God gæld og en falsk formand

For et år siden kom den første advarsel. EU står over for en “eksistentiel udfordring” lød ordene fra den tidligere italienske premierminister og formand for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi i den (i hvert fald i EU-kredse) meget omtalte rapport fra september 2024 om ‘Fremtiden for europæisk konkurrenceevne’. Nu er Draghi så tilbage med endnu en løftet pegefinger.

I sin tale på en årlig konference i italienske Rimini i august lagde eks-premierministeren ikke fingre imellem:  “I årevis troede Den Europæiske Union, at dens økonomiske dimension med 450 millioner forbrugere i sig selv ville give geopolitisk magt og indflydelse i internationale handelsforbindelser. Dette år vil blive husket som året, hvor den illusion fordampede.”

Draghi opremser, hvordan den manglende magt har fået EU til at overgive sig til amerikanske toldsatser og øget militærforbrug; hvordan EU har det største finansielle bidrag til Ukraine, men stadig spiller en marginal rolle i fredsforhandlingerne; hvordan Kina har oversvømmet de europæiske markeder med overskydende produktion; og hvordan EU bare har set til, mens Irans atomanlæg er blevet bombet og “massakren i Gaza intensiveret”. Alt i alt ser Draghi et EU, der står på sidelinjen, mens stormagterne USA og Kina styrer slagets gang.

Hvordan vil Super Mario – som han blev kaldt efter i sin tid som formand for Den Europæiske Centralbank for at have “reddet” euroen – så få EU tilbage på den geopolitiske bane? Som var han træner for et kuld underdogs i en klassisk amerikansk sportsfilm, er hans svar: sammenhold. Det er kollektivet, der skal drive EU til at blive en international magtfaktor.

For det første skal det indre marked forbedres, så der er færre barrierer for handlen mellem medlemslandene. Han nævner specifikt, hvordan interne barrierer gør den kommende tids mange forsvarsindkøb dyrere og giver incitament til at handle uden for unionen.

For det andet skal EU-landene gå sammen om store investeringer. Specielt inden for teknologisektoren. Sammenlignet med USA og Kina er Europa håbløst bagud på den højteknologiske front – eksempelvis kunstig intelligens og robotteknologi – og de to stormagter bruger deres overlegenhed til at presse EU. “Overdreven afhængighed er blevet uforenelig med suverænitet over vores egen fremtid,” konstaterer Draghi.

Ræsonnementet er, at de enkelte medlemslande ikke kan matche de enorme investeringer, USA og Kina kan lave, så EU-landene må i stedet stifte fælles gæld til investeringer i store europæiske projekter for at blive uafhængige. Draghi kalder det “god gæld”, fordi det går til finansiering af øget produktivitet og – ligesom i rapporten i fjor – er det en af hovedkomponenterne i hans løsningsforslag.

Mere Danmark, mindre gæld

Spørgsmålet om øget fælles gæld skiller vandene. Den tyske økonom og leder af Institute for European Policymaking på Bocconi University Daniel Gros deler eksempelvis ikke Draghis gældsparathed: “Jeg mener ikke, at det er et spørgsmål om flere offentlige midler. Det er et spørgsmål om at tillade flere strukturelle ændringer i Europa,” siger Gros til Føljeton og uddyber: “Hvad Europa har brug for, er flere Danmark’er. Flere lande med en levende højteknologisk sektor.”

Ifølge den tyske økonom er den europæiske industri fokuseret i mellemteknologiske sektorer såsom bil- og telekommunikationsindustrien, hvorimod højteknologiske sektorer bl.a. inkluderer virksomheder, der udvikler kunstig intelligens og robotteknologi.

Gros forklarer, at udvikling af de højteknologiske sektorer kræver mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet og fremhæver den danske flexicurity-model som et tiltag, der burde efterlignes flere steder i Europa. Flexicurity-modellen gør det nemmere for virksomheder at hyre og fyre medarbejdere, hvilket kan skabe større risikovillighed til at starte højteknologiske virksomheder.

“Det er sektorer, hvor der er høj risiko. Der er brug for fleksibilitet, der er brug for mindre regulering. Vi har ikke brug for mere gæld,” siger Daniel Gros. Store investeringer i sig selv fører altså ikke nødvendigvis til mere højteknologi i Europa.

Den falske von der Leyen

Draghis kritik af Europas nuværende position i verdensordenen gik også på den nyindgåede toldaftale mellem EU og USA. Aftalen indebærer en 15 pct. toldsats på størstedelen af EU’s vareeksport til USA, samt at EU vil fjerne al told på amerikanske industrivarer.

Kritikken af aftalen er faldet EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen for brystet. Kun to dage efter Draghis tale i Rimini bragte flere europæiske aviser et indlæg af von der Leyen. “Der er blevet skrevet meget om denne aftale, overvejelser, der fortjener et direkte svar,” skriver hun som indirekte kommentar til Draghi.

I indlægget forsvarer kommissionsformanden, at aftalen blev indgået: “Forestil dig, hvis de to store økonomiske magter i den demokratiske verden ikke havde nået frem til en aftale og udløst en handelskrig. Der ville have været en fest i Moskva og Beijing.” Hun kalder det en stærk, men uperfekt aftale, der skal sikre stabilitet og klarhed for de erhvervsdrivende i handlen med USA.

Ifølge Jeromin Zettelmeyer, direktør for den økonomiske tænketank Bruegel, er aftalen dog tæt på en ydmygelse. Men samtidig måske det bedste, som EU og von der Leyen kunne få. “Hendes opfattelse er, at hun fik en god aftale i betragtning af den europæiske forhandlingsstyrke, som hun havde at arbejde med. Og det er formentlig rigtigt,” siger Zettelmeyer i en kommentar til Føljeton. Han påpeger, at von der Leyens ringe forhandlingsposition skyldes EU’s afhængighed af USA, samt at EU-Kommissionen og medlemslandene ikke var villige til at stille hårdt mod hårdt over for Trump fra starten af forhandlingerne.

I stedet står vi nu her med en tvivlsom aftale og en kommissionsformand, der prøver at tale den op. For Zettelmeyer er netop det, at hun prøver at sælge aftalen som en succes, det problematiske for von der Leyen. “Hun viser bare sit glade ansigt og siger: alt godt,” pointerer tænketankdirektøren. Man kan nemt virke falsk, når man stikker tommelfingeren i vejret til en mildest talt betænkelig aftale.

I sin tale konstaterede Mario Draghi, at der hersker en skepsis i Europa. En skepsis om, hvorvidt EU er i stand til at forsvare unionens værdier – “demokrati, fred, frihed,” som Draghi bl.a. nævner. Spørgsmålet er, om ikke Ursula von der Leyen puster til selvsamme skepsis ved at ligge under for Trump. Aftalen får i hvert fald kritik for at bryde med WTO’s internationale handelsregler, og hverken regelbrud eller Donald Trump rimer særlig godt på demokrati, fred og frihed.

Måske får vi allerede en indikation af fremtidens Europa, når von der Leyen fredag den 10. september holder State of the Union-tale og udlægger retningen for det næste års arbejde for EU-Kommissionen. Uanset om Super Marios gældsparathed og sammenholdspeptalk har ræsonneret hos Ursula von der Leyen, eller om vejen til geopolitisk magt er brolagt med Trump og overtrædelser af internationale aftaler, vidner debatten om, at EU for tiden kæmper med en eksistentiel udfordring – fuldstændig som Draghi bebudede for et år siden. /Oliver Brinkmann