonopkald den 17. juni, hvor Trump nævnte, at Pakistan ville nominere ham til Nobels Fredspris, har Modi ghostet ham.
Trump er forblændet af Nobels Fredspris. Senest har det norske dagblad Dagens Næringsliv rapporteret, at Trump ringede landets finansminister og Natos tidligere generalsekretær Jens Stoltenberg op “ut av det blå” for at diskutere prisen (Oslo er næsten Stockholm) og toldafgifter. “Nej, jeg får ikke en Nobels Fredspris uanset, hvad jeg gør, herunder Rusland/Ukraine og Israel/Iran uanset hvad resultatet måtte blive, men folket ved det, og det er det eneste, der betyder noget for mig!” skrev han efterfølgende på Truth Social.
Fredsmægleren Trump er dog, formentlig utilsigtet, lykkedes med at forsone Indien og Kina. For første gang i syv år besøgte Modi nabolandet for at deltage i topmødet i Shanghai Cooperation Organization (SCO) søndag og mandag.
I 2020 strømmede der kinesiske soldater ind i Indien over grænsen i Himalaya, og den dødelige grænsekonflikt var ved at tippe over i en krig. Modi har derfor ikke ligefrem gode erfaringer med at sænke paraderne for sin kinesiske modpart. Alligevel mødtes de mandag, som “partnere, ikke rivaler,” som Xi formulerede det.
Modi ankom til topmødet hånd i hånd med Ruslands præsident (og Xis “gamle ven”) Vladimir Putin, og for enden af en rød løber bød Xi dem velkommen. De smilende og grinende verdensledere – en trekløver, der tilsammen repræsenterer hvert tredje menneske på jordkloden – tog efterfølgende et fællesbillede med blandt andet Belarus’ og Irans præsidenter. Onsdag afholder Kina en militærparade på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i anledning af 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor Nordkoreas øverste leder Kim Jong-un også forventes at være blandt publikum.
Ugen byder dermed ikke bare på én, men to muligheder for at fremvise og fotografere Xis vision for en ny verdensorden.
“Hvis man skaber et tomrum, vil en anden komme og udfylde det. Xi har god grund til at sige: Tak, præsident Trump, du gør et fantastisk stykke arbejde med at gøre Kina great again,” siger Steve Tsang, direktør for Kinainstituttet ved Londons Universitet, til Newsweek.
I sin åbningstale refererede Xi indirekte til Trump ved at tale imod “koldkrigsmentalitet”, “hegemonisme” og “mobbeadfærd”. Derudover talte han for “fredelig sameksistens.”
Kina har flere gange signaleret, at landet også ønsker at spille rollen som global fredsmægler. “Fred er det mest værdifulde i vores verden i dag,” sagde den kinesiske udenrigsminister Wang Yi til FN’s generalforsamling sidste år. “Kina er fast besluttet på at spille en konstruktiv rolle, engagere sig i mæglinger og fremme fredsforhandlinger, ikke hælde benzin på bålet eller udnytte situationen til egen vinding,” sagde Wang om Ruslands krig i Ukraine.
Ifølge avisen South China Morning Post har Wang imidlertid indrømmet på et møde med EU-Kommissionens vicepræsident Kaja Kallas denne sommer, at Kina ikke ønsker et russisk nederlag i Ukraine, da det ville give USA mulighed for at vende sit fokus mod Kina.
Mens Putin ikke just kalder sig for en fredsmægler, er han ifølge sig selv heller ikke den krigsforbryder, som ICC gør ham til. Han brugte sin taletid på topmødet på at sparke skylden for Ruslands krig i Ukraine væk fra sin egen banehalvdel: “Denne krise blev ikke udløst af Ruslands angreb på Ukraine, men var et resultat af et kup i Ukraine, som blev støttet og provokeret af Vesten.”
“Jeg styrer landet og verden,” sagde Trump til The Atlantic i april. Ikke meget længere, hvis det står til Xi og hans gamle og nye venner. I mellemtiden foregår der det højeste antal konflikter siden slutningen af Anden Verdenskrig.
Med fredsmæglere som disse, hvem har så brug for fjender? /Emilie Ewald